AF PETER GRÆSBØLL HOLM OG MARTIN MERRILD, NOSSELL & CO.
At blive forældre en dag er for mange dybt forankret i idéen om voksenlivet – særligt når man er ung og står på tærsklen til at vælge sin vej i livet.
- Vil jeg mon blive en god forælder? er derfor måske et af de mest fundamentale spørgsmål, de fleste har stillet sig selv i løbet af ungdomslivet.
For 25-årige Jonathan Cyril Andersen med cerebral parese (CP) er dét spørgsmål ledsaget af et hav af andre af mere praktisk art: Hvad med bleskift midt om natten, når det tager 15 minutter at komme op af sengen med en lift? Bliver børnene mon skuffede, når far ikke kan løbe med ud og hoppe på trampolin? Hvad med en fremtidig kæreste, kan hun acceptere at skulle løfte den praktiske del af forældreskabet uden Jonathan?
Ideen om selvstændighed
Jonathan sidder i kørestol og har en BPA-ordning på fuld tid, hvor han får hjælp til de gøremål, han ikke selv kan udføre.
Hans tvivl om sin egen fremtidige rolle som far er dybt forankret i den idé om selvstændighed, han er vokset op med:
- Jeg vil ikke selvstændigt kunne skifte ble på mit barn. Jeg kan ikke sige “nu tager jeg mig af dig”. Jeg kan ikke det fysiske. Jeg skal bede en anden om det.
Frustrationen lyser ud af Jonathans øjne, når han beskriver sin frygt for – som han beskriver det – ”at være på sidelinjen”. Ikke at kunne det fysiske selv, hvad enten det handler om at flytte sig over i sengen, komme ud ad døren eller trøstende at løfte sit fremtidige barn – der er altid et mellemled, et ønske, der skal kommunikeres til hjælperen, koordination og planlægning i selv de mindste opgaver.
En ambivalent drøm
Jonathan drømmer ikke bare om at blive far, han drømmer om at være en god far. Han drømmer om at have en kæreste, en familie, en fast base.
- Selvfølgelig drømmer jeg om forældrelivet. Jeg har altid drømt om at få en familie og en kæreste. Om den, dér klassiske forestilling om det gode liv.
Jonathan laver anførselstegn i luften, når han taler om ”det gode liv”. For hvad er dét egentlig? Han fortæller flere gange om alle de ting, der ville gøre ham til en anderledes forælder – og – siger tvivlen – måske en dårligere forælder:
- Kan jeg være en ordentlig far? Det irriterer mig, at jeg er nødt til at indrømme det, men de klassiske idealer om at være forælder fylder meget hos mig. Sådan noget med at kunne tage sit barn op og trøste det. Hvis jeg prøver at holde et spædbarn, kan jeg risikere at tabe det.
De klassiske idealer om at være forælder lokker i det ene øjeblik med alle fremtidens muligheder, og i næste nu udgør de den store hindring, der måske kan komme til at blokere vejen til forældreskabet.
Modstand fra omverdenen
I vores samfund taler vi ofte om forældreskabet som det mest selvfølgelige, nogle siger endda, at det er en ret. Det er meget langt fra den virkelighed, Jonathan mødes af.
Jonathan har flere gange oplevet, at omgivelserne, snarere end at støtte op om forældredrømmen, har gjort den sværere at tro på.
- Jeg har hørt fra nogen før, at de ikke synes, jeg skal være forælder.
Jonathan har mødt en skepsis fra omverdenen, der gør ham bevidst om, at han og en fremtidig kæreste nok bliver nødt til at forsvare sig.
- Vi kommer nok til at skulle stå på mål for valget om at blive forældre.
Det røber noget om de kræfter, Jonathan er oppe i mod. Jonathan er både forsvarsspiller og målmand i sit eget fremtidige forældreskab – og dét før kampen overhovedet er begyndt. Selvom det ikke helt har taget pusten fra ham endnu, fortæller han, at det nogle gange kan forstærke hans tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan være forælder.
Så kan far noget andet
Det siges, at håbet er det sidste, man slipper. Sådan er det heldigvis også for Jonathan. Han tror stadig – stædigt – på, at det kan lykkes at blive en god far:
- Jeg er bevidst om, at det vigtigste ved at være forælder er at udvise kærlighed og støtte til sit barn. Det kan godt være, jeg ikke kan spille bold med mit barn, hvis jeg bliver far, men så kan vi spille kort i stedet.
Han hælder også til, at det godt kan fungere, at det er hans hjælpere, der fysisk tager barnet op, mens han drager omsorg på andre måder.
Jonathan tror på, at han kan give sine børn noget vigtigt med på vejen, fordi han har CP. Det handler først og fremmest om rummelighed og naturlighed omkring handicap. Han forventer, at det vil blive normalt for hans børn, at han sidder i kørestol, og at han skal hjælpes lidt ekstra.
– De vil jo bare se deres far, siger han, når han forestiller sig, hvordan deres syn på hans handicap vil blive.
Så Jonathan går efter at gøre drømmen til virkelighed en dag og lade den vinde over tvivlen.
Fakta
Om Jonathan
Jonathan Cyril Andersen er 25 år og bor i Risskov ved Aarhus. Han deltager i øjeblikket i et udviklingsforløb på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, mens han afsøger muligheden for at få førtidspension. Jonathan har altid drømt om at finde en partner og stifte familie.
