Dagcentre

Dagcentre

I hele landet er der oprettet dagcentre, som du har mulighed for at blive visiteret til af din kommune. Et dagcenter er et aktivitetstilbud i dagtimerne for pensionister med behov for støtte og kontakt med andre. Formålet er at yde en forebyggende og aktiverende indsats.

I et dagcenter er der således tilbud om, at du kan deltage i både fælles og individuelle aktiviteter, og medarbejderne sikrer, at alle får den fornødne hjælp. Ofte er dagen i et dagcenter struktureret sådan, at der er mulighed for samvær og fællesskab med mange udfoldelsesmuligheder.

Aktiviteterne er seriøse og har et højt fagligt niveau, men samtidig lægges der også op til, at deltagerne tager medansvar og er med til at præge dagcentrets udvikling.

Alt afhængig af hvad du bliver visiteret til, har du mulighed for at komme på faste dage ­- en til flere gange om ugen. Som regel er deltagelsen i dagcentrets aktiviteter forbundet med en mindre egenbetaling, og ofte vil der være mulighed for kørsel, hvis du ikke kan transportere dig selv.

Aktiviteterne i et dagcenter kan for eksempel være: Musik og sang, gymnastik, bevægelse og dans, udflugter og besøg på museer og udstillinger og ferieture.

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top