AF CATH BORCH JENSEN, UDSTILLINGSVÆRTINDE, DANSER OG FORMIDLER AF TABUBELAGTE EMNER PÅ TVÆRS AF MEDIER | FOTO: SE BILLEDTEKSTER
Min mor har, fra jeg var ganske lille, fortalt mig, hvordan hun og min far i deres unge punkerdage i 1980’erne klistrede billeder af maleren Marc Chagall på plexiglasvæggene i den kuvøse, jeg tilbragte mine første måneder i. For jeg blev født tre en halv måned for tidligt, med en fødselsvægt svarende til en liter mælk og en kvart liter piskefløde. Min for tidlige fødsel medførte, sammen med iltmangel under fødslen, at jeg fik cerebral parese (CP).
Mens jeg lå dér i den udsmykkede kuvøse, spillede mine forældre klassisk musik for mig, og min mor læste den irske forfatter James Joyces roman ’Ulysses’ højt, imens hun konstant holdt mig i sin hånd. Jeg har smilet meget ad hendes genfortælling af min ankomst i verden. Selvom mine forældres tilgang var småexcentrisk, er jeg overbevist om, at min start i livet har haft stor betydning for både min overlevelse som spæd og min kærlighed til kunsten sidenhen. Og ligesom musikken oplæsningen, og anden kunstnerisk stimulering dengang var med til at knytte bånd mellem mig og mine forældre, oplever jeg, at kunsten den dag i dag også bringer mig tættere på andre mennesker, og dem på mig – med og uden handicap.
Cath er 40 år og har CP. Til daglig arbejder hun som udstillingsværtinde på kunstcenteret Copenhagen Contemporary. Derudover er hun formidler på tværs af medier, kropsaktivist, konsulent og danser. Foto: Marie Rosenkrantz Gjedsted.
Noget at være fælles om
Mine forældre var og er teaterteknikere, og teaterforestillinger, musik, sang, litteratur og dans var et centralt omdrejningspunkt i min opvækst – Som jeg også sidenhen kontinuerligt har valgt til. I dag arbejder jeg til dagligt i fleksjob som udstillingsværtinde på kunstcenteret Copenhagen Contemporary, hvor jeg formidler national og international samtidskunst, blandt andet gennem samtaler med gæsterne og besvarelser af deres spørgsmål. Derudover er jeg mangeårig selvlært danser inden for integreret dans, der, blandt meget andet, fokuserer på– gennem dansen – at bygge bro imellem mennesker med varierende kropslige og menneskelige præmisser og vilkår.
I 2023 genopførte Cath sit danse-soloværk ’ModerTræ’ på festivalen Delte Vande i Brønshøj Vandtårn – I samarbejde med Sopran og Komponist, Annemette Pødenphandt. Foto: Alex Mørch
Præcis hvordan kunsten har haft og har betydning for mit liv, også i forhold til min CP, er egentlig udfordrende at sætte ord på. Først og fremmest fordi de oplevelser, kunsten tilbyder, ofte er uudtalte. De kommer til os gennem sanserne og følelserne. Og på den måde er de en invitation til at mærke og blive opmærksomme på det, vi ikke taler om – med os selv og med hinanden.
Måske netop derfor har både scene-, billed- og installationskunsten altid tilbudt mig unikke og intime oplevelser, men også oplevelser, jeg har kunnet dele med andre, med og uden handicap. Ofte har jeg fornemmelsen af at forglemme og række ud over mig selv og ind i fællesskaberne, fordi netop kunsten tilbyder os noget at være fælles om. For eksempel når børn såvel som voksne museumsgæster – efter et par hurtige spørgsmål om min kørestol – spørger nysgerrigt til kunstværkerne – og om jeg selv laver kunst? Derudfra får vi gensidigt inspirerende snakke om, hvad kunst er og kan, og hvordan den er og bliver tilgængelig for alle mennesker.
I de situationer oplever jeg, at mine bidrag og mit nærvær bliver essentielt for gæsterne, samtidig med, at jeg selv bliver beriget.
Cath på arbejde på Copenhagen Contemporary. Privatfoto.
”Nåååh, så du arbejder her!”
Min formidling af kunst bidrager ikke blot til at udvide menneskers opfattelse af den, men også deres forståelse af handicap. Adskillige gange i løbet af min arbejdsdag får museumsgæster simultan overraskelse i øjnene og smil på læberne over at møde mig flere steder i kunstcentret – som kompetent medarbejder, i kørestol. Nogle klør sig endda i håret over min imødekommenhed, førend de udbryder:
- ”Nåååh, så du arbejder her!”
Hvorefter et nyt lag usynlig is brydes, og nye samtaleemner og aha-oplevelser kommer op til overfladen – om livet og kunsten. Og om gæsternes forestilling om mennesker med handicap, sammenholdt med deres møder med mig.
I de situationer kan jeg ikke undgå at blive ekstra varm om mit formidlende, kropsaktivistiske og relationelle hjerte. For som filosoffen Kjeld Edsberg Løgstrup skrev:
- Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.
Fakta
Du kan læse mere om de udstillinger, Cath formidler i sit arbejde, på copenhagencontemporary.org/
Du kan følge med i Caths formidling af kunst og andre emner på tværs af medier på: facebook.com/cath.borchjensen og instagram.com/cath_spastikermedstil
