Krydser broer for fællesskaben og fodbolden

Vi træner kun sammen hver anden måned. Til gengæld kører vi langt for den enkelte træningsgang, hvor vi både er sammen om boldspillet og deler erfaringer om livet med CP.

 

AF ASTRID VISTI KROGH, SPILLER PÅ CP-KVINDELANDSHOLDET I FODBOLD

 

Jeg kan tydeligt huske de første gange, jeg var til samling (træning) på CP-kvindelandsholdet i fodbold. Den accept og forståelse, jeg mødte på holdet, skabte hurtigt et frirum for mig.

 

Til daglig går jeg i 3. g på Aurehøj Gymnasium, hvor jeg omgås med mange unge mennesker, der ikke har et fysisk handicap. Det skaber naturligvis en masse spørgsmål omkring, hvorfor jeg går, som jeg gør, og hvorfor jeg for eksempel ikke kan være med til idræt, når jeg godt kan spille fodbold. Det kan være super anstrengende gentagne gange at forklare, hvorfor jeg er, som jeg er, og hvorfor jeg gør, som jeg gør.

 

På CP-kvindelandsholdet i fodbold bliver jeg accepteret og forstået som den, jeg er. Jeg skal ikke forklare, hvorfor jeg har svært ved at udføre en bestemt øvelse, eller hvorfor jeg bliver hurtigere træt, for det ved folk i forvejen. Når jeg er sammen med pigerne på holdet, kan jeg bruge min energi på det, jeg synes er sjovt og spændende, nemlig fodbolden og mine venner.

 

Mødes hver anden måned

Vores hold er det eneste fodboldhold for kvinder med cerebral parese (CP) i Danmark. Det hører under CP Fodboldcenteret, som er en del af fodboldklubben FC Storebælt. Holdet blev dannet i 2019, og jeg var selv en af de førs

te spillere på det. Fælles for os er, at vi har lyst til at være en del af et fællesskab og samtidig dyrke en sjov sport.

 

Siden har vi driblet derudad, vundet og tabt kampe, afholdt en masse samlinger, overnattet sammen, grint sammen, delt erfaringer og meget mere.

Vores kvindefodboldhold er ikke et hold ligesom alle andre. Vi mødes nemlig kun hver anden måned i Korsør til samlinger. Hertil kommer spillere fra hele landet i aldersgruppen 12 år og opefter. Jeg selv tager en tur på 100 kilometer fra Gentofte til Korsør for at spille fodbold på holdet, og andre kører længere endnu.

 

 

 

Spillere på begge sider af Storebælt

Vi leder hele tiden efter nye spillere, og i foråret 2023 tog vi til Jylland til en tre dage lang samling for at tiltrække flere kvinder og piger, som kunne være interesseret i et fællesskab og i at afprøve fodbolden. Det var en stor succes, og efter turen tilmeldte to jyske piger sig holdet, så nu er vi i alt fem fra Jylland, seks fra Sjælland og en fra Fyn. Vi håber, at vores fællesskab om fodbold og CP også i 2024 kommer til at favne flere nye spillere fra hele landet.

 

Store drømme

Sidste år bød på store oplevelser, da vi deltog i den første turnering i CP-fodbold for kvinder afholdt på dansk jord. Det var en fantastisk weekend med intense kampe med Irland, Holland og Spanien.

 

Vi har store drømme på holdet. Vi drømmer især om at komme til VM i Spanien her til november 2024 – og vi er i fuld gang med forberedelserne. Hvis det lykkes, vil det være vores første officielle deltagelse i en større turnering.

 

FAKTA:

Om kvindelandsholdet

CP-kvindelandsholdet i fodbold har ni spillere og ledes af holdleder Margrét Bjarnadottir, cheftræner Mie Munch Randløv, assistenttræner Mathilde Graungaard Bech og teamleder Len Nossell.

 

Hør mere om holdet

Er du ung pige med CP, og har du lyst til at udforske fodboldsporten mere og samtidig møde andre unge piger og kvinder med CP? Eller kender du en, der har? Så kontakt endelig holdleder Magrét Bjarnadottir og hør mere på tlf. 26 78 51 20 eller mail: famfasan20@gmail.com

Du kan også følge med i holdets aktiviteter, fællesskab og drømme på Instagramprofilen cpkvindefodbold.dk

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top