AF STINE MØRKEBERG | FOTO: MEGUMI MASUDA
I 2021 deltog Sebastian Frederiksen for første gang i de Paralympiske Lege (PL) som en del af det danske landshold i kørestolsrugby. Det var under coronapandemien, og derfor foregik strabadserne med kun omkring 100 besatte tilskuerpladser ud af i alt 12.000. På den ene side kalder han det en ”fantastisk begivenhed”, men på den anden side en ”halv oplevelse” på grund af de få tilskuere.
- Derfor glæder jeg mig endnu mere til den 29. august i år, hvor mine holdkammerater og jeg ruller ind på stadion i Paris foran tusindvis af tilskuere. Og især glæder jeg mig til at se mine forældre og tætteste venner i publikum, siger Sebastian Frederiksen, da CP INDBLIK interviewer ham i forårets løb.
Den nu 30-årige rugbyspiller forventes officielt at blive udtaget til PL i løbet af sommeren sammen med sine holdkammerater, og de har længe trænet op til den store begivenhed.
Kørestol – hvorfor nu det?
Det var dog hverken drømme om PL eller landsholdet, der fik Sebastian til at starte til kørestolsrugby som 15-årig. Som mange andre unge med cerebral parese (CP) gik han til fysioterapi, og hans fysioterapeut var tilfældigvis tidligere træner i kørestolsrugby og anbefalede Sebastian at starte.
- Først syntes jeg ikke, det gav nogen mening, for jeg bruger ikke kørestol til hverdag. Men jeg havde længe haft lyst til at starte til en holdsport, og min træner overbeviste mig om at give det en chance, fortæller Sebastian.
Interviewet foregår som et videomøde, hvor baggrunden let kunne forveksles med en af de virtuelle af slagsen, man kan sætte på sit skærmbillede for at give mødet lidt kulør. Skyfri, blå himmel og en glimtende pool. Men den er god nok. Sebastian befinder sig på det tidspunkt i stegende sommervarme i den amerikanske ørkenstat Arizona, hvor han spiller i den amerikanske liga og træner op til at spille de nationale amerikanske mesterskaber i Florida ugen efter.
Kontaktsport uden indpakning
Samtalen med Sebastian drejer sig væk fra de varme himmelstrøg og tilbage til Danmark og Sebastians teenageår, hvor han trods sine forbehold hurtigt blev bidt af kørestolsrugby og begyndte at træne i en klub.
- Når jeg gik og løb, var jeg begrænset, men at komme op i en kørestol og spille rugby var som når en skildpadde kommer i vand. Den er langsom på land, men adræt i vand.
- Samtidig var rugbyen en fuld kontaktsport, hvor jeg fik mulighed for at komme af med energi og aggressioner. Jeg beskyttede ikke nogen, og jeg blev ikke pakket ind – det var lige vilkår for alle. Og det er egentlig rart, for jeg oplever ellers ofte at blive pakket ind på grund af min CP. Jeg tror, det er almindeligt, at mennesker føler, de bør hjælpe folk med handicap. Men det kan også være irriterende, når folk tager flere hensyn, end man har brug for, siger han.
Et stort pres
Allerede som 16-årig fik Sebastian tilbudt at komme på landsholdet. Det måtte dog vente, til han fyldte 18 år, da hans forældre ønskede, at han først fokuserede på sin skolegang.
Som 22-årig blev Sebastian boldfører på landsholdet – en slags playmaker.
- Jeg var selvfølgelig stolt, men det var også et stort pres på det tidspunkt. De fleste af mine holdkammerater var 30 år og opefter, og jeg skulle tage kaldet på banen og styre spillet. Ved mit tredje EM i 2017 brændte jeg det sidste skud på mål i semifinalen mod Sverige, hvor vi så ud til at vinde, men tabte. Der lærte jeg, at som playmaker får man meget af rosen, når holdet vinder, men også det meste af skylden, når man taber. Men samtidig lærte jeg at tabe og vinde med samme sind. Og jeg voksede hurtigt under det ansvar, jeg fik.
Ved EM i 2019 tilkæmpede landsholdet i kørestolsrugby sig en banebrydende sejr i form af en sølvmedalje, og senest blev det til bronche ved EM i 2023.
Venner i hele verden
Rugbyen fører Sebastian og hans holdkammerater vidt omkring i verden.
- Det giver nogle fantastiske oplevelser at rejse rundt i verden med kørestolsrugby. Det er en lille sport, hvor man hurtigt lærer andre at kende inden for sportsgrenen, så jeg har venner i lande som New Zealand, Australien, USA, England og Frankrig. Når jeg rejser til udlandet for at spille for andre klubber, bor jeg typisk hos andre spillere, og de viser mig gerne rundt i deres lokale samfund. Det er lidt som at have en lokal tourguide, siger han og nævner to eksempler:
- Her i Arizona fik jeg på den måde set Grand Canyon, som jeg gerne har villet i mange år. Og på en anden tur til USA fik jeg set en kamp med det amerikanske basketballhold Denver Nuggets – det var sjovt at se sport i USA, som foregår på en noget anderledes måde end i Danmark, siger rugbyspilleren.
Landsholdets mål
Om nogle måneder hedder destinationen så Paris. Men hvad er målet for Sebastian og landsholdet i kørestolsrugby ved PL?
- Som landshold har vi sagt, at vores mål er at nå til en semifinale ved PL. Lige nu er vi nummer syv i verden, og vi konkurrerer mod meget større lande, der har nemmere ved at sætte et hold. Vores mål er realistisk, men jeg tror, vi kommer til at stå i nogle kampe, hvor marginaler vil afgøre, om vi klarer den, siger Sebastian og fastslår samtidig:
- Men jeg går til hver eneste kamp for at vinde.
Sebastians råd til dig, der vil starte til en sportsgren eller hobby
Tænk på, hvad der gør dig glad til daglig. Hvis du dyrker det, vil du blive overrasket over, hvad det kan bringe med sig. Uanset om det er inden for kørestolsrugby, madlavning eller noget helt tredje.
