Vi har altid været meget tætte, og jeg har aldrig set ham som en med et handicap. Vi kan hvert vores og har begge to noget, vi er gode til, og noget vi ikke kan. Og så hjælper vi hinanden. Jeg kan for eksempel ikke så godt lide at bestille mad, når vi er ude at rejse, så det gør Kian, for det tør han godt, og han er god til engelsk.
Det er ikke nemt at se, at han har et handicap, for han kan stort set det samme som alle andre børn. Det er kun synligt, hvis man virkelig kigger på den måde, han går på. Jeg har altid vidst, at han er speciel, men hans handicap har aldrig beskrevet, hvem han er som en person.
På grund af hans handicap har jeg altid været lidt mere beskyttende over for ham. Jeg hader at se ham have det dårligt, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hjælpe ham med de udfordringer, som han har. Da vi var små, gjorde vi rigtig mange ting sammen. Nu har vi hver vores interesser, så vi bruger ikke så lang tid sammen længere.
Han bruger tid inde på hans værelse, hvor han spiller på PlayStation. Det er den måde han slapper af, det er der, hvor han er tryggest. Men vi er stadig tætte. Vi forstår hinanden på en måde, som kun tvillinger kan. Også selvom vi ofte synes, den anden er dødirriterende!
Følte sig tilsidesat
Da vi var mindre, måtte jeg ofte tage alene afsted til for eksempel sammenkomster på skolen, for mine forældre skulle blive hjemme og passe Kian. Han var for lille til at kunne blive alene hjemme, og hans hoved kan ikke klare for mange mennesker ad gangen. Det var træls, og jeg måtte ’nøjes’ med mine veninders forældre, for mine egne kunne ikke komme med.
Mine forældre har været til en masse ting med ham gennem årene, så jeg har somme tider følt mig lidt tilsidesat. Mest fordi at jeg ikke forstod, hvorfor de kunne være til ting med ham, når de ikke kunne med mig. I starten syntes jeg det var det mest irriterende på planeten, men jeg lærte, at det var sådan det var, og at han ikke selv kan gøre for det.
Gør ham mere speciel end han er
Han hader, når folk kun er søde ved ham, fordi han er handicappet, han kan jo selv mærke, når det sker. Han vil gerne have, at man behandler ham normalt. Han griner selv af sit handicap, men det går ham på, når folk behandler ham ekstra positivt, fordi han er handicappet og ikke på grund af hans gode personlighed.
Min lillesøster og jeg har også været ude for, at folk fortæller os, hvor meget vi skal passe på ham, og hvor heldige vi er at have ham. Vi griner af det bagefter, men det går os alle lidt på. Problemet er, at enten behandler folk ham, som om han slet ikke er handicappet, og hvis der så er noget, han ikke kan, er det fordi han er doven, eller også behandler de ham, som om hans handicap er meget værre, end det er. Det er sjældent, at der er nogle, der behandler ham normalt og tager hensyn til de ting, han ikke kan.
