”Jeg kan mærke indeni, at jeg har det bedre. Det giver en stor gejst, at det går fremad, og min livsglæde er blevet langt større”. Sådan siger 33-årige Theis om det boost, det giver ham at træne intensivt. Vægten er gået ned, men det fysiske og mentale overskud er gået op.
Theis er blot en af mange med cerebral parese, som har opdaget, at fysisk træning kan være en vej til større fysisk og mental velvære. Men træning er ikke bare velvære, det er erstatning for medicin, det reducerer smerter og forebygger alvorlige sygdomme, ligesom samværet om træningen eller en sportsaktivitet forebygger ensomhed.
Det er langt fra alle, der driver det til det niveau, Theis har valgt. Mange træner i mindre omfang, løber racerunning eller dyrker andre sportsgrene. Men alle fortæller den samme historie. Det giver dem velvære og en oplevelse af at gøre noget godt for dem selv.
Det er sådan set ikke en ny erkendelse. Vi har længe vidst, at fysisk aktivitet, bevægelse og motion er helt afgørende for hele den fysiske og mentale sundhed. Derfor har børn, unge og voksne med cerebral parese og andre med svære fysiske handicap siden 1989 haft adgang til vederlagsfri fysioterapi for at kunne forbedre, vedligeholde eller udskyde forringelser af eksisterende funktioner. Vederlagsfri fysioterapi er - for de fleste - et helt og absolut nødvendigt træningsminimum.
Ikke desto mindre har rigtig mange af vores medlemmer i efteråret oplevet at få aflyst, reduceret eller udskudt deres træningstilbud.
Overenskomsten mellem fysioterapeuterne og det offentlige indeholder nemlig en bestemmelse om, at udgiften til vederlagsfri fysioterapi ikke må overskride et bestemt beløb. Er der risiko for det, forpligter fysioterapeuterne sig til at medvirke til, at omkostningerne til ordningen holder sig inden for rammen.
Det er baggrunden for det kaos, mange af vores medlemmer har oplevet i den vederlagsfri fysioterapi i efteråret. Og det går ikke over. Vi vil se det samme hvert efterår, så længe overenskomsten ikke ændres. Det er helt uacceptabelt. Det er ikke rimeligt, at borgere med et åbenlyst behov for hjælp tages som gidsler i en økonomistyringskamp.
Mennesker, hvis førlighed og livskvalitet er helt afhængig af den træning, lægen har visiteret dem til, skal ikke være kastebold i en uskøn økonomikamp. Der må skaffes de nødvendige midler for at sikre, at alle får den fysioterapi, de har behov for.
Lone Møller, landsformand i CP Danmark
