Af Michelle Andersen og Frands Havaleschka
”Jeg blev mobbet. De kaldte mig spasser. De tog mine ting – bl.a. min madpakke. De provokerede mig for at se om jeg kunne løbe (hvilket jeg ikke kunne). De kastede ting efter mig, bl.a. sølvpapir og mad. De stak mig med den spidse ende af en passer og pakkede den væk så jeg ikke kunne bevise noget, hvis jeg en sjælden gang fik fat i en lærer”.
Det var bestemt ikke dansk og matematiktimerne som Cæcilie Nisbeth husker bedst fra sin skolegang på en bornholmsk skole i 90’erne, men derimod ydmygelserne i klassen og i frikvartererne. Mobning hun selv betegner som social eksklusion.
- Samtidig vidste de godt, at jeg havde et iltert temperament og kunne blive meget hidsig, men det var blot benzin på deres bål og animerede til endnu mere mobning, fortæller Cæcilie Nisbeth, der selv om hun nu er fyldt 36 år, stadig tydeligt husker sin skolegang.
Lærerne var tilsyneladende ligeglade
- De andre elever i klassen ville ikke være sammen med mig i frikvartererne og jeg blev aldrig inviteret med hjem, men det værste var, at lærerne tilsyneladende var ligeglade. De vendte det blinde øje til, og det fik lov at passere helt frem til afslutningen af 8. klasse.
Det var så slemt at Cæcilie ofte låste sig inde på skolens toiletter for at få fred.
Cæcilie tror, at en af årsagerne til at lærerne den gang ikke gjorde noget for at stoppe mobningen var lærergruppens uvidenhed om at diagnosen cerebral parese ikke blot er en fysisk funktionsnedsættelse men også rummer mange andre udfordringer, bl.a. af kognitiv art. Det var ganske enkelt ikke anerkendt i lærergruppen. Det er nok den store forskel på 90’erne og nu, mener hun.
- Lærerne troede det var noget jeg fandt på, så de var mere eller mindre ligeglade når jeg klagede over smerter eller over at jeg ikke kunne gennemføre gymnastikøvelserne eller var i stand til at overskue tingene, hvis der skete ændringer.
Ofte blev Cæcilie presset til at overskride sine grænser for hvad hun kunne, bl.a. til at gå 5-10 km i faget idræt, hvilket hun ikke kunne klare rent fysisk.
Heldigvis er lærerne bedre uddannet i dag og har en helt anden pædagogisk tilgang til tingene. Men man kan undre sig over, at lærerne ikke greb ind, uanset om de kendte omfanget af mobningen eller ej.
Fik trøst hos forældrene
Det eneste lyspunkt i den problematiske skolegang var forældrenes store opbakning omkring Cæcilie, hvis smertefulde klager fra skoledagen blev modtaget med stor alvor.
- De var guld værd for mig, de kæmpede mod skolen alt hvad de magtede og min mor brugte timer på at trøste mig når jeg kom hjem. I det hele taget sørgede mine forældre for at jeg fik en tryg barndom.
Cæcilie husker, at forældrene jævnligt prøvede at råbe lærerne op og tog initiativ til at holde møder på skolen. Men ingen havde indberetningspligt over for lærerens ageren, så der skete ikke noget i folkeskolen. I 8. klasse ebbede det lidt ud af sig selv. Her var det nogle andre ting, der trak.
Den primære årsag til at Cæcilie kom igennem den hårde skolegang var at hun vidste hun var dygtig i skolen:
- Jeg lå i den gode ende af klassen, så selvom de behandlede mig som skidt, så vidste jeg inderst inde, at jeg var dygtigere end dem og det var en rigtig god følelse.
Alenetid blev den bedste tid
I bund og grund er Cæcilie introvert - det var hun også den gang - men oplevelserne i skolen har nok betydet, at hun som voksen er blevet endnu mere tilbageholden.
Men hvordan kunne Cæcilie så holde det ud, og hvad gjorde hun selv for at skærme sig fra oplevelserne?
Midt i alle problemerne fandt Cæcilie ud af, at det var okay at være alene. Faktisk blev det hurtigt sådan, at hun havde det allerbedst når hun var alene.
- Jeg fandt ud af, at jeg glædede mig til at lege med Lego, når jeg kom hjem. Jeg nød min alenetid og blev lidt reddet af at jeg samtidig var introvert og ikke havde det store sociale behov, understreger Cæcilie, der i dag ikke har de store problemer med fortidens oplevelser.
- Sådan har børn nok alle dage været indrettet, men jeg har da nag til lærerne i en eller anden forstand. Dem som burde gøre noget men ikke gjorde det. Derfor har jeg i dag svært ved at stole på folk, men generelt er det ikke noget jeg går og spekulerer på i dagligdagen.
Kort om Cæcilie
Cæcilie Nisbeth er 36 år og blev født 12 uger for tidligt med en længde på 37 cm og en fødselsvægt på 1070 gram. Hun har cerebral parese og var i flere år formand for CP Ung og siden kasserer i en af CP Danmarks kredsforeninger. Cæcilie gik 0.-9. klasse i en almindelig folkeskole på Bornholm og tog 10. klasse på en friskole på øen. Hun startede på HF enkeltfag og tog siden en kontoruddannelse i København. Cæcilie er i dag ansat som administrativ medarbejder i et fleksjob 15 timer om ugen.
Cæcilies 3 gode råd:
- Vær der for dit barn og skab et trygt hjem.
- Fortæl de andre forældre om dit barns eventuelle udfordringer.
- Prøv at klæde dit barn på til at kunne sætte ord på sin CP-diagnose, så det kan svare for sig i skolen.
