Af Frands Havaleschka
Alle forældre har glæder og udfordringer med deres børn. Men ofte er forældrerollen lidt anderledes, når barnet har cerebral parese.
Barnets handicap kan skabe usikkerhed omkring, hvordan man skal forholde sig i mange af livets faser. Og så er der sorgen, oplevelsen af manglende sammenhæng i tilbud, mødet med ’det normale’ og hvad med fremtiden? Er vi for krævende som forældre? Eller pakker vi dem for meget ind i vat? Specielt er udfordringerne tydelige i de forskellige overgange i børnenes liv. Spørgsmålene er mange.
Vi har derfor valgt at sætte ’Forældrerollen når barnet har CP’ på dagsordenen til årets familiedag, som Spastikerforeningen i samarbejde med Elsass Fonden afholder lørdag den 27. oktober fra kl. 9.30-14.30 i Elsass Fondens flotte lokaler i Charlottenlund.
Da der er tale om et lille jubilæum, er der i år gjort lidt ekstra ud af familiedagen. Den byder på spændende oplæg og erfaringsudveksling for forældrene og klovne-workshop i orangeriet med Bibo og hans makker samt en håndfuld friske børneværter for børnene. Gode snakke, frokost med eksempler på lækker Food for Brains og jubilæumskage er også en del af årets ’familiepakke’.
Den faglige del af arrangementet er lagt i hænderne på Sofie Ejlersen fra Elsass Instituttet og Klaus Christensen fra Spastikerforeningen, der forsøger at definere de udfordringer, forældrerollen giver. Det vil blive en god blanding af små oplæg og den vigtige erfaringsudveksling forældrene imellem.
Program for familiedagen:
Kl. 09.30: Ankomst og præsentation af børneværter
Kl. 10.00: Fagligt program for forældrene med Sofie og Klaus. Klovnen Bibo laver klovneworkshop og leg for børn
Kl. 12.30: Frokost - Food for Brains & festkage
Kl. 13.30: Fælles aktiviteter for hele familien - et lille glas og taler
Kl. 14.30: Tak for i dag
Tilmelding, frist og pris:
Børnene tilbydes underholdning og ikke pasning, idet det forventes, at de kan tage vare på sig selv, f.eks. ved toiletbesøg. Hvis det ikke er tilfældet, må familien meget gerne tilmelde sin egen børnepasser (en god ven, en bedstemor eller bedstefar), der kan hjælpe barnet i løbet af dagen.
Send en mail til Spastikerforeningen - bc@spastik.dk - skriv FAMILIEDAG i emnefeltet. Oplys navn(e), adresse, telefonnummer, mailadresse, alder på børn/unge deltagere, og hvem af børnene, der har CP. Skriv desuden om barnet evt. er kørestolsbruger og har sin egen børnepasser med. Tilmeldingsfristen er den 25. september 2018. Deltagelsen koster 100 kr. pr. voksen og 50 kr. pr. barn op til 18 år. Prisen inkluderer frokost, forfriskninger, kaff e og kage samt deltagelse i dagens program.
Begrænsning:
Af hensyn til rammer og indhold er deltagerantallet begrænset til 65 personer. Modtager vi flere tilmeldinger, trækkes der lod, og alle får besked, om de kan deltage. Betalingen opkræves sammen med bekræftelsen. Arrangementet foregår hos Elsass Fonden, Holmegårdsvej 28, 2920 Charlottenlund.