AF STINE MØRKEBERG | FOTOS: CVIFOTOGRAFI OG CP DANMARK
- 1, 2, 3, 4, vi er Danmarks bedste piger,
5, 6, 7, 8, vi kan alle sagtens nå det,
9, 10, 11, 12, vi’ det bedste ridehold, Åååhh… CP!
Sådan lyder seks pigers begejstrede kampråb på et ridehold for børn med cerebral parese (CP) på Vallensbæk Rideakademi på Sjælland. Men hvad er det, pigerne kan nå? Det forklarer 10-årige Olivia, som er iført pink ridebukser, til en træningsgang, hvor CP INDBLIK er med på sidelinjen:
- Når vi har idræt i skolen og leger ”alle mine kyllinger kom hjem,” så er det svært at blive nogle af de første, fordi vi ikke kan løbe lige så hurtigt som de andre. Men her har vi alle CP, så her kan vi alle nå det, siger hun.
”Mor, jeg tror alle her har skinner”
Pigerne er i alderen 8-12 år og mødtes første gang i sommeren 2022 på en ridelejr ved Jelling i Sydjylland afholdt af Elsass Fonden, hvor de var afsted sammen med deres forældre. Her blev ideen om et ridehold for børn med CP skabt. Nogle af børnene gik i forvejen til ridefysioterapi på grund af deres CP, men kunne godt tænke sig at gå til ”rigtig” ridning, hvor man også lærer at sadle og strigle hestene og dyrker ridning som en hobby frem for som behand- ling. For Pia Ørby, mor til Kamma, var ridelejren også en aha-oplevelse i forhold til, hvad netværk med andre børn og forældre kan.
- En dag på lejren sagde Kamma: ”Mor, jeg tror, alle her har skinner.” Det var første gang, jeg hørte hende sammenligne med andre børn, når hun talte om sin benskinne, og det fik mig til at tænke, at hun måske har et behov for at have nogle venner med CP, siger Pia.
Flere forældre havde lignende overvejelser. De kontaktede derfor Vallensbæk Rideakademi, og sammen med rideaka- demiet søgte forældrene Elsass Fonden om midler til at oprette et såkaldt ”klub-i-klub-hold” på rideskolen. Det vil sige et hold for børn med særlige behov på en rideskole, som også har almindelige ridehold. I januar 2023 var holdet en realitet.
Nogen at spejle sig i
Den torsdag, CP INDBLIK er på besøg, strigler pigerne hjemmevant hestene og hjælper hinanden med at få seletøj og sadler på med lidt assistance fra forældrene – hvorefter de begiver sig ud på en rolig tur ad små veje og stier gennem marker og en lille skov. Forældrene går ved deres side og holder i træktove, som bliver brugt på holdet, når der er behov, men det er primært pigerne, der styrer hestene.
Leonora på 12 år troner selvsikkert på ryggen af hesten Smoking. Hun har selv haft en shetlandspony, siden hun var tre år, som står hos hendes
farmor, men alligevel oplever familien, at ridningen har været en stor gevinst. Til daglig sidder hun i kørestol, og hendes far, Michael Andersen, nævner både værdien i, at børnene kan spejle sig i hinanden – og at forældrene som en sidegevinst kan bruge hinanden på samme måde:
- Vi har fået nogen at snakke med, der står i samme situation som os, og som oplever de samme reaktionsmønstre hos deres børn. Vi oplever for eksempel ofte, at frustrationerne bygger sig op over en dag hos Leonora, hvor hun til sidst eksploderer. Det er rart at snakke med andre, som genkender det, siger han.
Også Pia oplever, at rideholdet tilfører netop det, hun havde håbet på:
- Her er alt normalt. Det er normalt at snakke om benskinner, kørestole, sagsbehandlere, ergo- og fysiote- rapeut. Både for børnene og for os voksne, siger hun.
Et nyt perspektiv
Da hestene er sadlet af, striglet og har fået renset hove efter dagens ridetime, indfinder familierne sig i et opholdsrum på første sal for at fejre Ingrids 8-års fødselsdag.
- Og hør nu her, hvordan vi alle vrinske vil, synger børn og voksne og vrinsker løs for fuld mule.
Ingrid pakker sine gaver fra holdet ud, mens selskabet sætter chokoladekage til livs og hælder saftevand og kaffe indenbords. For pigernes vedkommende bliver noget af energien straks omsat i en stopdans.
For Pia og Kamma har rideholdet givet et nyt perspektiv på CP:
- Nu kan vi tale om de oplevelser, vi har på grund af CP, og ikke på trods af. Om de mennesker, vi har lært at kende. Vi oplever, at mennesker med CP og deres familier ofte er meget rummelige. Jeg tror, det meget vel kan skyldes, at de selv har været lidt af hvert igennem, siger Pia.
Faktabokse
Støtte fra fond
CP-rideholdet har fået midler fra Elsass Fonden, som dækker:
- Ridelærer
- Ekstra udgifter til at drive et lille hold, hvilket er nødvendigt pga. børnenes særlige behov
- Rådgivning til holdets ridelærer, der tidligere har haft ridning for børn med diagnose, men havde brug for mere målrettet kendskab til CP
- Særligt udstyr såsom gitter til ridestøvlerne (nødvendigt for at holde foden i den rette positition) og lift og rampe til kørestol
- Lavere kontingent
- Ridelejr
Du kan læse mere om, hvad Elsass Fonden støtter, på elsassfonden.dk
Tips og tricks
Overvejer du selv at oprette et ridehold for børn med CP, så er du meget velkommen til at kontakte CP-holdet på Vallensbæk Rideakademi for sparring. Kontakt Pia Ørby på viuf79@hotmail.com.