AF PIA ALLERSLEV - LANDSFORMAND I CP DANMARK
Umiddelbart før sommerferien offentliggjorde regeringen Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger til en ny struktur på sundhedsområdet. Et imponerende arbejde med en række refleksioner, som både hver for sig og på de overordnede linjer er god musik, set fra et handicapperspektiv: Fast tilknyttet læge på botilbud, samlet regionalt ansvar for hjælpemiddelområdet, regionalisering af den vederlagsfri fysioterapi, vedligeholdelses- og genoptræning.
Alle disse nyttige og relevante forslag fødes ud af et ønske om at skabe sammenhæng, minimere antallet af overgange for borgerne mellem kommunale og regionale myndigheder og sikre tilstrækkelig erfaring hos det personale, der møder borgerne. Der er også en positiv hensigt om at styrke tværfaglighed og koordinationen mellem de mange indsatser på sundhedsområdet.
Det er jo præcis det, vi i CP Danmark drømmer om på handicapområdet – ikke bare når personer med CP er syge og har behov for behandling i sundhedsvæsenet. Men også i dagligdagen, hvor mange har behov for en højt specialiseret social indsats, specialtilbud og komplekse kompensationsordninger for at kunne leve et liv på lige vilkår. Indsatser og tilbud, som er så specialiserede og komplekse, at det på ingen måde giver hverken økonomisk eller faglig mening, at opbygge den faglighed i 98 kommuner.
Det er helt nødvendigt at kunne samle og pulje faglighed på tværs af kommunerne. Til det formål har vi brug for et ambitiøst regionalt niveau. I CP Danmark har vi længe ønsket os en specialeplan, der centraliserer de højt specialiserede funktioner på handicapområdet – som ikke kan varetages kommunalt – hos regionerne.
Derfor er det et kolossalt problem, hvis en konsekvens af sundhedsstrukturreformen bliver, at regionerne udelukkende kommer til at beskæftige sig med sundhed.
Det er et problem i forhold til omtrent 4.000 pladser til unge og voksne med handicap på botilbud, i forhold til specialbørnehaver, særlige klubtilbud, aktivitets- og beskæftigelsestilbud, sikrede tilbud og andre tilbud, som i dag drives af regionerne. For allerede ved kommunalreformen i 2006 indså kommunerne, at disse tilbud var alt for specialiserede til at kunne drives kommunalt.
Et andet problem opstår, når specialeplanen skal forankres fagligt. Det kræver nemlig, at der er et centraliseret niveau over kommunerne, som kan løse og løfte de videnstunge faglige opgaver, som kommunerne indlysende ikke magter.
Det giver ganske enkelt ikke mening at identificere specialer, opbygge tværgående vidensenheder og højt specialiserede indsatser, hvis disse indsatser ikke forankres centralt og servicerer borgere i regionale eller landsdækkende tilbud, så alle kan få glæde af den samme højt specialiserede viden.
