Af Astrid Visti Krogh
Vi har været i Barcelona på en fodbold camp med andre piger, der har cerebral parese (CP). Vi spillede selv en masse fodbold og så en hel del fodbold, men det vigtigste var det sociale. Vores sammenhold blev stærkere, og vi fik et nyt håb om, at vores drømme en dag vil gå i opfyldelse.
”Hvem er I?”, tænker I nok. Vi er Danmarks CP-kvinde fodboldhold. Vi er i aldersgruppen fra 12 år og opefter, vi har spillere fra hele landet og vi samles cirka en gang om måneden for at spille fodbold i Korsør. Men for os handler det ikke kun om fodbold, der er også det sociale, at samles med nogen, der ved hvordan det er at være dig.
Hos os er du ikke anderledes, du er ligesom alle andre. Alle dine udfordringer er du lige pludselig ikke alene om. Du er omgivet af piger der er ligesom dig. ”Men har I også udfordringer kognitivt”, vil du sikkert spørge?
Vi har spillere som ikke er særlig kognitivt ramt, som går i normal folkeskole, gymnasium, på universitetet osv. De kan klare sig selv, og har ikke behov for den store hjælp. Vi har også nogle spillere som er mere kognitivt udfordret, og f.eks. i gang med en STU-ungdomsuddannelse. De har behov for mere hjælp, og det får de fra de andre på holdet, fra trænerne og ind imellem også fra forældrene. For os er det vigtigt, at alle har det godt og har det sjovt - lige meget hvordan eller hvilken grad du er ramt af CP.
Interessen går i flere retninger
Nogle tænker måske, at ”det lyder vildt fedt det der, det vil jeg gerne være en del af, men jeg har aldrig spillet fodbold før og jeg har ikke rigtig nogen interesse for det”.
Men det er ikke noget problem, for vi har mange forskellige tilgange til fodbolden. Nogen har spillet i mange år, andre er lige begyndt. Nogen er kæmpe fodboldfans og andre har aldrig set en kamp. Det er altså ikke vigtigt for os, om du har prøvet det før eller hvor stor fan du er af spillet. Det vigtigste er, at du har det sjovt, at du føler dig tryg og du føler at du får noget ud af det.
Fodbolden giver os det hele: tætte venner, gode minder og følelsen af, at vi er gode nok som vi er. Oven i det får vi en masse motion som er vildt godt for din CP.
Vi har store visioner
”Men hvad har I egentlig oplevet”? Som sagt har vi lige været i Barcelona på en fodboldcamp, hvor vi spillede fodbold med andre CP-piger fra andre lande. Vi trænede, spillede kampe, spiste is, spillede spil og meget andet. Så både socialt, fysisk og fodboldmæssigt var vi underholdt.
Tidligere har vi også været på en fodboldcamp i Holland. Gennem stævnerne har vi lært en masse om CP, og vi har nu fået en masse fodboldvenner, der har nogle af de samme udfordringer som dig og mig. Men vi har mange drømme som hold. Vi vil gerne have flere oplevelser, og vi vil gerne være med i større turneringer som EM og VM.
Vi har altså store visioner om at gøre CP kvindefodbolden større i Danmark, og for at få vores drømme til at gå i opfyldelse har vi brug for din hjælp! Vi har brug for flere spillere, for uden et tilstrækkeligt antal spillere har vi svært ved spille kampe mod andre, tilmelde os turneringer og tage ud og opleve en masse ting med holdet.
Giv fodbolden en chance
Så hvis du selv har CP eller kender nogen piger/kvinder med CP over 12 år, så kontakt os endelig. Det er vigtigt at understrege, at du ikke behøver at have spillet fodbold før eller har stor interesse for spillet. Det vigtigste er, at du har lyst til at prøve det af, møde andre piger/kvinder med CP og have det mega sjovt. Og husk, at man ikke kan vide om det er noget for én, før man har prøvet det. Er det noget for dig eller ønsker du flere oplysninger så er du velkommen til at kontakte holdleder Magga på telefon 26 78 51 20 eller på mail: famfasan20@gmail.com
Kort om Astrid:
Astrid Visti Krogh, 18 år, går til dagligt i 2. g på Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Hun har spillet fodbold i seks år. Da hun startede, var hun ikke vildt interesseret i fodbold, men jo mere hun spillede jo mere begejstret blev hun for fodbold, som har givet hende meget, både fysisk og psykisk. Nogle af hendes tætteste veninder har hun i dag i fodboldmiljøet.