TEKST OG FOTO AF ANNE RUMLAND ØSTBYGAARD
Da Anita Bager var otte-ni år, tog hendes far hende til et lægetjek på ortopædhospitalet på Hans Knudsens plads i København (i dag er hospitalet nedlagt og overført til Rigshospitalet). Pigen kunne ikke gå. Benene, knæene og fødderne vendte indad, og der var ingen udsigt til, at hun ville komme til at gå nogensinde.
- Lægen kiggede på min far og sagde ’kom igen i morgen, så opererer vi hende’, fortæller Anita.
Dagen efter blev hun skåret op fire steder, fik benene ’drejet ud’ og lagt i gips fra brystet og ned. Operationen tog så lang tid, at hun vågnede under den. Og da hun endelig var færdig og vågnede, så hun sine ben ligge i trisser, der hang ned fra loftet, og hun begyndte at skrige.
Operationen blev kaldt ’et forsøg’ af lægen. For man var ikke ganske sikker på udfaldet.
Anita er godt klar over, at hendes historie lyder voldsom. Hun kalder det selv, at hun er en såkaldt ’gammel CP’er’ (gammel med cerebral parese). Hun er fra den tid, hvor den slags skete – at man for eksempel kunne finde på at forsøgsoperere.
Heldigvis lykkedes operationen, og Anita fik et liv, hvor hun var i stand til at gå.
Et godt liv
I dag er hun gået på pension og bruger sin tid i hjemmet i Hundested, hvor hun bevæger sig rundt med stok. Når hun da ikke lige er i byen og bruger krykker eller er til demonstration i kørestol foran Christiansborg i København.
63-årige Anita, der har fire børnebørn, synes, at hun har levet – og stadig lever – et godt liv. Fra en tidlig alder blev hun stædig og besluttede, at hendes CP ikke måtte begrænse hendes liv. Kampgejst, kalder hun det.
Men det kom alligevel bag på hende, da udtrætningen kom drønende for et par år siden. Efter et kvart århundrede på den samme arbejdsplads var hun gået på førtidspension efter et fald og en brækket hofte.
Førtidspensionen havde egentligt ikke noget at gøre med senfølgerne fra hendes CP. Men det var alligevel heldigt, at hun allerede var på pension, da senfølgerne kom buldrende.
Før i tiden kunne hun nemlig det hele. Det kan hun ikke længere.
- Nu skal jeg bruge en til to dage for at komme mig, hver gang jeg har været til et arrangement, siger hun.
Indretter sin hverdag
Hun beskriver senfølgerne som en ekstrem fysisk træthed, som hun bliver nødt til at planlægge efter. Hun skal komme sig efterfølgende, hvis hun har været til Landrover-træf eller har overnattet nye steder. Sovet i andre senge og siddet på andre stole. Hendes krop bliver påvirket af miljøer, som hun ikke er vant til.
Anita kender hvert et hjørne af huset i Hundested. Det gør, at hun kan lade op i sit hjem. Når hun er ude, er alt nyt og kræver kræfter. ’Hvor langt kan jeg gå, hvordan kommer jeg rundt?’
Til at begynde med negligerede hun senfølgerne. Men det blev de værre af. I stedet fandt hun ud af, at de var nemmere at leve med, hvis hun ’gik med dem’, som hun siger.
Udtrætningen ændrer ikke på, at hun stadig gør de ting, hun vil i sin hverdag. Men det kommer med en pris, som hun betaler i dagene efter.
Så Anita har slækket på sin idé om, at CP’en ikke må begrænse hendes liv. Hun deltager i arrangementer og møder i de lokale afdelinger af CP Danmark og Dansk Handicapforbund stort set, som hun plejer. Men hun sørger for at rydde kalenderen bagefter, så hun kan komme sig.
Lange rejser, hvor hun sov i sin Landrover, kan hun heller ikke længere.
- Jeg ville blive så træt, at jeg ikke ville få noget ud af det, siger hun. Nu står den på charterferier, hvis der skal rejses.
Sommerhus på skævt terræn
For at vedligeholde bevægeligheden og mindske smerter som følge af CP, lægger Anita vægt på at træne. Både i fitnesscenteret og i sin hverdag, hvor bare det at bevæge sig rundt er en form for træning.
Hun og kæresten gennem 24 år, Peter, har et sommerhus på stenet terræn i forskellige niveauer i Karlskrona i Sverige, og hjemmet i Hundested er i to plan. Hver dag bliver hun udfordret, når hun bevæger sig rundt. Hun kan godt samle en skål op fra gulvet. Men et stykke papir er ikke nemt, og hun kan ikke rejse sig op, hvis hun falder.
Anita og kæresten Peter har sommerhus i Sverige. Grundfjeldet er stejlt og svært at bevæge sig rundt på for Anita. Men hun tager det som træning.
- Da jeg var yngre, kunne man måske ikke se på mig, at jeg har CP. Men det kan man nu. Min krop er slidt. Jeg er 63 år, men måske er min krop som en 83-årigs.
Vil du sige, at CP’en giver dig flest udfordinger nu, hvis du ser på hele dit liv?
- Nej sådan er det ikke. Det var helt klart værst i teenageårene, hvor man bare gerne ville være som de andre. Dengang turde jeg ikke at rejse mig op og gå tværs hen over gymnastikgulvet, hvis vi havde en fest på skolen.
Hun beskriver, hvordan hun har det helt anderledes i dag. Des ældre, hun er blevet, des mere ligeglad er hun med, hvad andre tænker om hende.
- Det har nok noget med modenhed at gøre og nogle ting, jeg fik bearbejdet, da jeg var i 30’erne. Jeg er SÅ ligeglad med, hvad andre tænker. Og det har jeg været i mange år. Og så bliver det trods alt nemmere at leve med senfølgerne og passe på sig selv.
