Lonnie Als er desværre en af dem, der indgår i statistikken for brystkræft, der ikke blev opdaget i tide. Hun bor i Rødovre, har cerebral parese og været medlem af CP Danmark i mange år.
Som en del af screeningsprogrammet var hun indkaldt til mammografi i 2009. Lonnie Als, der sidder i kørestol husker det som meget besværligt. Hun kunne ikke rigtig komme ind under røntgenapparatet på klinikken i Hvidovre, selv om personalet var søde og gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe. Billederne blev taget, men de var ikke super gode.
Hvis ikke hendes situation ændrede sig, skulle hun melde afbud til de fremtidige screeninger. Det skrev klinikken. Den melding tog Lonnie Als til efterretning, lige indtil hun i 2020 opdagede, at hun havde en stor knude i det ene bryst.
Det var en medarbejder i hjemmeplejen, som var kommet hos hende i 16 år, der efter tre ugers ferie, var kommet tilbage på arbejde igen. Under hjælpen til badet opdagede hjemmehjælperen en stor knude i Lonnie Als bryst.
Det var selvfølgelig noget af en chok, men Lonnie Als fik sundet sig og kom til undersøgelse på en privatklik i løbet af kort tid. Her blev det konstateret, at der var tale om en stor kræftknude, som krævede at brystet blev fjernet. Operationen blev foretaget, heldigvis så succesfuldt, at hun indtil videre har undgået kemoterapi og strålebehandling.
Nu her to år efter chokket har Lonnie Als det godt. Hun går til kontrol hvert halve år på Herlev Sygehus, men er stadig vred over den melding, der i mange år fik hende til at afholde sig fra at deltage i screeningsprogrammet. Hun vidste nemlig ikke, at der i dag findes meget mere avanceret røntgenudstyr, så mammografien kan foretages liggende.
FH