Af Frands Havaleschka
Kender du Astrid Siemens Lorenzen? Det gør mange i Sønderborg, hvor hun bor, og mange i Jydske Vestkystens dækningsområde, hvor hun i et stort, flot magasin-tillæg i august fortalte om sit liv. Her slog hun fast, at hendes grad af cerebral parese (CP), der betyder, at hun har mange ufrivillige bevægelser, sidder i el-kørestol og er uden verbalt sprog, ikke forhindrer hende i at leve det liv, som hun gerne vil. Ja, det fortalte hun faktisk også i ’Go’ Morgen Danmark’ på TV2 lidt tidligere på året.
I Spastikerforeningen kender vi også Astrid. Sammen med foreningens psykolog Klaus Christensen, der har fulgt Astrid lige siden de første skoleår, besøgte redaktionen hende tilbage i 2015, hvor hun efter et afsluttet folkeskole-forløb stod foran en ny, stor udfordring. Hun skulle starte på biotek-linjen på Sønderborg Statsskole.
Da Astrids udfordringer er noget større end klassekammeraternes, bl.a. bruger hun øjenstyret Tobii-talecomputer, så har hun fået dispensation til at klare sin studentereksamen på fem år, mod de obligatoriske tre.
Hvordan er det så gået?
Med sin jernvilje, topkarakterer fra 9. klasses afgangseksamen på Dybbøl Skolen, gode hjælpere og stor støtte fra sin familie, havde Astrid sammen med de 24 andre elever i 1.u. store forventninger til gymnasieforløbet. Det samme havde gymnasiets lærere.
Men hvordan er det så gået her tre år efter?
Vi har spurgt Astrid, der nu er blevet en ung, selvbevidst kvinde på 18 år:
- Skolen og jeg har stadig en positiv indstilling. Det er gået meget godt indtil videre. Mine forventninger er i den grad indfriet. Også mere end jeg turde håbe, understreger Astrid.
- Jeg befinder mig godt på skolen og går nu i 4.G. Det vil sige, at jeg har to år igen, før jeg også bliver student. I mellemtiden er min stamklasse blevet studenter, så nu har jeg ikke en stamklasse.
Hvad er din største udfordring i hverdagen?
- Det er, at jeg har mange forskellige funktionsnedsættelser. Ét er, at jeg ikke kan gå. Noget andet er, at jeg ikke kan bruge mine hænder. Noget helt tredje er, at jeg intet verbalt sprog har. De forskellige funktionsnedsættelser kan man ikke bare addere for at få resultatet af konsekvensen af mit handicap. Det føles nemlig nærmere som om, at det er en ligning med led, som skal multipliceres. Men det er nok særligt dét, at jeg ikke kan tale verbalt, der byder på udfordringer i hverdagen, og så også dét, at jeg er afhængig af hjælp og derved afhængig af andre.
Planlagt studenterforløb
Astrid har fået mulighed for at tage en studentereksamen over fem år. Men hvordan fungerer det?
- Mit 5-års studenterforløb er skruet således sammen, at jeg i gennemsnit har 10 til 12 moduler ugentligt. De første tre år fulgte jeg en fast stamklasse, som jeg havde forholdsvis mange fag - herunder vores
studieretningsfag - sammen med. Dette gjorde, at jeg fik en rigtig god start og blev en inkluderet del af klassen. Vi delte nemlig fælles interesser, derfor var det efter min mening et godt valg.
- Derudover begyndte jeg sidste sommer - da jeg gik i 3.g - i en 1.g-klasse, hvor jeg tager dansk og historie sammen med dem i tre år. Nu, hvor min stamklasse er dimitteret i sommer, har jeg ikke en fast stamklasse. Jeg er derimod tilknyttet tre forskellige klasser på tværs af årgangene, således at jeg kan tage de fag, jeg mangler de to sidste år af i mit studenterforløb. På den måde kan det godt siges, at de to sidste år er opsamlingsår.
Hvilke fag har du afsluttet, og hvilke mangler du?
- Jeg har afsluttet matematik, bioteknologi, religion, samfundsfag og billedkunst. Derudover har jeg også afsluttet naturvidenskabeligt grundforløb og almen sprogforståelse. Det var meningen, at jeg også skulle have afsluttet fysik sidste år, men jeg blev så glad for faget, at jeg i år har trukket det op på A-niveau.
