Tekst og foto: Frands Havaleschka
- Hjemme havde vi længe snakket om, at Emil, der har cerebral parese, skulle flytte hjemmefra, når han blev 25 år. Men efter at min mand og jeg havde undersøgt området og besøgt flere bofællesskaber for at afdække mulighederne i de eksisterende kommunale tilbud, var der ikke noget, der matchede vores forventninger, fortæller Pia Holm, der er mor til Emil og til daglig leder af Specialskolen Bramsnæsvig.
Da Linda og Thomas Borregaard, et andet forældrepar i familiens vennekreds, havde det på samme måde med deres datter Sarah, besluttede de to par i fællesskab at arbejde på at etablere et helt nyt bofællesskab, der kunne imødekomme deres ønsker om et godt og udviklende ungdomsliv for deres børn – og mange andres børn.
De ønskede at give de unge mulighed for at leve et aktivt ungdomsliv i et socialt fællesskab med andre unge ud fra en neuropædagogisk tilgang. Bofællesskabet skulle samtidig være udviklende med en livsstil, der bød på masser af aktivitet og sund kost - og som havde lyst til at vende sig ud mod verden og integrere sig i lokalsamfundet.
- At det så er lykkedes, ovenikøbet på en grund i nærheden af hvor vi selv bor, og som vi havde tænkt kunne være en god placering til et bosted for Sarah, ja, det er jo nærmest en drøm, der er gået i opfyldelse, fortæller Thomas Borregaard.
- Og det at være med i hele processen har gjort os mere klar til at løsrive os fra vores børn, er de to forældre enige om.
Seks års arbejde
Det er nu seks år siden, at de første gode tanker og idéer blev beskrevet i en projektplan som grundlag for det nye bofællesskab. Men i erkendelse af at opgavens omfang med selv at starte et så stort byggeprojekt fra bunden nok var større, end de kunne magte, kontaktede forældrene i stedet Fonden Mariehjemmene, som de bl.a. kendte fra bofællesskabet Lykke Marie i Slangerup.
Fonden, der administrerer og driver 18 bofællesskaber og plejehjem i hele landet, var som altid interesseret i at høre om det nye projekt, og ret hurtigt blev der indgået et samarbejde omkring udfordringen med udgangspunkt i forældrenes forarbejde.
- Ting tager tid, men gradvist kom der skred i planerne, og vi er glade for, at Fonden var så lydhøre overfor vores tanker med stedet, fortæller Pia Holm og Thomas Borregaard, der bl.a. lægger stor vægt på en sund livsstil med fysisk aktivitet og sund kost.
Grunden blev fundet, finansieringen rejst og Dansk Boligbyg udpeget som hovedentreprenør. I juni var bofællesskabet Cecilie Marie så klar til at tage imod de første beboere. Det var Sarah Borregaard på 22 år, Emilie Jørgensen på 18 år og Emil Bartels på 24 år. Efter planen flytter nye unge ind i august.
I alt har Cecilie Marie plads til 20 unge, fordelt på to grupper med hver otte personer samt en afdeling med fire lejligheder, hvor beboerne er meget selvhjulpne. Det er Susan Knage Møller, der er forstander på Cecilie Marie.
Hun startede i jobbet den 1. februar og har således været med i byggeriets slutfase, hvor hun gik i gang med at ansætte en bred, faglig dygtig personalegruppe. Den vil gradvist blive udbygget i takt med, at flere beboere flytter ind, således at den pædagogiske indsats hele tiden spiller med.
Dejligt når noget lykkes
- Emil flyttede ind den 3. juni og var selvfølgelig spændt på, hvordan det ville være selv at stå på egne ben, men han har klaret det rigtig flot, siger Pia Holm.
Det samme er tilfældet med Sarah og Emilie. Selv om det hele fortsat er nyt, så er alle lettede over, at opgaven som forældrene har arbejdet på i seks år, nu ser ud til at lykkes. Samtidig får samarbejdet med Lejre Kommune, der hele vejen igennem har været meget positive overfor etableringen af bofællesskabet og dets værdigrundlag, mange positive ord med på vejen.
Også lokalsamfundet har taget rigtig godt imod de nye beboere. Et godt eksempel var naboernes hurtige reaktion, da bofællesskabet via Facebook efterlyste havemøbler. Mange henvendte sig, og med naboernes hjælp blev opgaven hurtig løst. Alle er således enige om, at det har været en god start, som tegner lovende.