Af August Juul Albertsen fortalt til Benjamin Steengaard Rasmussen
Jeg har et synligt handicap på den måde, at jeg er spastisk i hele kroppen. Man kan se på min gang og mine bevægelser, at jeg har cerebral parese, og så kan man høre det på min stemme. Som barn brugte jeg kørestol i nogle situationer, men siden har jeg ikke brugt hjælpemidler.
Min opvækst på Nørrebro gjorde, at mine forældre valgte, at jeg skulle gå i skole i Bagsværd – langt fra storbyens skoler med mange trapper. Jeg gik på en privatskole, hvor der også var to andre med cerebral parese, det betød, at de andre elever vidste, hvad CP var. Jeg havde en god tid på skolen og fik gode venner. Men jeg oplevede også nogle udfordringer.
Jeg brugte meget energi på at være i skole, og efter lange skoledage havde jeg ikke kræfter til at være sammen med en stor flok venner bagefter, så der var jeg oftest bare sammen med en enkelt kammerat. Generelt havde jeg en god tid, og det fyldte ikke alt, at jeg havde et handicap - bortset fra at jeg ikke kunne cykle som de andre, det var en stor begrænsning for mig - og at bruge en trehjulet cykel som ung, det kunne jeg ikke få mig selv til.
Da jeg skulle på efterskole ændrede verden sig for mig, for der var der ingen, der vidste, hvad CP var. Det blev en stor udfordring for mig og en øjenåbner. Jeg havde nok troet, at alle vidste, hvad CP var, men der tog jeg fejl. Jeg brugte rigtig mange kræfter på at fortælle de andre elever om mig og CP, og hele situationen gjorde mig mere usikker end tidligere.
På efterskolen fik mange deres første oplevelser med kærester og sex, men jeg havde andet at se til. Jeg havde fuldt fokus på at finde mig tilrette og havde et psykisk hårdt år. Men det var også et rigtig godt år, på den måde at jeg blev meget klogere på mig selv. Det var en periode, hvor jeg var usikker på min krop, hvilket gjorde mig tilbageholdende overfor pigerne. Man kan sige, at jeg havde de klassiske teenageproblemer forstærket af mit handicap.
Det sociale liv
Jeg har altid haft gode, tætte venner og har stadig venner fra min barndom. Man kan sige, at trods mit handicap fik jeg en sikker start på livet, og det har mine venskaber været medvirkende til. Jeg har altid kunne få nye venner, men det har dog altid været en udfordring at have et synligt handicap og møde nye mennesker - og møde piger.
Folk reagerer forskelligt på mit synlige handicap, og ofte ikke som jeg gerne vil have det. Nogle vil på en måde hjælpe for meget, andre reagerer slet ikke og de fleste er bange for at sige noget forkert, så de siger intet - selvom jeg kan se, at de gerne vil.
Så der er forskellige reaktioner fra andre mennesker, og det gør det udfordrende at have CP. Det er for eksempel irriterende, når folk kigger på mig på gaden eller taler højere til mig, som om jeg er mindre begavet. Jeg vil sige, at de to sværeste ting ved at have CP, for mig, er, at jeg har mindre energi end andre og så folks reaktioner overfor mig.
Hvis jeg er i byen fredag aften med vennerne, kan jeg få bemærkningen ”Det er flot, at du tager ud, selvom du er, som du er”, hvilket jo bestemt ikke er en kompliment. Det viser bare, at folk har fordomme om mig. Og netop i byen kan min tale give problemer. Min tale er utydelig og langsom, og det er en udfordring og svært i sociale sammenhænge, hvor der for eksempel er høj musik og mange mennesker. I sådanne situationer kan det være svært for mig at snakke med i et større selskab.
Nogle gange overvejer jeg, om jeg skal sige noget, men tænker så at det går ikke og taler bare med sidemanden i stedet. Tidligere kunne det godt hæmme mig i forhold til andre mennesker, hvis jeg for eksempel skulle starte et nyt sted, men jeg har arbejdet meget med mig selv i forhold til at møde nye mennesker. I dag nyder jeg at gå i byen, være social og møde nye mennesker.
Man skal finde balancen
Da jeg tog HF på Det Frie Gymnasium gik jeg ned med stress halvvejs, fordi jeg havde presset mig selv for meget. Der blev mine kognitive vanskeligheder afsløret for mig, og jeg fandt ud af, at jeg ikke kendte hele mit handicap. Det resulterede i en kognitiv undersøgelse, og derefter at jeg fortsatte på deltid - jeg blev færdig i år og har søgt ind på RUC.
Jeg flyttede også hjemmefra for et år siden - lidt sent måske - men mine forældre havde svært ved at give slip, sådan er det nok for mange unge med CP. Men jeg har været glad for at flytte og har taget udfordringen med orden og rutiner op derhjemme – det er lidt en ekstra udfordring med CP. Mine udfordringer har ikke styret mit liv og har ikke fyldt alt. Jeg tror, at hvis man har CP, så må man bare erkende, at man har de udfordringer, man har, og så finde balancen og udfordre sig selv uden at blive presset for meget.
