Af Frands Havaleschka
Gitte Jepsen, 58, har i mange år levet et helt normalt liv. Faktisk et rigtigt dejligt liv, som mange går og drømmer om. Forkælet med de tre velkendte V’er - Villa, Volvo og Vovse, en dejlig mand og et godt job – var der i en halv snes år ikke rigtig noget at klage over. Med en uddannelse som industrilaborant havde hun et godt job i Novo Nordisk, og i fritiden var hun kreativ. Efter 10 år blev hun dog skilt, men er stadig sin mands bedste ven. Barndommen var også fin. Med en storesøster og en lillesøster, der altid var gode at lege med, voksede Gitte op i en god familie. At hun havde en mindre fødselsskade og gik en smule mærkeligt, lidt tågængeragtigt, var ikke noget problem, selv om hun oplevede lidt drillerier i skolen.
- Men det var nu mere, fordi jeg var rødhåret. Jeg kunne løbe rigtig stærkt og klarede mig godt i skolegården, husker Gitte Jepsen, der er født og opvokset i Haderslev, hvor hun gik i almindelig folkeskole og senere i gymnasiet.
Ingen diagnose
På det tidspunkt var der aldrig nogen sundhedsfaglige personer, der havde fortalt hende, at hun havde en diagnose. Hun havde ikke været tilknyttet et børneambulatorium, og familiens praktiserende læge havde blot givet det gode råd, at hun skulle lære at gå på hæl/tå for at strække underbenet godt ud. Hun forsøgte på bedste vis, men med den let foroverbøjede stil fik hun ofte ondt i nakken og i lænden. Fra 11-års alderen og årene frem blev generne afhjulpet af faste kiropraktor-besøg.
Med sin altid friske tilgang til livet fik hun efter endt studentereksamen job som aktivitetsleder i Dansk Folkeferie i Sæby, hvor hun boede i højsæsonen. Her arrangerede hun både udendørs og indendørs aktiviteter og førte selv an i det ofte krævende arbejde. Indimellem træt, men ellers uden problemer. Senere fik hun job som pædagogmedhjælper, hvilket også krævede en vis robusthed, og da hun var 25 år, fik hun for alvor mod på livet og flyttede til København.
Det gode liv blev levet og efter jobbet i Novo Nordisk kastede hun sig over en ny uddannelse som ergoterapeut. I sine forskellige job som ergoterapeut arbejdede hun først med at genoptræne folk på forskellige træningscentre og plejecentre i det storkøbenhavnske område, og siden slog hun over i psykiatrien, hvor hun var ansat indtil 2013.
- Jeg har altid været glad for at arbejde, men i 2013 måtte jeg slippe arbejdsmarkedet, da jeg ikke længere kunne få hverdagen til at hænge sammen. På det tidspunkt var jeg nede på blot seks ugentlige arbejdstimer, fortæller Gitte.
Funktionsevnen svigtede
Årene forinden var problemerne for alvor begyndt at melde sig. Gittes helbred og funktionsevne blev gradvis dårligere. Hun fik sværere ved at gå og stå, komme i bad og komme i tøjet. Hun fastholdt sit arbejde, først med én stok så med to, og i en periode over to år var det nødvendigt med rollator.
- Det var i 2006 husker Gitte. Jeg var begyndt at trække på det ene ben og falde, samtidig fik jeg mange spændinger i kroppen. I forvejen gik jeg til fysioterapi, og nu genoptog jeg behandlingerne hos en kiropraktor. Efter få besøg var han ikke i tvivl: Du er spastiker!
- Jeg startede efterfølgende et forløb hos en privatpraktiserende neurolog i Herlev, hvor jeg gennemgik en række neurofysiologiske undersøgelser. Bl.a. blev jeg MR-scannet og CT-scannet, og i 2008 - da var jeg 48 år fik jeg diagnosen cerebral parese.
- Faktisk var det en lettelse at få diagnosen, for det satte en masse ting på plads om mine oplevelser tidligere i livet, og nu kunne jeg målrettet arbejde på at forbedre min funktionsevne, fortæller Gitte.
Omvendt måtte hun også lige ud at vende med en psykisk nedtur, da det for alvor gik op for hende, at funktionsevnen var stærkt reduceret, og at det var sådan livet fremover skulle leves.
Et godt liv
Selv om hun i 2017 blev fast kørestolsbruger, har hun ikke opgivet livsglæden. Hun stråler af virkelyst og har kastet sig over mange forskellige aktiviteter. Hun startede på et større træningsforløb, bl.a. tilbød hendes søster, der er fysioterapeut, fast træning på hendes klinik i Rungsted. Det styrkede hendes krop og selvbevidsthed.
I samme periode startede hun på kurset ’Move on up’ i Elsass Fonden, som ligger meget tæt på hendes bopæl. Her er hun med i en gruppe af ligesindede, der bliver vejledt om det at blive ældre med CP og samtidig præsenteret for en række fysiske aktiviteter. Det betragter hun som et lille frirum, hvor hun ikke skal leve op til noget. De forskellige aktiviteter har givet hende troen på, at det er muligt at genvinde noget af funktionsevnen, så hun igen kommer til at gå.
Efter at have fået den sundhedsmæssige koldbøtte lidt på afstand er Gitte ikke i tvivl: - Jeg har et godt liv. Jeg maler,udstiller billeder, holder foredrag og deltager med stor glæde på Spastikerforeningens og Elsass Fondens kurser, hvor jeg møder en masse glade mennesker med CP. Alt det ville jeg nødigt undvære.
