Den politiske dagsorden - februar 2025

Den politiske dagsorden - februar 2025

Her får du et overblik over de vigtigste politiske aktiviteter, som CP Danmark holder øje med og kommer med indspark til i første halvår af 2025.

Specialeplan: Behov for den rette hjælp

Til februar lovbehandles en kommende specialeplan på det højt specialiserede socialområde – herunder handicapområdet. CP Danmark og andre handicaporganisationer har gjort opmærksom på behovet for politisk handling på området lige siden regeringen kom med et udspil om en specialeplan tilbage i 2022.  

I CP Danmark holder vi øje med, at specialeplanlægningen kommer til at sikre, at mennesker med handicap får den rette hjælp og indflydelse på forløbet fra start, uanset hvem, de er, og hvor, de bor. Det er særligt vigtigt at sikre i de kommuner, hvor der ikke er nok borgere til at etablere den nødvendige specialiserede indsats inden for kommunen. 

 

Merudgifter

Også inden for merudgifter har vi øjnene rettet mod Christiansborg i februar. Der lovbehandles en ny model for ydelser på området nemlig.

Det er tiltrængt med en ny model for merudgifter, og den bør forenkles til fordel for både sagsbehandlere og modtagere af ydelserne. Det har CP Danmarks socialrådgiver Line McMonagle gjort opmærksom på, da hun har givet input til Socialministeriets arbejde med en ny model. Vi forventer, at lovforslaget afspejler de gode bidrag, der er kommet fra CP Danmark og andre handicaporganisationer.

 

Aktiv livshjælp, ikke dødshjælp
Diskussionen om aktiv dødshjælp går ind i en ny fase. Regeringens "udvalg for en mere værdig død" forventes at aflevere sit refleksionsoplæg i begyndelsen af året. Herefter skal regeringen finde ud af, hvordan den vil gå videre med Mette Frederiksens forslag om at legalisere aktiv dødshjælp i Danmark. CP Danmark har i 2023 taget stilling til ikke at støtte forslaget. Vores valg er aktiv hjælp til et godt liv. Vi skal som forening – og som samfund – gøre vores yderste for, at et hvilket som helst liv får værdi og kan leves med værdighed. Bag dette ligger der svære diskussioner, og der skal være plads til forskellige holdninger, men vi vil blive ved med at sætte fokus på vores opbakning til livet.

 

Sundhedsstruktur og fordeling af læger
Sundhedsminister Sophie Løhde vil i foråret fremsætte en stor lovpakke, som beskriver regionernes og de nye sundhedsråds kommende struktur. Det er afgørende, at de kommende strukturer muliggør den rette balance mellem specialiserede regionale tilbud til borgere med komplekse behov og den nære kontakt i de kommunale sundhedstilbud.

Det var CP Danmark allerede i efteråret med til at sætte fokus på sammen med en række andre handicaporganisationer i et debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor og Socialmonitor.

Regeringens lovpakke vil også indeholde en model for fordeling af praktiserende læger i Danmark. Forhåbentlig vil den bidrage til at mindske den sociale og geografiske ulighed i sundhed, der er i dag.

Når regeringen fortsætter arbejdet med sundhedsreformen, holder vi også øje med den forenkling af regler om hjælpemidler, som er lovet i reformaftalen og ikke mindst, hvordan sundhedsreformens fokus på bedre involvering af patienter og pårørende bliver gennemført.

CP Danmarks direktør Katrine Finke og Hjernesagens direktør Anne Gotlieb Hertz til møde med en række andre aktører om læger tilknyttet bosteder.

Foto: Katrine_Finke_Anne_Gotlieb_Hertz

 

Faste Læger på botilbud

I 2025 er en ny ordning trådt i kraft, hvor faste læger knyttes til bosteder. CP Danmark og Hjernesagen mødtes med blandt andre Kommunernes Landsforening (KL) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) for at diskutere ordningen. Vi hilser den velkommen som et vigtigt skridt i retningen mod at sikre bedre lægedækning blandt samfundets udsatte – og dermed mindske uligheden i adgang til sundhed i Danmark.

Den nye ordning betyder, at de beboere, der ønsker det, fremover kan benytte en læge, der er fast knyttet til deres botilbud. Ordningen indebærer også et månedligt besøg af en praktiserende læge, der giver undervisning og sparring til ledelse og personale på botilbud.

Det frie lægevalg gælder fortsat, så borgerne vælger selv, om de vil benytte sig af den fast tilknyttede læge eller bruge en anden praktiserende læge.

Den store fordel ved ordningen er, at mere dialog imellem læge og personale på bosteder og større viden hos begge parter vil give bedre muligheder for at opdage og behandle helbredsproblemer, håndtere medicin og på anden måde støtte op om beboernes sundhed.

For at ordningen kan komme beboerne til gode, er det afgørende, at den bliver godt ført ud i livet lokalt. Hjernesagen og CP Danmark har opfordret PLO og KL til at gå i dialog med de bosteder, der allerede har en velfungerende ordning med en fast læge tilknyttet for at få inspiration. Vi har også opfordret til at invitere handicaporganisationerne på besøg igen, når bostederne er i gang med den nye ordning.

Sidst opdateret:
Gå til top Top