Af Frands Havaleschka
”Man skal huske at udleve sine drømme - også selv om man har en funktionsnedsættelse - for meget kan lade sig gøre, hvis man tør”.
Ordene kommer fra Peder Stausholm og er samtidig baggrunden for, at han om kort tid begiver sig ud på en vanvittig køretur - fra Gedser til Skagen – i sin el-kørestol. Med sig på turen har han hunden Jackie og en hjælper, der udskiftes undervejs. Det sker, når kalenderen vendes til 1. juli. Så forlader Peder Stausholm de velkendte og trygge omgivelser i Københavns Nordhavn for at begive sig ud på landevejen.
Han har revet juli måned ud af kalenderen, hvor hans sædvanlige postadresse er udskiftet med midlertidige ophold hos familie, venner og bekendte. Formentlig også suppleret med nætter under åben himmel og et par enkelte hotelovernatninger, hvor han har tænkt sig at give kroppen mulighed for at restituere.
Fik idéen på en sheltertur
- Jeg ved godt, at der kommer mange uforudsete udfordringer på vejen, men dem tager jeg i stiv arm, fortæller Peder Stausholm, der fik idéen til at udleve drømmen sidste år.
Det skete på en sheltertur i området ved Ry. Han havde hørt om de handicap-tilgængelige sheltere, der findes i området ved Silkeborg, og dem ville han teste. Så midt i august, hvor vejret var perfekt, tog Peder og Samojede-hvalpen Jackie, samt hjælperen Mikkel Harder, på tur i fem dage.
- Det var en rigtig god tur, og det gav mig blod på tanden til noget mere, fortæller Peder Stausholm, der fint kunne benytte de sindrige taljetræk og snoresystemer, der gjorde det muligt at finde leje i shelterne, der normalt har sovepladserne i en vis højde. Den største udfordring var dog de manglende toiletfaciliteter. Trods denne vigtige detalje på turbogens side med minusser, begyndte ideen med at planlægge en længere tur i 2019 at gro i Peders hoved. Ret hurtigt fandt han ud af, at hans ultimative drøm var at krydse Danmark fra Gedser til Skagen i el-kørestol.
Planen blev lagt i foråret
Idéen blev udviklet, og hen over foråret blev planen lagt, hjælperteamet forhandlet på plads, og hunden Jackie, der nu er halvandet år, advaret om, at der i juli venter en noget længere luftetur end sædvanligt. Den planlagte rute er på knap 1.000 km, og den tager Peder hul på med en togtur til Gedser, hvorfra der startes fra stationen den 1. juli.
Turen går nordover på Falster og tværs over Lolland, derefter med færgen til Langeland som krydses på midten. Derefter til Tåsinge, Svendborg og langs kyststrækningen på det sydlige Fyn til den gamle Lillebæltsbro. Fra Fredericia går det nordpå mod Silkeborg og derfra videre mod Viborg, Skive over fjorden til Mors og videre ud til Vesterhavet. Herfra op langs kysten via bl.a. Klitmøller, Hanstholm, Løkken for til slut at ende i Skagen, hvor han har en aftale om at mødes med kunstneren Bjørn Nørgaard.
Han har gennem længere tid efterlyst - og siden fået - flere overnatningstilbud på ruten, bl.a. hos sin gamle skolelærer i nærheden af Skanderborg, samt hos venner fra CP Danmark i Skive, men lige til det sidste er der mulighed for at byde ind med et gæstebud.
- Jeg er ganske ydmyg og tilfreds med, hvad der måtte byde sig, understreger Peder Stausholm.
Turen som filmprojekt
Fra starten gik Peder med planer om at få dokumenteret turen på film. Vel at mærke på professionel vis. Derfor kontaktede han den dygtige filmfotograf Jakob Carlsen, som han kendte fra tidligere aktiviteter. Filmfotografen tyggede lidt på opgaven og lavede et budget og en beskrivelse af projektet. Samtidig har han hjulpet med at få rejst finansiering til udgifterne. I skrivende stund er det ikke helt klart, hvor omfattende projektet bliver. Det afhænger af økonomien, og om det er muligt at skaffe velvillige sponsorer, der vil støtte optagelserne.
- Men nu ser vi, siger Peder Stausholm optimistisk. Hvad der end sker, så bliver turen gennemført under alle omstændigheder – om det så bliver super low-budget med Jaka Bov til aftensmad fem dage om ugen. Det bliver spændende at se, hvad det hele ender med. Du kan følge turen på Peder Stausholms Facebook-profil.