AF STINE MØRKEBERG | PRIVATFOTO
Sidste sommer skulle Emilie Eskildsen op til 9. klasses eksamen i dansk. Hun var så nervøs, at hun følte, hun skulle kaste op, da hun sad foran sin dansklærer og sensoren. På sin tidligere specialskole havde hun fået at vide, at en karakter omkring 02 var, hvad hun højst kunne forvente til en afgangseksamen i dansk. Nu var hendes chance kommet for at modbevise det.
- Jeg har aldrig haft det så skidt som til den eksamen, husker Emilie.
Et uudnyttet potentiale
Emilie har cerebral parese (CP) og gik på en specialskole på Fyn til og med 8. klasse. Her fortæller hun og hendes far, at hun blev undervist på 3.-4. klasses niveau.
- Jeg savnede at blive udfordret. Både mine forældre og jeg vidste, at jeg kunne mere, end jeg fik mulighed for at vise på skolen. Vi skubbede på, men der skete ikke det store. Jeg savnede, at lærerne så mine ressourcer, siger hun.
Et sats
Emilie savnede også at have et socialt ungdomsliv med fester og stærke venskaber – noget hun ikke havde med klassekammeraterne fra specialskolen. Derfor overvejede hun og hendes forældre et efterskoleophold for hende. En aften, hvor Emilie googlede egnede efterskoler for unge med handicap, faldt hun over Hardsyssel Efterskole i Struer.
- Jeg tænkte, at Struer var langt væk fra Svendborg, hvor jeg boede. Men jeg så det også som en mulighed for at blive lidt mere uafhængig af mine forældre, som jeg altid har været meget tæt knyttet til, siger hun.
Forældrene bakkede op, men de advarede samtidig Emilie om, at det kunne blive hårdt at følge med på et fagligt langt højere niveau, end hun kom fra. Også lærerne på efterskolen forberedte hende på risikoen for, at det ikke gik. Men to dages praktikophold på efterskolen gav Emilie en god mavefornemmelse af, at skolen var det rette sted for hende.
- Jeg blev ikke mødt som hende den handicappede, og det var helt vildt rart. Jeg fulgtes med en elev, der ligesom jeg har CP, og jeg tænkte, at hvis han kan, kan jeg også! husker Emilie.
Kørestolen var som forsvundet
Emilie kom efter kort tid på efterskolen til at bo på en gang, hvor adskillige af eleverne var søskende til børn med fysiske og psykiske diagnoser.
- De andre elever var opdraget hjemmefra til, at man ikke er anderledes, bare fordi man har et handicap. Det var som om, min kørestol var væk. Det var virkeligt dejligt! siger hun og fortsætter:
- Fra første dag blev jeg set som den, jeg er: En, der går meget op i film og er social – og senere også som en, der kan hjælpe med at forklare en matematikopgave, siger hun.
Hjælperordning gav fuldt fokus
Med sine nye venner på efterskolen fik Emilie hurtigt indhentet noget af det forsømte hvad angår fester og ungdomsliv. Rent fagligt skulle kampen blive noget længere. Lærerne anbefalede efter kort tid Emilie at tage 9. klasse to gange for at indhente noget af det, hun var bagud. Emilie nød at blive udfordret, men mærkede også, hvor stort gabet var mellem det niveau, hun kom fra og til. Det var lidt som at forlade en adstadigt trillende letbanevogn for at forsøge at hægte sig fast på et lyntog.
- Jeg var fast besluttet på at gennemføre. Jeg kom halvsyg i skole, fordi det var så vigtigt for mig, husker hun.
Emilie fik bevilget en hjælperordning med på efterskolen, som hun ikke havde haft tidligere.
- Det gjorde en kæmpe forskel, at jeg ikke skulle bruge mine kræfter på at holde på en blyant og taste på computerens tastatur – ting, som tidligere forsinkede mig meget i skolen, fordi det både var svært for mig og gjorde ondt. Nu kunne jeg koncentrere mig om at tænke og løse opgaverne, siger hun.
Afgørelsens time
Første år på efterskolen klarede Emilie sig igennem med karakterer på 02 og 04. Andet år mærkede hun, at sliddet begyndte at bære frugt. Men det var først, da hun stod foran dansklæreren og censoren til afgangseksamen sidste år, at det for alvor gik op for hende, hvor langt, hun havde rykket sig. Med nervøsiteten rasende i kroppen fremlagde hun en lang opinions-artikel for lærer og sensor – og fik karakteren 10!
- Min lærer sagde, at det var ekstra flot, fordi jeg ikke klarede mig så godt på den skole, jeg gik på tidligere. Censor spurgte, hvilket niveau jeg kom fra. Da jeg svarede ”3.-4. klasses niveau,” spærrede hun øjnene op og udbrød: ”Det er godt nok flot!”
Af bare overvældelse kunne Emilie nærmest ikke køre sin kørestol ud ad døren, hvor vennerne ventede på den anden side.
- De troede, det var gået mega dårligt. Men jeg havde aldrig haft det bedre end i det øjeblik. Jeg havde jo fået at vide på min tidligere skole, at jeg ville få svært ved at gennemføre en 9. klasses eksamen, og nu havde jeg fået 10! siger Emilie.
Ud over 10-tallet i dansk, så pryder 7- og 10-taller Emilies eksamensbevis for 9. klasse – og blot et enkelt 02-tal i engelsk. Emilie er ikke i tvivl om, hvad der gjorde forskellen:
- Det er tankevækkende, hvor meget man kan udfolde sig, når man bare får den hjælp, man har brug for. Og når man bliver set for den, man er, siger hun.
Filmdrømme
I dag går Emilie i 10. klasse på efterskolen, mens hun venter på en plads på Egmont Højskolen, hvor hun planlægger at tage en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) og læse flest mulige fag på HF-niveau. Adspurgt om sine fremtidsdrømme er der ingen tøven i Emilies svar:
- Jeg vil gerne arbejde med noget kreativt inden for film.
Først har Emilie dog planer om at slutte godt af på efterskolen, hvor hun i 10. klasse ud over de boglige fag blandt andet har indspillet gyserfilm og komedier sammen med kammeraterne.
