Det gør det heller ikke. Tværtimod. Faktisk går det rigtig godt. Smilene på de to unge ingeniørstuderende, Elias Lundgaard Pedersen og Frederik Østergaard Neble, snyder ikke. De to unge, studerende på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har i forbindelse med deres bachelor-projekt udviklet en øjenstyringsteknologi til mennesker med handicap, der ser ud til at blive en stor succes.
Godt hjulpet på vej af deres studievejleder på DTU fi k de drejet deres oprindelige idé om en overordnet ’smarthome-løsning’ hen i retning af en mere tilgængelig løsning, der kunne tilgodese specielle målgrupper, men bruges af alle.
Elias og Frederik kastede sig over udfordringen og har nu udviklet en genial øjenstyringsteknologi, som er langt billigere at producere, end hvad der tidligere er set på markedet. Med en speciel app kan brugerne blot ved at se på skærmen på deres smartphone styre forskellige ting i deres hjem, f.eks. belysning og døre.
Siden februar 2017 er det fra alle sider væltet ned med priser og stor anerkendelse. Blandt andet fik Elias og Frederik prisen for årets bedste tekniske bachelor i 2017, og de blev nævnt i rektors tale ved årsafslutningen. Siden er de blevet tildelt næsten 500.000 kr. fra Innovationsfonden. Det har betydet, at de i øjeblikket har sat deres uddannelse på stand by og nu er ved at ansætte tre software- og produktudviklere.
Samarbejde med Social Digital
Da det gik op for Elias og Frederik, at deres idé faktisk var så god, så den var værd at arbejde videre med, stiftede de firmaet Obital. Kunsten var at vende bacheloropgaven fra et akademisk projekt til en virksomhed. Hjælpen fik de af DTU, der stillede et kontor til rådighed, og Kasper Nizam fra virksomheden Social Digital, som de lavede en samarbejdsaftale med.
Social Digital har siden været en god sparringspartner, der hjælper med at designe og udvikle en forretningsmodel som fundament for det videre arbejde. Samtidig bidrager de med viden og et brugerperspektiv for at optimere kvaliteten, så det nuværende produkt er stabilt med mulighed for udvikling.
Social Digital er en not-for-profit virksomhed, som er sat i verden for at skabe sociale forbedringer med digitale løsninger. Virksomheden har fi re år på bagen og bor i København NV. Her hjælper de NGO’er, offentlige aktører, fonde og virksomheder med at skabe digitale løsninger og strategier for forenkling og udbredelse, for at så mange mennesker som muligt kan få gavn af løsningerne. Blandt andet har Social Digital udviklet det digitale læringsmateriale TrivNu med fokus på trivsel og mental sundhed i landets folkeskoler i samarbejde med Psykiatrifonden.
- I det hele taget brænder vi for samarbejder, der kan skabe social forandring med digitale løsninger, understreger direktør Kasper Nizam, der samler hele paletten i ét ord: Frihedsteknologi. Løsninger der i hænderne på brugeren bliver et redskab til frihed, selvbestemmelse og livskvalitet.
- Vi sætter brugeren i centrum for udvikling af løsninger. Professionel empati og indsigt i brugernes sociale hverdagsliv er vores afsæt for at omsætte sociale problemer til idéer og digitale løsninger til brugerne.
Jonstrupvang udvikler og tester
Derfor passer Social Digital så godt i samarbejdet, som det uundværlige tandhjul, der får udviklingsprocessen til at køre. Næste skridt er udarbejdelse af en større behovsanalyse og en grundig testning af produktet. Det sker blandt andet i samarbejde med Jonstrupvang Bebyggelsen i Værløse.
Her har en gruppe medarbejdere med forstander Kim Frederiksen og tekniker Freddy Larsen i spidsen igennem længere tid været en stor støtte for projektet. Sammen med en række beboere har de været med til at definere behovet og mulighederne og sparret teknologi med de to udviklere.
Kulminationen på samarbejdet skete i september, hvor beboeren Christina Bechmann Jensen, der har cerebral parese, som den første fi k installeret Obitals teknologi i sin lejlighed. Hun var glad, men oplevede også at det kræver lidt træning. Hvis alt går efter planen, vil flere af Jonstrupvangs beboere senere få installeret teknologien, så de med øjnene kan styre forskellige faciliteter og dermed blive mere selvhjulpne og uafhængige af andre.