Af Frands Havaleschka
Kresten Kehlet, der er 60 år og bor i Ishøj, kan se tilbage på et langt liv med op- og nedture. Han er født og opvokset på Midtsjælland, hvor han de to første skoleår gik på en specialskole. Fra 3. klasse startede han i en almindelig folkeskole, og her blev hans udfordringer med høreapparater og en noget speciel gangart for alvor udstillet.
Mobning blev nærmest en fast del af skoleskemaet, og da ingen voksne tog hånd om problemerne, fik mobningen lov at fortsætte. Skolegangen er derfor ikke noget, Kresten husker tilbage på med særlig stor glæde. Tværtimod. Det var først, da han senere kom et år på Haslev Højskole, og efterfølgende tog en HF, at livet for alvor foldede sig ud og bød på masser af gode oplevelser.
- Med mine skæve ben var jeg ikke så god til fodbold, men i stedet cyklede jeg meget som dreng og spillede bordtennis i den lokale klub, der var en stor klub den gang, husker Kresten, der også elskede at komme ud i naturen. Så i fritiden havde han det godt.
En voldsom start på livet
Kresten er født en måned for tidligt som tvilling. Hans mor blev alvorligt syg under graviditeten og mistede tvillingebroren, der var død ved fødslen. Ret hurtigt konstaterede lægerne, at Kresten havde cerebral parese, men først som 4-årig, blev man klar over, at han også havde en kraftig hørenedsættelse, fordi han ikke reagerede som andre børn.
Han blev jævnligt tilset på ambulatoriet. Her udstyrede læger og bandagister fra Ortopædisk Hospital og senere Rigshospitalet ham med benskinner, der hver nat skulle rette hans fødder og knæ ud. Det stod på indtil 12-13 års alderen, men trods flittig brug var det ikke nok til at undgå de traditionelle seneforlængende operationer, som kirurgerne den gang var kendt for at udføre cirka en gang om året.
Gik ned med stress
Hvis vi spoler Krestens livsfi lm frem, så er det specielt i de sidste godt 10 år, at han har oplevet, hvordan han fysisk og mentalt fik store udfordringer med at passe på sig selv i arbejdssammenhæng. Som veluddannet akademiker med en universitetsuddannelse i statsvidenskab tog han i starten af 90’erne tilløb til en jobkarriere i det off entlige.
Efter et par vikarjob og job med løntilskud startede han i 1995 som fuldmægtig i Rødovre Kommune, og året efter fik han job i Københavns Kommune, hvor han arbejdede, primært med økonomi, frem til 2012. Det var i den periode, at problemerne for alvor meldte sig både fysisk og psykisk. Han fik balance- og gangproblemer og desuden mange smerter i hofter, ben og ryg. Da han samtidig led af søvnbesvær, kunne han ikke længere honorere de stigende krav på jobbet og gik ned med stress.
Satte tempoet ned
Tidligere arbejdede han på fuld tid, men fra 2006 blev det ugentlige timetal reduceret til 30. Efterfølgende havde han i 2013 og 2014 et par vikarjobs, men han magtede det ikke, og efter en lang periode med dagpenge, ressourceforløb og aktivering via jobcentret blev han stressramt igen i 2015.
- Jeg oplevede, at jeg nok er mere modtagelig for stress end andre, og jeg er helt sikker på, at det skyldes min hjerneskade, fortæller Kresten, der i den svære periode fik gode råd fra Spastikerforeningens psykolog, Klaus Christensen. Sammen fandt de det nødvendigt, at han sænkede ambitionsniveauet, slækkede på det høje tempo og i stedet blev visiteret til et fleksjob 10 timer om ugen. Det hjalp på det mentale plan, men Kresten har siden måttet erkende, at fremtiden for ham er pension. Samtidig kan han mærke, at gangfunktionen fortsat er blevet dårligere:
- Jeg har aldrig brugt stokke eller andre ganghjælpemidler, men nu er jeg faldet et par gange og bliver nok nødt til at finde på noget. Samtidig har jeg også altid gået op og ned ad trapper uden at bruge gelænderet, men det kan jeg heller ikke mere.
Hold dig slank
Tidligt i livet fik han det gode råd altid at holde sig slank for at undgå slid- og belastningsskader. Det råd har han fulgt. Dels ved at dyrke en masse motion og dels ved at spise rigtigt.
- Jeg har aldrig vejet over 73 kilo, og jeg har især i de senere år været meget bevidst om, hvad jeg spiser. Blandt andet er jeg blevet inspireret på Elsass Fondens madlavningskurser, fortæller Kresten.
Han har også to gange været på Fondens aktivitetscamp for voksne, hvor han har fået prøvet sine grænser af. Udfordringen er så selv at følge op, når man kommer hjem fra campen. Her har han, udover sin hjemmetræning med cykel og bold og to ugentlige træningspas på små hold i det nærliggende fysioterapeutcenter, fundet stor glæde ved at deltage i Parkinson-dans, som han startede på efter sommerferien.
- Vi er mellem 8 og 12 deltagere hver gang, og dansen er godt for både kondition, fysik og balance. Bl.a. får jeg trænet nogle muskler i ben og underkrop, som jeg aldrig før har trænet, så jeg føler virkelig, at jeg gør en hel del for at holde mig i gang, understreger Kresten, der opfordrer andre med CP til at deltage i Parkinson-dans, der foregår flere steder i landet.
Kroppen var altid på overarbejde
Som voksen har Kresten altid boet alene. Han har ikke haft noget længerevarende forhold og har ingen børn. Og det savner han lidt i dag.
- Uddannelse og job har altid været det vigtigste for mig, men jeg ville ønske, at jeg havde prioriteret mit liv anderledes og givet plads til kærligheden. Men jeg brugte alle mine ressourcer på at fastholde mit job. Og det satte min krop på overarbejde i en lang periode både hjemme og på jobbet, erkender Kresten, der har oplevet, at hans dårlige hørelse nok var den største udfordring, da han havde arbejde, men i dag oplever, at det er de fysiske udfordringer, der giver ham de største problemer.
