Af Louise Bøttcher, phd og lektor, DPU, Aarhus Universitet
Den vigtige overgang fra børnehave til skole er noget, som både påvirker børn, forældre og professionelle omkring barnet. Allerede inden er forberedelserne i gang, når børnehavepersonalet taler om, hvad det kommende skolebarn skal kunne og tager på besøg på skolen med de kommende nye skolebørn. Forberedelserne sætter også tankerne i gang hos barnet selv, omkring hvordan det bliver at starte skole. Nogen glæder sig til at blive store skolebørn, andre føler sig mere spændte og nervøse.
Begge dele er helt almindeligt. Men denne forberedelsesfase kan være sværere for barnet med CP. For det første kan selve skolevalget være til overvejelse. Vil barnet passe ind på den lokale skole? Skal vi prøve en lilleskole, en privatskole, en specialklasserække, en specialskole? Hvilken? Og selv når skolevalget er foretaget, kan der stadig være behov for yderligere tilpasninger i forhold til barnets motoriske eller indlæringsmæssige udfordringer. Jo mere uklart, det er, hvilken skolehverdag, der venter barnet, jo sværere er det for alle parter at forberede sig på den. Og jo flere bekymringer og nerver kan skolestarten give.
Det svære skolevalg
I forhold til skolevalg kan barnet med CP være lidt som en puslespilsbrik, der ikke passer perfekt til nogen af de foreliggende puslespil. Udfordringen er at finde den skole, der passer bedst, også selv om det ikke er det perfekte match, for det findes muligvis ikke. Det bedst mulige match afhænger af mange forskellige ting; barnets motoriske handicap, barnets indlæringsmæssige profil, barnets eventuelle kommunikative handicap og hvem barnet er som person. Har barnet stor tro på egne evner til at klare problemer? Eller er barnet mere ængsteligt med stort behov for tryghed og klare rammer?
Den anden side af sagen er hvilke skoler, der er inden for geografisk rækkevidde. Det er dog ikke ukendt, at forældre til børn med CP strategisk flytter hen til bestemte kommuner og skoler.
Den rette støtte i skolen
Trods forberedelser og forventninger kan den første tid i skolen godt opleves som en krævende tid for det nye skolebarn – og dets forældre. Udviklingspsykologisk er der tale om en udviklingskrise. Udviklingskriser er ikke en dårlig ting. Hvis barnet i mødet med nye, høje krav er motiveret for at give sig i kast med dem og får den rette støtte til de nye faglige og sociale udfordringer, så kan udviklingskriser være det, som får barnet til at vokse mentalt og socialt. Nøgleordet er den rette støtte.
I skolen er støtten til gruppen af nye skolebørn organiseret på basis af ofte uudtalte forventninger til, hvad de nye elever allerede kan. Her kan den nye elev med CP godt være anderledes og have brug for mere støtte eller anderledes typer af støtte. For det første kan der være det motoriske handicap. Der kan være behov for støtte til at tage sko på eller til at komme på toilettet. Det motoriske handicap er det synlige, og det der lettest kan organiseres støtte til. For det andet er der handicappets usynlige sider.
For børn med CP kan de bestå af mange forskellige elementer, bl.a. hurtig udtrætning, nedsat arbejdshukommelse, nedsat opmærksomhedsfunktion eller langsomt arbejdstempo. De er langt mindre genkendelige end handicappets synlige, motoriske side. Hvis der ikke tages hensyn til dem i undervisningen, og i nogle tilfælde også i frikvarterne og i fritiden, betyder det, at barnet ikke får den rette støtte til at give sig i kast med de nye svære opgaver, som skole og fritidsordning byder på. Ikke fordi der er noget galt med barnet i sig selv, men fordi barnet ikke får den rette støtte, sådan som de andre børn gør det.
Forældrenes opgave er central
Optimalt set burde det være sådan, at det offentlige sammen med forældrene, og på basis af en undersøgelse af barnets indlæringsmæssige profil, fandt frem til den skole, der kom tættest på et godt match og derfra foretog de sidste nødvendige tilpasninger i forhold til barnets motoriske og kognitive behov. Det ville betyde, at når første skoledag nærmede sig, så kunne barnet med CP og dets forældre nøjes med at være spændte og bekymre sig om det samme, som andre børn og deres forældre.
Men realistisk set er det ikke den perfekte verden, vi lever i, og det efterlader en central opgave til forældre til børn med CP: At få sat ord på udfordringen! Optimalt set ved at få gennemført en psykologisk undersøgelse af sit barn med CP, helst inden skolevalg, da det kan være med til at guide i retning af hvilke type skole og undervisningsstøtte, barnet har brug for. Senere kan resultatet af en sådan undersøgelse også være et gavnligt arbejdsredskab i skole-hjemsamarbejdet med barnets lærere.
”Mit barn har nedsat arbejdshukommelse, psykologen skriver, at han derfor maksimalt kan overskue to beskeder ad gangen”. Ud fra tanken om inkluderende undervisning skal læreren tænke i at præsentere opgaver på en måde, hvor alle børn kan være med, men det kræver, at læreren ved, hvad klassens elever har brug for. Inklusion betyder, at børn med CP har ret til at være med i en almindelig skolesammenhæng, men det behøver ikke at være på samme præmisser som de andre børn. De kan netop have brug for nogle andre præmisser for, at skolen og undervisningen skal blive relevant og støtte barnet i at lære det samme som sine skolekammerater.