Astrid mangler derfor at afslutte fysik, dansk, historie, engelsk, tysk, oldtidskundskab og evt. et C-fag mere i stedet for idræt. Derudover mangler hun også at skrive SRP og gå til AT-eksamen. Det har hun planer om at gøre i det igangværende skoleår.
Karaktererne afspejler indsatsen
Er du tilfreds med karaktererne?
- Da jeg går meget op i min skole og bruger meget tid på skolearbejdet, føler jeg indtil videre, at mine karakterer har afspejlet min indsats, så derfor er jeg rigtigt godt tilfreds med mit snit på 11,7. Faktisk er det langt over, hvad jeg havde forventet. I folkeskolen lå jeg middel, men efter jeg er startet i gymnasiet, har jeg oplevet en tydelig forbedring. Nu behøver jeg i hvert fald ikke at være bekymret for, hvorvidt jeg kan blive optaget på mit drømmestudie – hvad end det nu er.
- Jeg føler, at mine lærere på gymnasiet har en rigtig god forståelse for mig, og de ser muligheder fremfor begrænsninger. Det er virkeligt dejligt. De er også hurtige til at forstå, hvad jeg vil sige.
Er du stadig vild med matematik, fysik, biologi og kemi – eller er nye favoritter kommet til?
- Ja, man kan vidst roligt sige, at de fag stadig ligger blandt favoritterne. Dette er muligvis endda en underdrivelse. Derfor har jeg studieretningen med bioteknologi A, matematik A og fysik B. Siden hen har jeg valgt at trække fysik op på A-niveau i år, ellers ville jeg ikke have et naturvidenskabeligt fag dette skoleår, for jeg har netop afsluttet bioteknologi og for den sags skyld også matematik. Jeg vil nemlig gerne have så meget naturvidenskabeligt som muligt, da det også er den vej, jeg vil gå, når jeg skal på universitetet. At jeg har trukket fysik op til A-niveau betyder også, at jeg har 5 A-fag.
Vennerne blev studenter
Din stamklasse blev studenter i sommer, hvordan havde du det med det?
- Jeg vil ærligt indrømme, at det var mærkeligt, at mine venner blev studenter, når jeg ikke selv gjorde det. Så selvom jeg udmærket godt har vidst, at jeg ikke blev student samtidigt med dem, gik det først rigtigt op for mig i sommer, da mine venner rendte rundt med studenterhuer. Men det er nu bare sådan, det er. Det er bedst således. Ellers ville jeg ikke kunne klare mig så godt, som jeg gør. Og jeg ville have rygende travlt. Så det ville ikke havde gået, hvis jeg havde taget gymnasiet på normeret tid – altså tre år.
- Men det var nu alligevel mærkeligt at komme tilbage i gymnasiet efter sommerferien uden min klasse. Jeg kender nemlig ikke mine nye klasser så godt. I år har jeg tre klasser – en 1.g, en 2.g og en 3.g klasse. Man kan tydeligt mærke forskel mellem klasserne, der er stor aldersforskel.
Hvad med det sociale liv?
- Indtil i sommer har jeg ikke brugt krudt på at være social udover i min stamklasse, så jeg har ikke været socialt involveret i den anden klasse, jeg også havde fag med sidste år. I år vil
jeg derimod prøve at gøre en indsats for, at jeg kommer til at være mere en del af klasserne. Men det er lettere sagt end gjort. Mit kommunikationshandicap bevirker nemlig, at jeg har sværere ved at smalltalke, og det kræver mere energi for mig. Så jeg kommer til at savne min stamklasse, men så kan vi bare ses i fritiden i stedet for.
Fremtiden
Hvad er din drøm for fremtiden?
- Det er at leve et så normalt liv som muligt. Med det mener jeg, at jeg vil gøre alt det, jeg også ville have gjort, hvis ikke det var for mit handicap. Jeg vil dermed prøve at få mest muligt ud af mit liv, med de vilkår jeg har, og spille kortene bedst muligt. Mit handicap skal ikke hindre mig, og det får ikke lov til at tage styringen.
- Mere konkret er mine fremtidsplaner at færdiggøre min studentereksamen. Derefter begynder jeg på universitetet, hvor jeg, som det ser ud nu, enten vil studere fysik eller noget indenfor medicin-verdenen. Når jeg er uddannet, vil jeg gerne ud og arbejde. Jobbet, som jeg skal varetage, skal være teoretisk, grundet mine manglende motoriske evner. Så jeg drømmer om at blive ansat som forsker.
