AF SIGNE BORUP, TIDLIGERE PATIENT PÅ MONTEBELLO OG BESTYRELSESMEDLEM I CP UNG
Hvad hjælper det egentlig at stå i en turkisblå salt- vandspool og lave høje knæløft, mens Hanne Boel synger ”Don’t Know Much About Love” over højtaleren? To skridt til den ene side, og to til den anden og så videre. Skulle det være hårdt? Eller at træde op på en balancepude og ned igen; easy-peasy. Eller hvad?
Jeg tror mange, som har været på genoptrænings-tilbud- det Montebello i Sydspanien, har gjort sig den slags tanker på forhånd. Jeg har i hvert fald, og for mig er træningen der endda gammelt pensum, da jeg har været på tre ugers ophold ad to omgange – senest i oktober i år. Alligevel må jeg bare sige, at min krop tydeligt responderer på de tilsyneladende lette øvelser.
Pludselig kan jeg løbe, hoppe, sparke
Træningen på Montebello er for mig én stor lektion i, at mikrobevægelser og udstrækning er meget vigtigere, end jeg selv gerne vil gøre dem til. I hverdagen vil jeg gerne fortrænge vigtigheden af øvelserne lidt, men på Monte- bello får jeg en kærlig og tiltrængt påmindelse om, hvor vigtigt det faktisk er, at jeg tager dem seriøst; især for mig med Cerebral Parese, og derfor også med muskler, der konstant modarbejder mig og låser.
Bevægelsesfriheden, som vandet tilbyder, åbner op for at træne på nogle måder, der ikke er muligt for mig, når tyng- dekraften gør sig gældende på land. Pludselig kan jeg løbe, stå på ét ben, hoppe, sparke og gå baglæns. Og ja – det er hårdt. Jeg bliver udmattet af at gøre alle de ting, jeg ikke kan gøre til hverdag på grund af mit handicap.
Åkanden
Bagefter kommer så belønningen: Afspænding, velvære. Det er en genre, jeg ellers har stor erfaring med fra mit liv i øvrigt, men alle de andre metoder, jeg hidtil har afprøvet, kan godt pakke sammen i forhold til dét, jeg prøvede på Montebello i år: At ligge og flyde rundt i en cirkel sammen
med mit hold til klassisk musik.
Alt omkring mig er Bach og blå himmel, når jeg åbner øjnene og ørerne. Indimellem glider en grøn palmetop ind i synsfeltet, og solen prikker på huden. Jeg ligger og fore- stiller mig, at vi tilsammen er en åkande, der flyder dovent og smukt rundt på vandoverfladen. En enhed. Som vi jo faktisk også er: Et hold, en lille gruppe mennesker med det tilfælles, at vores nervesystem er gået i stykker, så der er dårlig forbindelse ud i kroppen.
Træningen på Montebello er for mig én stor lektion i, at mikrobevægelser og udstrækning er meget vigtigere, end jeg selv gerne vil gøre dem til.
På Montebello er det som om, lidt af den forbindelse bliver genoprettet. Både mellem os rent medmenneskeligt og inde i kroppene, som hele tiden bliver udfordret. Der er en forståelse for hinanden, og for hvad det vil sige at leve i en krop med begrænsninger. Og vigtigst af alt: Der er nogen, som ser os og tager os alvorligt dér, hvor vi er.
Den empati, jeg mærker fra personalet og de andre deltagere på mit hold, er i sig selv helende. Ligesom musikken er det, og de smukke omgivelser, man går rundt i hver dag; en morgen tog jeg for eksempel et billede af en oran- gerød solopgang og skrev sarkastisk i et opslag på min Facebook-profil: ”Endnu en dag i det sure liv som handi- cappet, hvor man er tvunget til at stå op og se på dette. It’s a tough life!”
Montebello er en lille bid af Paradis i en ellers uprivilegeret livssituation, som ingen misunder én. Og jeg under alle i en sådan livssituation at opleve dette Paradis på egen krop en dag!
