Glemsel er i sig selv et overgreb.
Derfor er det et historisk vendepunkt, at der med udredningen om de anbragte i særforsorgen endelig er kommet en samlet og videnskabelig dokumentation af de vilkår, der var børn, unge og voksnes hverdag under særforsorgen.
Det er et første og vigtigt skridt mod en anerkendelse af den uret, mange anbragte var offer for, at de nu har fået dokumenteret deres liv og skrevet deres tilstedeværelse i verden ind i historien.
Læsning af den historiske udredning er en trist og øjenåbnende oplevelse. Vi vidste i forvejen, at særforsorgen var et sort kapitel. Men den systematiske opregning af fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb, eksperimentel kirurgisk behandling og fejlanbringelser baseret på en tvivlsom brug af intelligenstest, gør ondt. Og det kan på ingen måde undre, når udredningen også må konkludere, at tiden i særforsorgens varetægt har påført de anbragte ødelæggende skader i form af rodløshed, mindreværdsfølelse, problemer med at indgå i sociale og familiemæssige relationer, stigmatisering, angst – og for anbragte, der blev steriliseret, en manglende mulighed for at få børn og skabe familie.
De individuelle omkostninger har været enorme. Men rapporten afdækker ikke kun den individuelle uret. Også systemets svigt i form af manglende og lemfældigt tilsyn med det, der foregik i særforsorgen, afdækkes. Tilsynet var tilfældigt, usystematisk – og passivt i den forstand, at det kun reagerede på klager og aldrig var proaktivt og opsøgende. Staten førte tilsyn med det ene øje lukket.
Nogle vil sikkert spørge: Var særforsorgen ikke blot udtryk for den tid, den var en del af? Kan vi dømme og fordømme baglæns? Kan vi måle datiden med nutidens juridiske, etiske og moralske målestok?
Realiteten er, at dele af det, der foregik i særforsorgen, også var ulovligt i samtiden og var genstand for betydelig kritik i samtiden. Udredningen refererer både åbne kilder fra aviser og organisationsblade og interne kilder i systemet for stærkt kritiske og bekymrede ryster. Det er kun et figenblad, hvis nogen vil hævde, at man var i god tro.
Derfor er jeg oprigtigt glad for, at regeringen har besluttet, at socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil skal give de efterlevende fra særforsorgen en officiel undskyldning ved en højtidelighed 11. september i Horsens.
Ingen ord kan gøre de overgreb og ydmygelser, mennesker med cerebral parese og andre funktionsnedsættelser oplevede, ugjorte. Men en officiel undskyldning og kollektiv vedståelse af den uret, en hel befolkningsgruppe blev påført, kan lindre smerten og mindske oplevelsen af at være alene og isoleret med sin fortvivlelse.
Pia Allerslev
Landsformand, CP Danmark
