AF STINE MØRKEBERG | FOTO: TROELS N’KOYA JENSEN
Han lader sig binde til et kors på Roskilde Festival, deltager i thaiboksning og onanerer med praktisk assistance fra sin hjælper. For åben skærm.
Jeppe Forchhammer, der har cerebral parese (CP), elsker at prøve grænser af, og det gør han i den grad i dokumentaren ’Wingman’, som blev vist af DR 27. september i år.
I dokumentaren følger man den 34-årige mand, der har brug for hjælp til alt, men som ved hjælp af eventyrlyst og tætte venskaber med sine hjælpere Kåre og David får opfyldt masser af drømme på fælles rejser: Fra at dykke ned under havoverfladen og se farverige koralrev i Thailand til at thaibokse og fyre den af på drag klub. Alt imens han altså prøver egne – og især andres grænser af – i forhold til, hvad man kan med et handicap.
Men hvor kommer behovet for at overskride grænser fra? Og hvor grænseoverskridende var det egentlig for Jeppe selv at lave dokumentaren? Det fortæller han om i dette interview til CP INDBLIK, som er lavet skriftligt.
Hvad håber du, at seerne får ud af, at du afsøger grænser i filmen?
- Jeg vil vise, at jeg som svært spastisk ikke er så skrøbelig, som nogle umiddelbart skulle tro. Jeg tror, at folks umiddelbare forestilling er, at vi med handicap er mere skrøbelige end andre, og det er jeg personligt megatræt af.
- Jeg tror og håber, at når folk ser, jeg gør nogle anderledes ting end den "standard" handicappede mand gør, så kommer grænserne for, hvad eller hvordan handicappede er, til at rykke sig.
Hvor tror du, dit behov for at afsøge grænser kommer fra?
- Jeg er ret sikker på, at det kommer fra mine forældre, for allerede da jeg var barn, tog de mig med steder, hvor man ikke skulle tro, jeg kunne komme i min kørestol. For eksempel var min familie og jeg ude at se søelefanter på en tur til USA, da jeg var omkring fire år. Vi skulle gå i noget sand i cirka to kilometer – en hård kombination med kørestol. Jeg er også blevet slæbt ned i diverse grotter, men trapper og glatte sten var bare forhindringer, vi skulle klare.
- Som mine forældre sagde: Vi kan ikke vide, om vi kan, hvis ikke vi prøver. Det tror jeg bare, jeg har taget med i mit voksenliv.
Kan du huske første gang, du fandt ud af, at det var fedt at prøve grænser af?
- Haha ja, det var på Geelsgårdskolen (specialiseret tilbud), hvor der skulle være modeshow. Vi skulle selv sy vores tøj. Jeg syede en kjole for at se, hvordan de voksne ville reagere. De blev ret uenige om, hvorvidt de skulle hjælpe mig med at sy kjolen.
I hvilke andre situationer har du efterfølgende prøvet grænser af i forhold til, hvad man kan
med et fysisk handicap?
- Jeg har gået på Egmont højskolen i seks år. Der skal jeg love for, at vi prøvede grænser af. Jeg er for eksempel blevet hængt op i benene i en loftlift med hovedet nedad, hvor mine ben var gaffatapet fast. Det var sjovt!
- Eller et år på Egmont Kollegiets festival var der spaghetti-wrestling i et badebassin. Der skulle jeg selvfølgelig også se, hvordan folks reaktion ville være, hvis Kåre og jeg lagde os ned og sloges i det bassin.
Var der nogen situationer under filmoptagelserne, der føltes grænseoverskridende for dig i virkeligheden?
Ja, onaniscenen var lidt grænseoverskridende at lave. Det var mest tanken om, at der stod en journalist og en fotograf lige ude foran døren og vidste, hvad jeg lavede. Men jeg vil gerne understrege, at det var min ide.
Fakta
Bag om filmen
Idéen til filmen opstod efter, at Jeppe og hans to venner og hjælpere David og Kåre havde lavet croquis-tegning på en mindre festival på Egmont Kollegiet i København. Instruktør Nicolai Kirkegaard Iding så et billede af det på Instagram, og han inviterede dem til et møde.
Filmens navn ’Wingman’ kommer af, at de tre unge mænd ofte har joket med, at Jeppe er Kåre og Davids perfekte wingman, fordi en del kvinder ifølge Jeppe finder det attraktivt, at Kåre og David hjælper ham med de ting, han ikke kan på grund af sit handicap.
