Når dit barn har fået diagnosen cerebral parese, har du som forælder endelig fået svar på, hvad dit barns vanskeligheder skyldes. Du kan nu søge viden og få en afklaring på, hvordan du bedst muligt hjælper dit barn. Det kan give en lettelse.
Men diagnosen cerebral parese kan også give en sorg. For der findes ingen kur mod dette handicap. Cerebral parese bliver dit barns følgesvend resten af livet. Derfor er det vigtigt, at du som forælder er godt klædt på til livet med cerebral parese og har en viden om, hvad handicappet indebærer.
Kognitive og fysiske vanskeligheder vil i større eller mindre grad være en del af dit barns liv, og I får som familie brug for støtte og rådgivning.
Få rådgivning - bliv medlem af CP Danmark her.
Pak din skyldfølelse væk
Med diagnosen kan der hos nogle følge en skyldfølelse over, at man ikke har passet godt nok på sig selv under graviditeten. Det er en helt normal reaktion, men som man også skal passe på, for der findes ingen dokumentation for, at det er forældrenes levevis, der er årsag til, at ens barn får cerebral parese.
Man ved, at cerebral parese for eksempel kan være forårsaget af iltmangel under graviditet eller under fødslen, og det har forældrenes levevis ikke indflydelse på. Så pak din skyldfølelse langt væk: Med den viden vi har i dag, er der intet, du kunne have gjort anderledes - det er ikke din skyld, at dit barn har cerebral parese.
Bestil eller læs pjecen 'Barn med cerebral parese' her.
Kontakt andre forældre i vores Facebook-gruppe