Fællesskabets mand takker af

Et langt arbejdsliv inden for handicapområdet slutter, når Mogens Wiederholt går på pension den 1. oktober.

AF FRANDS HAVALESCHKA, TIDLIGERE KOMMUNIKATIONSCHEF I CP DANMARK OG KOLLEGA TIL MOGENS WIEDERHOLT GENNEM 15 ÅR

 

Da CP Danmark i 2009 var på jagt efter en ny direktør, skete et lille mirakel. Mogens Wiederholt, en af Danmarks mest kompetente personer inden for handicapområdet, var blandt kandidaterne, blandt andet takket været et motiverende prik fra foreningens daværende næstformand Bente Winther Olsen.

Mogens Wiederholt havde i mange år siddet som centerleder for Center for Ligebehandling af Handicappede og sekretariatschef for Det Centrale Handicapråd og her sikret, at handicapområdet fik en stemme. Et arbejde, som ofte var en svær politisk balancegang, der krævede diplomati på højt niveau.

Gennem relationerne oplevede han imidlertid, hvordan det var at arbejde i en handicaporganisation og være en del af handicapbevægelsen. Rollen passede ham godt, og jobbet i CP Danmark udfyldte derfor ønsket om større frihed til at bruge sin viden på handicapområdet og sætte fokus på dem, det hele handlede om.

    

Mogens Wiederholt har med stor energi spredt sin enorme viden på handicapområdet i knap 40 år – de sidste 15 som direktør for CP Danmark. Foto: Katrine Marie Kragh


Målrettet indsats
Det er et arbejde, som Mogens Wiederholt med stor energi har udført for CP Danmark i 15 år. Udover at udvikle foreningen, lede sekretariatet – og en organisation med over 120 frivillige tillidsrepræsentanter – har han på kompetent vis benyttet enhver lejlighed til at påpege de mange udfordringer, som mennesker med cerebral parese (CP), og deres pårørende, ofte oplever.

Ligesom andre lobbyister, der vil påvirke den politiske dagsorden, er Mogens Wiederholt en flittig bruger af det sociale medie X. Daglige opslag på Facebook hører ligeledes til de faste rutiner.

Med en uddannelse som cand.phil i nordisk sprog og litteratur er Mogens Wiederholt en dygtig formidler med stort retorisk overskud. Han har gennem årene skrevet utallige artikler og debatindlæg og bidraget med fagligt indhold til bøger og publikationer.

 

Positivt tilbageblik
At det kræver vedholdenhed og stor tålmodighed at komme igennem med resultater, ved alle. Stor er derfor glæden, når det sker. Mogens Wiederholt kan se tilbage på mange positive resultater af arbejdet i CP Danmark:

- Jeg er rigtig stolt over at have været med til at facilitere foreningens navneskift i 2019 og skabe den moderne ramme, som vi dermed fik lagt. Navneskiftet fra Spastikerforeningen til CP Danmark var kulminationen på en lang proces, men den var nødvendig, fordi skiftet var forbundet med mange følelser.

Mogens Wiederholt fremhæver også den stolthed, der blev skabt hos CP Danmarks medlemmer, da foreningen i forbindelse med nedlukningen under corona fik etableret CP-TV og mange livgivende virtuelle aktiviteter.

Senest har positive vinde blæst på voksenområdet. Tilbuddet om ambulatoriebehandling for voksne med CP er etableret af Region Midtjylland i samarbejde med Elsass Fonden. Det er virkelig epokegørende og et behov, som CP Danmark har italesat i flere år. Samtidig tegner alt nu til, at botilbuddet Jonstrupvang for voksne med CP endelig får nye, og mere moderne bygninger.

- Planerne om renovering eller nybygning har eksisteret i alle de 15 år, jeg har været direktør, men nu har indenrigsministeriet givet regionen låneadgang til at rejse de nødvendige penge, så jeg tror på, at et nyt Jonstrupvang kan stå klar om få år, vurderer Mogens Wiederholt.

 

Bliver savnet på 2. sal
Sideløbende med direktørposten har Mogens Wiederholt været formand for brugerne af Handicaporganisationerne Hus og repræsenteret Danske Handicaporganisationer (DH) i adskillige udvalg og nævn. En indsats, som DH's formand, Thorkild Olesen, sætter stor pris på:

- Mogens har altid været der for fællesskabet i handicapbevægelsen. Både i det politiske arbejde, hvor han har deltaget for DH i adskillige vigtige arbejdsgrupper, og i sin store indsats i arbejdet for driften af Handicaporganisationernes Hus. Hans store indsigt og gode væsen har også haft stor betydning for debatten og kulturen i DH og i huset, fremhæver DH-formanden.

Med 15 år i CP Danmark, 16 i Det Centrale Handicapråd og før det seks år i Hjælpemiddelinstituttet i Aarhus har Mogens Wiederholt brugt det meste af sit arbejdsliv inden for handicapverdenen. Det er ganske enkelt imponerende, og som DH-formand Thorkild Olesen præcist noterer:

- Det bliver svært helt at forstå, at han ikke bare er på 2. sal, når man har brug for ham.

CP Danmark får ny direktør

CP Danmark får ny direktør

Mogens Wiederholt går på pension og overlader direktørstolen i CP Danmark til Katrine Finke.

Læs mere ›
Gå til top Top