Finn Mørup Jensen og hans kone Kitty Ejberg Pedersen tager imod i deres røde murstensvilla uden for Aarhus. Det ældre ægtepar er begge iført korte ærmer og bevæger sig friskt rundt i haven, der er omkranset af velvoksne buske og træer. Finn i kørestol med livlige, bare tæer. Kitty til bens iført sneakers.
Finn og Kitty lever et liv, hvor de selv styrer slagets gang og prioriterer de ting, der giver livet værdi. Men sådan har det ikke altid været for Finn.
Tvunget til at spise opkast
Finns første møde med institutionslivet var på Fysiurgisk Hospital under Samfundet og Hjemmet for Vanføre uden for Viborg. En selvejende institution, der ligesom alle andre institutioner for mennesker med handicap dengang hørte under særforsorgens tilsyn. Her var der i mere end én forstand ingen kære mor.
Finn har især tydelige minder fra spisesalen.
- Nogle gange landede der opkast eller gylp i tallerkenen. I mit tilfælde fordi jeg havde synkebesvær. For nogle skyldtes det problemer med at styre musklerne i tungen. Så blev vi bedt om at spise videre af samme tallerken. Vi kunne ikke slippe for det, husker Finn.
Finn opsummerer Fysiurgisk Hospital som ”et sted, man har lyst til at glemme.” Hans mor tog ham hjem efter ni måneder, fordi han græd hver gang, han skulle tilbage efter at være hjemme på weekend.
Undervisningen ramte forbi
Da Finn var ni år, måtte han forlade sin familie for at gå på den indremissionske institution Solbakken, hvor han startede på børneafdelingen. Kalenderen viste 1960, og som for mange andre børn med cerebral parese (CP) og andre handicap dengang var institutionslivet den eneste mulighed for at komme i skole.
- Jeg ville meget gerne lære noget. Men jeg fik stort set intet ud af skolegangen. Der var kun to til tre lærere til at undervise 30 børn fra 0-16 år. Og undervisningen tog slet ikke højde for, at vi befandt os på vidt forskellige niveauer, fortæller Finn.
Finn beskriver også snævre rammer for børnenes sengetider. Børnene skulle i seng senest kl. 19 frem til de blev konfirmeret.
Fastbundne fødder
Finns værste minder fra Solbakken kredser om en læge, som ifølge Finn var ansat på grund af sine religiøse overbevisninger snarere end på baggrund af sin faglighed.
Finn havde på grund af sin CP kraftigt nedsat bevægelighed i armene, men han havde god træning i at bruge sine tæer. Det var dem, han brugte til at lege og skrive, og han kunne endda brodere ved hjælp af fødderne. På et tidspunkt besluttede en læge på institutionen, at Finns fødder skulle bindes fast til hans kørestol med en læderrem, så han i stedet kunne træne sine hænder.
- Det var meget hårdt for mig. Jeg kunne ingenting. Jeg sad med fastbundne fødder fra morgen til aften i et halvt år, og jeg kunne stadig ikke bruge mine arme. Men jeg mistede meget af min finmotorik i fødderne, som jeg aldrig fik tilbage, siger Finn.
Døden nær
Da Finn var 14 år, tog den førnævnte læge al Finns medicin fra ham på én gang. Med det resultat, at hele Finns krop gik i kramper. Da Finn fik al medicinen tilbage på samme tid, førte det til flere kramper. Efter seks døgn måtte Finn opereres akut i hjernen.
- Først senere fortalte andre læger mig, hvad der havde været på spil: Hvis ikke jeg havde fået den operation, havde jeg ikke været her i dag, siger han.
Overlægen blev indkaldt til en “kammeratlig samtale” efter forløbet, men fortsatte på stedet frem til omkring 1971, hvor han blev fyret.
Som 17-årig flyttede Finn fra Solbakken til Østerskoven. I perioden efter husker Finn, hvordan nogle børn og unge fra Solbakken blev overflyttet til åndssvageforsorgen, selvom det ikke var intelligensen, der var deres udfordring, men snarere talevanskeligheder. Det gjaldt bl.a. for Finns barndomsven, Ulrik.
Realeksamen og egen bolig
Abstrakt kunst, potteplanter og nips fylder Finns og Kittys stue, hvor han fortæller sin historie. Tingene vidner om, at der er løbet meget vand i åen siden dengang, Finn havde sin hverdag på institutioner.
Finn har ikke kun dårlige minder fra dengang. Efter nogle år på Østerskoven kom han på Solbakkens ungdomsafdelingen, og der oplevede han større frihed. Blandt andet fik han og de andre unge større indflydelse på deres sengetider, mulighed for at tage i butikker og i det hele taget lære mere af egne erfaringer.
- Andre har oplevet værre ting end mig. Når man tager tiden i betragtning, var Solbakken nok ikke så dårligt endda, siger han.
- Som ung voksen fik jeg indhentet noget af det forsømte. Jeg tog en realeksamen og nogle HF-enkeltfag, og efterfølgende fik jeg egen lejlighed, en hjælperordning og en aktiv hverdag. Det gav selvtillid, siger Finn, der sidenhen mødte sin kone, Kitty, og flyttede sammen med hende, først i lejlighed og senere i hus.
Ønsker ikke at huske
Idet Finn fortæller, springer han forholdsvis hurtigt videre fra de negative oplevelser og over til mere positive emner.
- Man lukker vel ned, fordi man egentlig ikke ønsker at huske det, siger han om de værste oplevelser.
Finn og hans kone Kitty planlægger ikke at være fysisk til stede, når undskyldningen skal gives, men i stedet vil de se fortiden i øjnene, når de besøger Forsorgsmuseets udstilling om forholdene i perioden 1933 til 1980 på Forsorgsmuseet i Svendborg.
