AF DANNI HILLBRANDT-MOGENSEN, FORMAND I POWERCHAIR FLOORBALL
Fra jeg var helt lille, gjorde mine forældre meget ud af, at min opvækst ikke skulle være anderledes, bare fordi jeg havde et handicap i form af cerebral parese. Det betød bl.a., at de gik op i, at jeg skulle have et aktivt fritidsliv. Da jeg var seks år, tog min far mig derfor en torsdag aften med ud til en el-hockey træning i Orient Gymnastik- og Idrætsforening i Rødovre. Det er nu 30 år siden, og når jeg kigger tilbage, var det nok en af de vigtigste beslutninger, mine forældre traf for mig, da jeg var barn.
Det kan måske lyde en anelse storladent set i lyset af de mange andre beslutninger, forældre træffer på vegne af deres børn. Alligevel vil jeg fastholde, at det var en af de vigtigste beslutninger. For det var min vej ind i parasporten, som siden den torsdag aften i 1994 har været en fast integreret del af mit liv og haft ekstremt stor betydning for, hvem jeg er den dag i dag.
En sportsgren var ikke nok
Efter den torsdag startede jeg fast til el-hockey træning, og i 2002 begyndte jeg sideløbende at spille powerchair floorball i Orient Gymnastik- og Idrætsforening i Rødovre. Siden er parasport vokset sig til at blive en stadigt større del af mit liv.
Derfor har jeg også ufatteligt mange uforglemmelige oplevelser med parasport i bagagen. Jeg har rejst rundt i verden til klubturneringer og slutrunder med holdkammerater, venner og familie. Men min tid som landsholdsspiller inden for Powerchair Floorball står som det absolut største for mig.
Hele vejen op ad ranglisten
I 2004 var jeg som bare 16-årig til min første slutrunde, da verdensmesterskaberne i Powerchair Floorball blev afholdt i Finland. Dengang blev Danmark ikke regnet for noget inden for sportgrenen, og det blev da også til en solid sidsteplads og nogle ordentlige tæsk undervejs, som da vi tabte 27-1 til Holland.
Men det skulle vise sig at være begyndelsen på en helt vild rejse for vores landshold. Slutrunde for slutrunde blev vi lige dét bedre, og langsomt, men sikkert, kravlede vi op ad verdensranglisten.
Det førte os til en VM-finale i 2018, hvor vi rejste hjem med sølv og endnu en VM-finale i 2022, som jeg aldrig glemmer. I Danmark har vi på en god dag 25-30 spillere at vælge mellem, og derfor er vi en meget lille nation i powerchair floorball. Men til VM slutrunden i 2022 kom vi med noget, de andre nationer ikke havde lige så meget af: Vi kom velforberedte ned til mindste detalje, ekstremt dedikerede og med et utroligt stærkt sammenhold. De tre ting tilsammen bragte os helt til finalen, hvor vi 18 år efter tæskene af Holland stod over for selvsamme hold, der på det tidspunkt var mangedobbelte europa- og verdensmestre. Efter at have været bagud flere gange i løbet af kampen, halede vi ind på Holland – og vandt!
Jeg kan stadig huske følelsen af, at alt i et kort øjeblik gik i stå, da jeg lidt længere nede ad banen kunne se min holdkammerat køre bagom Hollands mål med bolden til et pivåbent målhjørne, imens jeg tænkte ”fuck mand, vi bliver verdensmestre nu!” Det var så sindssygt et øjeblik.
Rejsen med landsholdet fra det første VM til det seneste viser, at uanset hvilket udgangspunkt du har, så er alt muligt, så længe du er dedikeret og arbejder målrettet for de drømme og mål, du har sat dig. Det er for mig indbegrebet af parasport.
En hyldest til en særlig kammerat
Udover, at det rent sportsligt var en uforglemmelig oplevelse at vinde VM, så var det også en særlig oplevelse rent følelsesmæssigt. Otte måneder inden slutrunden gik en god ven og holdkammerat bort meget pludseligt. Det var vanvittigt hårdt for mig personligt, men også for os som hold. Men ret hurtigt besluttede vi os for, at vi simpelthen bare skulle vinde det verdensmesterskab for ham. Det skabte et helt unikt sammenhold og en helt særlig dedikation på holdet – både op til og under slutrunden.
Venskaber og troen på egne evner
Så 30 år efter, at mine forældre tog mig med til en torsdags-træning i el-hockey, har parasporten givet mig så utroligt meget i form af unikke oplevelser, venskaber for livet, troen på egne evner og evnen til at arbejde hen imod nye målsætninger.
Derfor håber jeg sådan, at masser af børn – og voksne – med CP også i dag finder vejen ind i parasporten, ligesom jeg gjorde som 6-årig. Ikke kun for at vinde mesterskaber, men lige så meget for at opleve sammenhold og glæden ved at dedikere sig til noget.
EM venter forude
I oktober i år venter endnu en oplevelse af de helt store, når Danmark er værtsnation for europamesterskaberne i Powerchair Floorball. De spilles på sports- og konferencecentret Musholm i Korsør. Det danske landshold går efter at kunne kalde sig forsvarende europa- og verdensmestre.
