Af Frands Havaleschka
Det har i mange år været en nærmest endeløs historie - uden afklaring - at få defineret, hvad der er et træningsredskab, og hvad der er et hjælpemiddel. Umiddelbart skulle man tro, at det ikke betød det store, om det var det ene eller det andet. Men det gør det. For det handler om penge og bevillinger.
Er det et behandlingsredskab, så er det regionen, der skal betale. Handler det om et hjælpemiddel, så er det kommunen, der bevilger pengene. I mange tilfælde kastes bolden blot frem og tilbage, og så længe det sker, er der ingen, der skal betale. Men heller ingen, der bliver hjulpet.
Undersøgelse sat igang
Det blev Lene Hvalsøe godt og grundigt træt af. Hun er mor til en søn på 13 år med cerebral parese, der er vokset ud af det ståstativ, han fik som 2 årig - og har nu behov for et større ståstativ. Trods flere ansøgninger og store anstrengelser har det indtil videre ikke været muligt at få det bevilget, og sagen er nu i Ankestyrelsen.
Hun igangsætte derfor en undersøgelse i efteråret, for at få et overblik over hvor mange kommuner der bevilgede og hvor mange, der gav afslag til ståstativer. Efter at undersøgelsen havde været rundt på flere forskellige Facebook-sider om handicap, blandt andet på CP Danmarks, viste resultatet, at 54 procent havde fået ståstativet bevilget og 46 procent havde fået afslag.
Undersøgelsen omfattede 57 familier, fordelt over det meste af landet. Heraf havde 41 et barn med CP, hvoraf 36 tilhørte GMFCS gruppe 4-5, altså grupperne som er afhængige af hjælpemidler. 29 havde fået bevilget det som hjælpemiddel, 2 som træningsredskab, 2 havde selv anskaffet det og 5 havde fået det bevilget under hjemme træningsordningen.
Send en klage, lyder rådet
- Nogle kommuner giver afslag med henvisning til principafgørelse 4-15 og siger, at der alene er tale om et træningsredskab, og det derfor ikke kan bevilges som et hjælpemiddel. Det fremgår dog af principafgørelsen, at et ståstativ godt kan bevilges som et hjælpemiddel, men det ændrer ikke ved kommunernes afgørelser, fortæller CP Danmarks socialrådgiver, Mia Ibæk Touborg.
Da mange oplever, at det ud af principafgørelsen er svært at se, hvornår ståstativet er et hjælpemiddel, og hvornår der er tale om et træningsredskab, tog Mia Ibæk Touborg emnet op i netværksgruppen Kritiske Venner hos Ankestyrelsen.
Her blev spørgsmålet om ståstativ drøftet, og man anerkendte, at det kan være svært at afgøre, hvornår det er et træningsredskab, og hvornår det er et hjælpemiddel. Det flagrende svar var, at det afhænger af omstændighederne. Derfor var anbefalingen også, at borgerne må påklage kommunens afgørelse, da en række sager faktisk også bliver omgjort.
Mia Ibæk Touborg fortæller, at Ankestyrelsen dog har gjort et forsøg på at tydeliggøre den gældende praksis på området.
- Med sektoransvaret som udgangspunkt har Ankestyrelsen peget på en række principmeddelelser, som ikke direkte omhandler problemstillingen men som i deres optik kan have vigtig vejledningsværdi og fungere som for tolkningsbidrag. Disse henvisninger hjælper dog på ingen måde borgerne, men gør dem tværtimod mere forvirret, vurderer Mia Ibæk Touborg.
Urimelig behandling af familier
En af dem, som kan nikke genkendende til den fremstilling, er Louise Sørensen fra Næstved. Hendes søn, Carl Emil, på tre år har cerebral parese og synsnedsættelse og har stort behov for at kunne komme op at stå i et ståstativ.
Det vil kunne udvikle ham og skabe øget aktivitet. Udover at det ville gavne hans muskulatur og balance, så ville det være godt for ham at kunne komme op og se sin omverden, som det fremgik af en lægeudtalelse. Ansøgningen blev sendt afsted til kommunen, der gav afslag med den begrundelse, at Carl Emil havde en specialstol i forvejen.
Ved en senere CP-kontrol kunne lægen konstatere, at Carl Emil har tendens til hofteskred, og det skal der holdes øje med. Men lægen ville ikke skriftligt anbefale et ståstativ, da der ikke er evidens for, at det virker, og lægen heller ikke havde lyst til at få økonomiafdelingen på nakken.
Hvem kan så hjælpe os, spørger Louise Sørensen fortvivlet, når hverken kommunen eller regionen vil? Hun har forståeligt nok svært ved at finde hoved og hale i bevillingerne:
- Man skal åbenbart passe ned i en kasse for at få ting bevilget, og det er dybt utilfredsstillende og uretfærdigt for familier, der i forvejen har det svært.
Efter et stykke tid opgav Louise Sørensen kampen med kommunen for at få bevilget et ståstativ, som hun ved kunne skabe mere aktivitet for sin søn og dermed sikre ham en positiv udvikling. Til gengæld opgav hun ikke kampen for et ståstativ. Det har hun været så heldig midlertidigt at låne af en anden familie. Men kan det være rigtigt, at en lille drengs trivsel og udvikling skal baseres på held?
Håber på et resultat denne gang
Ankestyrelsen har lovet, at de snarest vil kigge på de indsamlede principafgørelser, som vedrører afgrænsning af problematikken omkring hjælpemidler og behandlingsredskaber, og dermed tydeliggøre, hvad der er op og ned i disse sager. Fra deltagelsen i Retssikkerhedsgruppen ved CP Danmarks socialrådgiver, at det også blev lovet for fem år siden. Men der skete intet.
