Fleksjob med CP

Fleksjob med CP

Sanne Archana Thorup har oplevet meget, siden hun i 2014 blev visiteret til fleksjob, men efter nogle hårde år er hun nu havnet det helt rigtige sted, mener hun.

AF FRANDS HAVALESCHKA

 

Selvom arbejdsmarkedet længe har skreget på arbejdskraft, er det en kendsgerning, at mange mennesker, der er visiteret til et fleksjob, aldrig får chancen for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet – på trods af, at de både har viljen og gode kompetencer.

 

Det er den virkelighed, som mange af CP Danmarks medlemmer oplever, og som i foråret blev dokumenteret af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en stor analyse udarbejdet for Danske Handicaporganisationer.

 

Et godt eksempel

Men der er heldigvis også undtagelser. Det er Sanne Archana Thorup, som bor i Aarhus, et levende bevis på. Selvom der har været meningsløse arbejdsprøvninger og mange andre bump på vejen, både før og efter

hun blev visiteret til et fleksjob for otte år siden, er hun meget glad og taknemmelig for sin nuværende

arbejdssituation som receptionist hos Muskelsvindfonden i Aarhus.

 

Her arbejder hun ni timer om ugen, fordelt på tre dage, hvor hun passer telefon og reception, besvarer mails og går til hånde med forskellige praktiske opgaver. Opgaverne er udfordrende og sikrer, at hun får mulighed for at lære nyt og prøve nye ting, som kan være med til at give et boost på selvtillids-kontoen.

 

Buen spændt for hårdt

Sanne Archana Thorup fik tilbudt jobbet efter et længere praktikophold, og hos Muskelsvindfonden har

hun nu fået en hverdag med gode kolleger, hvor der også er plads til grin.

 

Hun har været ansat i knap et år og kalder det selv for det gode match. Samtidig er det en helt anderledes god oplevelse i forhold til hendes tidligere fleksjob som kirketjener, hvor arbejdet bestod i fire timers

rengøring én gang om ugen.

 

Det hårde job i kirken havde Sanne Archana Thorup i tre år, hvorefter kroppen sagde stop. Hun fik en alvorlig knæskade under rengøringsarbejdet og blev fyret, eftersom hun ikke længere kunne varetage opgaverne.

 

- Med to dårlige knæ vidste jeg godt, det var at spænde buen for hårdt med arbejdet i kirken, men jeg kunne ikke sige nej til jobtilbuddet, fortæller Sanne Archana Thorup, der oplevede, at jobcentret pressede på.

 

En øjenåbner

Lægerne vurderede, at en operation ikke ville løse hendes problemer. I stedet måtte hun igennem et længere genop- træningsforløb, bl.a. et intensivt træningsophold på Montebello i Spanien. Selv om det var en rigtig skidt periode, blev det også starten på et nyt liv. For træningen gav hende stor appetit på at dyrke meget mere motion, end hun havde gjort tidligere.

 

Det var en øjenåbner for Sanne Archana Thorup, hvad træning kunne gøre. I samarbejde med sin dygtige fysioterapeut fik hun udarbejdet et styrketræningsprogram, som hun gennemfører to til tre gange om ugen, hvilket er en væsentlig årsag til, at hun kan opretholde et fint funktionsniveau.

 

Senere i optræningsforløbet fik Sanne Archana Thorup også mulighed for at stifte bekendtskab med framerunning – cykling på en handicapvenlig cykel på tre hjul. Hun fandt ud af, at atletik var spændende, særligt sprint, og efter kort tid kom hun på brutto-landsholdet. Det er aktiviteter, som hun nu har stor fornøjelse af tre gange om ugen.

Sidst opdateret:
Gå til top Top