Alle har en seksualitet, og sex er en naturlig og selvfølgelig del af det at være voksen. Det ændrer et handicap ikke ved. Det er en del af det at vokse op, at gå fra barn til voksen, lære om sin seksualitet og om sex. Med et fysisk handicap kan det være en særlig udfordring at lære sin krop at kende. For de fleste begynder nysgerrigheden omkring deres seksualitet som ung og i teenagealderen, men for en del med handicap kan det aldersmæssigt også komme senere.
Mulighederne for at leve din seksualitet ud afhænger i høj grad af, hvordan du bor. Bor du hjemme og har brug for hjælp, skal dine forældre måske involveres. Selvom det kan være svært, så er det en god ide at tage en åben snak. Det er også helt ok, hvis du ikke føler dig komfortabel med det. Så kan du søge hjælp og råd hos fortrolige venner eller seksualrådgivere. Bor du på et botilbud, vil det typisk være noget, du vil kunne spørge personalet til råds om. De er uddannet til også at kunne håndtere seksualitet og sex.
Manglende viden eller behovet for hjælp betyder desværre, at mange ignorerer deres behov, seksuelle drift og nysgerrighed. Det er derfor vigtigt at komme i dialog med andre – og få hjælp og vejledning – så du kan få opklaret dine spørgsmål.
Har du hjælpere, kan det være, de skal involveres, og det kan være en god idé at lave nogle retningslinjer for dem, så de ikke stiller unødvendige spørgsmål. Det kan også være, du har behov for hjælpemidler/sexlegetøj til at udleve din seksualitet. Typisk vil mange begynde at eksperimentere seksuelt, når de flytter hjemmefra, men det er naturligvis helt individuelt.
Du kan søge hjælp og rådgivning her:
Du kan også besøge LigeLyst - en online platform om seksualitet og handicap, som SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap) står bag.