Af Frands Havaleschka
- Hvis mor er bekymret og viser det, så bliver den unge også selv bekymret, fortæller Mads Lambach, der er afdelingsleder på Osted Efterskole.
- Kunsten er at turde give slip og have tillid til, at skolen nok skal klare tingene. Jeg forstår godt, at det er svært, hvis man hele livet har skullet kæmpe for, at ens barn kunne klare sig og fik den nødvendige hjælp og omsorg.
Netop den oplevelse kan mange forældre nikke genkendende til. De fortæller om, hvordan man næsten bliver professionel ”klient” i forhold til myndigheder og kommune, fordi man hele tiden skal være vaks og opmærksom på regler, frister, ansøgninger og bevillinger. Og så skal man pludselig give slip. Det er svært.
- Alle forældre, handicap eller ej, oplever det som en meget stor omvæltning, når barnet pludselig ikke længere er hjemme hver dag. Det er svært for de fleste, om end det er en naturlig udvikling, at ungerne fl yver fra reden. Man kan ikke leve sit barns liv, og det er utvivlsomt sværere, når barnet har et fysisk handicap. Men når det lykkes at få barnet afsted, er det en fantastisk oplevelse som forældre at se, hvordan den unge folder sig ud, fortæller Mads Lambach.
Den gamle lærersætning med at de unge kan mere, end de selv tror, og meget mere end deres forældre tror, gælder også her. Det er så det, lærerne på efterskolerne viser dem.
Mads Lambach mener, at det bedste råd til forældrene er at tage kontakt til andre forældre, der har prøvet at sende et barn med handicap afsted
på efterskole. De kan fortælle om overvejelserne, problemerne, kampen med kommune og sagsbehandler, de svære følelser og alle de andre ting, man skal arbejde med.
Det handler om det unge menneske
I sangen ”Kære Linedanser”, der er en af de mest populære efterskolesange overhovedet og som bl.a. blev sunget i en af DR-TV’s fællessang-udsendelser under coronakrisen, står linjen ”være én, men én iblandt”. Sangen er skrevet af Osted Efterskoles forstander, Per Krøis Kjærsgaard. Denne linje er nøglesætningen til at forstå efterskolen. Det handler om at blive menneske. At få lov til at være og blive dén man er – men det skal ske i et fællesskab.
- Det er derfor, de unge søger så talstærkt til efterskolerne. De får lov til at udvikle sig personligt, socialt og fagligt. De bliver simpelthen bedre til at mestre deres eget liv, de bliver bedre til at samarbejde, og de udvikler deres faglige færdigheder og kompetencer, understreger Mads Lambach.
- De udvikler sig kort sagt som mennesker og bliver sat i en position, hvor de skal se sig selv som en del af et fællesskab. Har man et fysisk handicap, kan det måske være svært – men på efterskolen skabes et rum, hvor man er så meget sammen, at man sér hinanden som personer. Man ser ikke Laura eller Simon som ’de handicappede’, men som venner.
- Som Laura, der sidder i kørestol fortæller: ”Det er så fedt, at man ikke behøver at være bange for at være anderledes”.
Kan mit barn nu også klare det?
Alle forældre føler, at det er et stort skridt at sende sit barn på efterskole. Nok særligt hvis ens barn har et handicap. Man er vant til at håndtere mange praktiske gøremål for at få dagligdagen til at fungere. Kan det nu også fungere på en efterskole?
Med et fysisk handicap, bliver man måske udtrættet i løbet af dagen og har brug for hvil. Man kan også have brug for hjælp til påklædning, personlig hygiejne, toiletbesøg, sengelægning, hente mad eller spise. Behov som forældrene ofte har været tovholdere på.
Det kan være svært at give ansvaret fra sig, men heldigvis er de skoler, der har indrettet sig til at modtage elever med handicap, rustet til at give individuel støtte og omsorg, tilpasset den enkelte elev.
Skolerne har fysiske rammer med lifte, handicapindrettede badeværelser, elevatorer og generelt god plads. Man har medarbejdere, der er vant til at hjælpe med både det praktiske, den personlige hygiejne, det faglige samt det sociale og som er tilgængelige døgnet rundt.
