AF MOGENS WIEDERHOLT
Gennem to menneskealdre har H.K.H. Prinsesse Benedikte med sin store interesse og sit aldrig svigtende engagement fulgt CP Danmark og cerebral parese-sagen på nærmeste hold. Utallige arrangementer og begivenheder har hun kastet glans over i sine 61 år som protektor for foreningen. Et særligt stærkt indtryk gjorde det, da H.K.H. Prinsesse Benedikte midt under coronakrisen tonede frem på CP TV og talte om samhørighed og betydningen af fællesskaber i en varm videohilsen til CP Danmark og CP Danmarks medlemmer i anledning af foreningens 70-års fødselsdag i 2020.
Se den festlige video her
Det er så heldigt, at H.K.H. Prinsesse Benedikte også er protektor for Elsass Fonden og derigennem bestyrker sit helt særlige engagement i mennesker med CP og deres pårørende. Det har også betydet, at uddelingen af Elsass Fondens og CP Danmarks fælles hæderspris Helene Elsass Prisen nu på syvende år er blevet overrakt af vores fælles protektor – senest ved overrækkelsen af prisen til cykeltalentet Emma Lund for få dage siden.
CP Danmark siger et varmt tak for engagementet og ønsker vores protektor et stort tillykke med den runde fødselsdag den 29. april.
H.K.H. Prinsesse Benedikte ved uddelingen af Helene Elsass Prisen 2024
Foto: Elsass Fonden