Emma Lund modtager Helene Elsass Prisen 2024

Emma Lund modtager Helene Elsass Prisen 2024

Emma Lund savnede et forbillede som barn

Nu har paraatleten fået Helene Elsass Prisen for selv at være rollemodel for mennesker med cerebral parese.

AF JULIE PESCETTINI

 

- Wow, det er en helt vild følelse – det er en kæmpe ære, udtrykker Emma Lund begejstret om at blive udnævnt som vinder af Helene Elsass Prisen. Jeg har mødt hende i Elsass Fondens lokaler, hvor prisoverrækkelsen fandt sted den 10. april 2024.

Selvom Emma efterhånden er blevet hædret med både VM-guld og trofæer, er det tydeligt at mærke en enorm glæde og en helt særlig stolthed over at vinde netop denne pris.

- De mennesker, der har vundet prisen i årene før – det er nogle, jeg ser op til, siger hun med en eftertænksom mine, med henvisning til blandt andre iværksætter og komiker Jacob Nossell og digter og handicapaktivist Caspar Eric.

- Jeg håber bare, jeg kan være med til at inspirere andre. 

Det er Elsass Fonden og CP Danmark, der står bag prisen, som uddeles en gang årligt til en person eller gruppe, som har gjort en særlig indsats for mennesker med cerebral parese (CP). Og det har Emma – på sin helt egen måde.

 

Skoletid, modstand og barrierer

Emma Lund har altid fået at vide, hvad hun ikke kunne. I folkeskolen blev hun udelukket fra idrætstimerne, og det fortsatte også ind i hendes gymnasietid på HF.

- Jeg tror, det handlede om uvidenhed, og at det krævede for meget af lærerne, at jeg var med, konstaterer Emma.

Desværre var det ikke det eneste, hun blev udsat for. Barndoms- og ungdomsårene var en sårbar tid præget af mobning, som medførte negative tanker og nærede følelsen af ikke at passe ind.

Hun følte sig også uden for fællesskabet i andre sammenhænge.

 

For når hendes sportsglade familie dyrkede triatlon, måtte hun blive hjemme, da hun ikke kunne tage del i træningen på samme måde som sine søskende og forældre. Emma har ataktisk cerebral parese, som især har en indvirken på balancen og samordningen af bevægelserne, men også påvirker kognitivt.    

Som teenager holdt hun sig aktiv og spinnede flere gange om ugen på en kondicykel, men hun havde et inderligt ønske om at tage træningen udenfor, mærke luften og cykle sammen med sin familie. Dén drøm, blev startskuddet på hendes cykelkarriere.

 

 

Cykeltriumf

Emma tog kontakt til Parasport Danmark, hvor hun blev anbefalet at prøve en trehjulet ’trike-cykel' – og herfra tog det fart. Hun fandt hurtigt ud af at mestre cyklen og begyndte at træne regelmæssigt. Emma havde et særligt talent, og i løbet af ganske få år gik hun fra at være motionist til elitesportsudøver. Det bragte hende helt til DM, EM og VM, hvor hun løb med guldet i 2023. Senest modtog hun Kulturministerens Parasportspris, som blev uddelt i starten af året. Til sommer har den viljestærke cykelrytter sikret sig en plads til de Paralympiske Lege 2024, hvor hun spås gode medaljechancer.

 

En ærlig og åbenhjertet rollemodel

Det er dog ikke alene de imponerende sportspræstationer, der gør Emma Lund til en værdig modtager af Helene Elsass Prisen. Det er også hendes ærlighed.

Med en åbenhed og en nænsom evne til at bruge sin egen historie bidrager hun aktivt til at skabe opmærksomhed om CP i pressen og større forståelse for diagnosen i befolkningen. Hun har blandt andet givet interviews med landsdækkende medier og deltaget i podcasts, hvor hun fortæller om livet med CP – både de livsbetingelser, det medfører, de barrierer, hun møder i samfundet, men også de muligheder, hun ser.

Hun giver et indblik i at have kognitive udfordringer med udtrætning og koncentrationsbesvær, ligesom hun sætter ord på følelsen af at være anderledes.

Som da hun i Go’ morgen Danmark i januar fortalte om sine oplevelser med at blive udelukket fra idræt på HF, eller da hun til TV 2 Kosmopol i samme periode delte ud af sine erfaringer med at have en depression.   

- Det er vigtigt for mig at være ærlig og også tale om dét, der er svært, forklarer Emma og tilføjer:

- Da jeg selv var yngre, kunne jeg godt have brugt en, der kunne sætte ord på at være anderledes. 

 

En vej igennem og et håb

Emmas tilværelse har været alt andet end lige ud ad landevejen. I over 12 år har hun levet med en depression. Men hun har altid haft et håb og en drøm om at blive god til noget. Cyklingen har hjulpet hende igennem mørket. 

Følelsen af at være anderledes og tilværelsens skyggesider er ikke forsvundet, men Emma har fundet en vej til at håndtere begge dele. Selv tilskriver hun det en øget selvtillid gennem cyklingen, men også en øget accept af sig selv.

- Jeg hviler mere i mig selv, siger hun.

Selvom Emma har oplevet meget modgang, lader hun sig ikke slå ud. Det har været hårdt for hende, men hun har også brugt det som en drivkraft til at opnå sine drømme.

-Det er vigtigt at hylde de muligheder, der er, og ikke give op, fortæller hun.

Med den nyvundne Helene Elsass Pris håber hun, at hun kan være med til at inspirere andre med CP til at tro på sig selv. Emma har ét særligt ønske for fremtiden:

- At vi taler om, hvad en person med CP kan, i stedet for hvad personen ikke kan.

Om Emma
Emma Tjerrild Lund er født i 1997 og er opvokset i Charlottenlund.
Hun er professionel cykelrytter og træner lige nu op til Paralympiske lege.

Hun har læst fire semestre på sygeplejerskeuddannelsen, men stoppede for at hellige sig fuld tid til cyklingen
Når Emma ikke stiller op til interviews, træner hun to gange dagligt.

I den begrænsede fritid, hun har, omgiver hun sig med de mennesker, hun holder af: sin familie, kæreste og venner.

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top