LEDER: Vidnesbyrd fra en ikke særlig fjern fortid

Det er i sig selv et vendepunkt, at der nu – med den netop offentliggjorte udredning om anbragte i særforsorgen – endelig er kommet en samlet og videnskabelig dokumentation for de vilkår, der var børn, unge og voksnes hverdag under særforsorgen.

Det er et første og vigtigt skridt mod en anerkendelse af den uret, mange anbragte var offer for, at de nu har fået dokumenteret deres liv og skrevet deres tilstedeværelse i verden ind i historien. Glemsel er i sig selv et overgreb. Læsning af den historiske udredning er en skræmmende og øjenåbnende oplevelse. Ikke at vi ikke vidste, at særforsorgen var et sort kapitel, men den systematiske opregning af fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb, eksperimentel kirurgisk behandling og fejlanbringelser, baseret på en meget tvivlsom brug af intelligenstest, gør ondt. 

Det kan på ingen måde undre, når udredningen også må konkludere, at tiden i særforsorgens varetægt har påført de anbragte ødelæggende skader i form af rodløshed, mindreværdsfølelse, problemer med at indgå i sociale og familiemæssige relationer, stigmatisering, angst – og for anbragte, der var blevet steriliserede, en manglende mulighed for at få børn.

De individuelle omkostninger har været enorme. Rapporten afdækker ikke kun den individuelle uret, men også systemets svigt i form af manglende og lemfældig tilsyn med det, der foregik i særforsorgen. Udredningen konstaterer, at tilsynet langt fra var systematisk, men derimod passivt i den forstand, at tilsynet kun reagerede på klager og aldrig var proaktiv og opsøgende. Staten førte tilsyn med det ene øje lukket.
Nogle vil sikkert spørge: Var særforsorgen ikke blot udtryk for den tid, den var en del af? Kan vi dømme og fordømme baglæns? Kan vi måle datiden med nutidens juridiske, etiske og moralske målestok?

Realiteten er, at det, der foregik i særforsorgen, også var genstand for kritik i samtiden. Udredningen refererer både åbne kilder fra aviser og organisationsblade og interne kilder i systemet for stærkt kritiske og bekymrede røster. Det er kun et figenblad, hvis nogen vil hævde, at man var i god tro.

Derfor er det CP Danmarks synspunkt, at alle de mennesker, som systemet svigtede, har krav på en officiel undskyldning. Det er godt og vigtigt, at deres historie er blevet fortalt, men de overlevende har krav på, at dem, der har ansvaret i dag, siger undskyld for den uret, vi som samfund påførte en hel befolkningsgruppe.
 
Pia Allerslev
Landsformand 
 
”Læsning af den historiske 
udredning er en skræmmende 
og øjenåbnende oplevelse.

Sidst opdateret:
Gå til top Top