Af kursuskonsulent Trine Kamp Larsen
Det var først, da Anita lå på fødestuen og skulle til at føde, at det gik op for hende, at hun var anderledes:
- Der stod fire læger, og jeg tænkte, hvad står de der for? Det var nok første gang, jeg oplevede, at mit handicap kunne være et problem.
Anita Bager er 59 år og født med cerebral parese i en tid, hvor man ikke gik så højt op i diagnoser. Man var som man var. Den tilgang har hun taget med sig igennem livet.
- Jeg blev mor, da jeg var midt i 20’erne. Jeg går dårligt og falder somme tider, så jeg kunne ikke bære Ane. Det var oftest min eks-mand, der gjorde det, men ellers har jeg aldrig tænkt, at jeg skulle have andre kort på hånden som mor end alle andre. Jeg er, som jeg er. Sådan er det. Jeg har altid forsøgt at gøre det samme som alle andre, men på en anden måde, fremhæver Anita.
For eksempel kunne det ikke blive til de lange vandreture ud i naturen, så i stedet for pakkede familien kanoen og tog af sted. På skiferierne blev det uden ski på fødderne for Anita, der i stedet lavede noget andet, mens de andre var på løjperne.
Somme tider er det dødssygt at have CP
Men Anita kender alligevel kun alt for godt til den dårlige samvittighed:
- Somme tider har jeg været utrolig ked af, at jeg ikke kunne tilbyde Ane det samme som andre forældre. Jeg ved ikke, hvor meget det har fyldt for hende, for hun har aldrig sagt, at hun var ked at det, hun er gået glip af, men der har bestemt været gange, hvor jeg godt kunne have været det handicap foruden.
Et eksempel er børnefødselsdage. Her var det på et tidspunkt populært at invitere klassen med i skøjtehallen, når man havde fødselsdag.
- Det er også sjovt, men jeg kan ikke skøjte. Der har jeg så mange gange siddet og bandet over, at jeg ikke kunne deltage sammen med de andre, eller at Ane ikke kunne have sin mor med.
Anita fokuserer stenhårdt på alt det, hun kan og det, der kan lade sig gøre, og ikke på det hun ikke kan, men ingen er fri for trælse dage:
- Jeg bliver mere træt end andre og har somme tider smerter, og så
kan jeg se, hvordan min krop bliver dårligere med alderen. Det er frustrerende, og af og til har jeg tilladt mig at være ærgerlig over det.
- Jeg ville også gerne kunne løbe en tur eller tage på vandretur lige som alle andre, og somme tider er det dødssygt at have CP. Men man kan ikke bruge de sorte tanker til noget, og jeg har hurtigt hevet mig selv op. Det er mit liv og ikke Anes, så hun skulle ikke tage ansvar for det. Min mand og jeg har fokuseret på at skabe rum for en åben og fri samtale, og der har altid været plads til alle følelser. Ane skulle ikke gå med det selv.
En vellykket familie
Anita skænkede ikke en tanke, at hendes handicap kunne betyde noget for hendes evner som mor, og hun har aldrig skammet sig over sig selv, sit handicap eller de ting, Ane er ’gået glip af’, for hun har altid fundet en løsning. Men alligevel tænkte hun over, om hun slog til:
- Jeg er selv adoptivbarn, og min opvækst har gjort, at jeg kunne tvivle på, om jeg gjorde det godt nok. Jeg ville gerne være den bedste mor og ville have, at Ane fik verdens bedste opvækst.
Missionen ser ud til at være lykkes, for Ane er med Anitas ord blevet et rummeligt og empatisk menneske med stor forståelse for andre. Og så har hun gjort Anita til mormor. Lille Vester er knap tre år, og han elsker at være på besøg hos sin mormor. Anita er vild med sit barnebarn:
- Det er virkelig skønt at være mormor, og børn er vidunderlige. De ser en præcis, som man er, og indstiller sig på den situation der er.
Fakta om Anita
Anita Bager er 59 år og bor i Hundested med manden Peter, der er Anes bonusfar. Anita arbejder i Roskilde Kommune som dagplejepædagog. Ane er datterens fødselsnavn, men i dag bruger hun primært sit kælenavn Anemone.
