AF PETER GRÆSBØLL HOLM OG MARTIN MERRILD, NOSSELL & CO.
Tina Højager er – og har altid været – en problemløser. Som hun siger, når hun taler om overvejelserne, før hun blev mor:
- Jeg tænkte: “Det vil jeg gerne” – og så gik jeg i gang.
Tina har cerebral parese (CP) og har sammen med ægtefællen Thomas Højager to børn, Mathias på 10 år og Filippa på 7.
Når Tina fortæller om at blive forælder, står ordene nærmest i kø. Hun vil videre i teksten, frem til næste pointe. Hun husker tilbage på tiden op til graviditeten, hvor afstanden fra tanke til handling var kort. Hvis hun stod over for et problem, spurgte hun altid som det første:
- Hvad skal jeg gøre for, at det kan løse sig?
For eksempel anskaffede hun allerede under graviditeten en vugge på hjul, fordi hun vidste, at hun ikke ville være i stand til at bære sin søn rundt på grund af dårlig balance.
”Rækker jeg som mor?”
De første år som forælder var klart de hårdeste, husker Tina. For det første på grund af alle de ting, hun – ligesom alle andre nybagte forældre – pludselig skulle forholde sig til: Sene nattetimer med den lille, søvnmangel, bleskift, amning, ud på tur med barnevognen i tide og utide – og alt det andet.
Men den første tid tog også hårdt på Tina af en anden grund:
- Indtil jeg blev mor, gjorde jeg tingene på trods. Jeg overkompenserede for min CP ved at gøre alt, hvad jeg kunne for at passe ind og være som alle andre på trods af de konsekvenser, det havde, og den træthed, det medførte. For eksempel på studiet, når jeg tog den lange transport ind til alle forelæsninger og undervisningstimer, selvom der ikke var mødepligt, siger hun og fortsætter:
- Jeg ved i dag, at denne træthed er anderledes for mig end for folk, der ikke har CP. Men dengang troede jeg, det var normalt at være så udkørt.
Strategien med at overkompensere blev dog ikke ved med at fungere:
- Da jeg blev forælder, gik det for alvor op for mig, at jeg havde en krop, der begrænsede mig.
Tina husker især de nætter, hvor hendes nyfødte dreng var ked af det og skulle trøstes. For at trøste ham, var det nødvendigt at putte ham helt ind til sig, samtidig med, at man gik rundt. Det kunne Tina ikke – hun ville ikke risikere at falde med ham på grund af den dårlige balance. Så der sad Tina, på kanten af sengen. Og der gik hendes mand, Thomas, med deres søn helt ind til sig. Det var følelsen af ”et ansvar, jeg ikke kunne tage,” som hun beskriver det.
Det gav hende en følelse af utilstrækkelighed.
Kærligheden overvinder alt
Indtil videre har det hele handlet meget om Tina. Men intet menneske er en ø – specielt ikke, når det menneske har et andet lille menneske at tage sig af – og da helt sikkert ikke, når det menneske er Tina, der lige har fundet ud af, at hun ikke kan det hele selv.
Derfor vender vi os nu, ligesom Tina gjorde det, mod hendes mand, Thomas Højager. Selvom Tina på et tidspunkt fandt ud af, hvordan hun kunne skifte ble ved hjælp af en hel del CP-akrobatik - har Thomas nogle gange skullet gøre lidt ekstra – især når det kom til alle de praktiske ting. Thomas fortæller:
- Den her deling af plejen af barnet, som mange andre forældrepar har – den var ikke til stede. For jeg skulle gå rundt med Mathias, da han var syg. Så jeg havde lige pludselig en følelse af, at jeg stod med det hele. Men kærlighed besejrer alt, og så må man jo arbejde sig ud af det.
Tina og Thomas blev for alvor et makkerpar, da de blev mere opmærksomme på hinandens behov, fortæller Tina. De begyndte at prioritere åben og ærlig kommunikation, og det førte til, at de blev mere hensynsfulde over for hinanden.
- I de perioder, hvor vi satte os ned og talte helt ærligt, fortalte Thomas mig, at han ikke har oplevet det på samme måde som mig, og at han gerne gjorde dét ekstra. Der bekræftede han mig i, at jeg gør det godt nok – på trods af udfordringer.
I dag ved både Tina og Thomas derfor, at de skal give hinanden plads. For eksempel har Thomas brug for at koble fra og komme ud i naturen en gang imellem for at lade op. På den måde har han energi og overskud til at supplere Tina, hvor hun har brug for hjælp.
Søg hjælp og indsigt
Tina er et andet menneske i dag, end da hun fik sit første barn. Først og fremmest fordi hun har måttet lære at acceptere sine begrænsninger som forælder.
Takket være sin handlekraft undgik Tina en lang omvej omkring tvivlen, inden hun blev mor.
Hun synes dog ikke, at den yngre generation med CP skal bevæge sig ind i forældrelivet helt så blåøjet, som hun selv gjorde det. Derfor lyder hendes råd til andre med CP, der drømmer om at blive – eller lige er blevet – forældre:
- Hav mere indsigt i det handicap, du har. For mig har kognitive vanskeligheder påvirket mig i rollen som forælder. Blandt andet har jeg svært ved at multitaske og er sensitiv over for støj. Når man har små børn, er støjen naturligt større, og man kommer ikke udenom at multitaske, når man for eksempel står med et barn, der græder, og et andet barn, der taler på samme tid, siger hun.
- For mig gjorde det, at jeg følte mig stresset og utilstrækkelig. Havde jeg dengang vidst, at de udfordringer skyldtes min CP, tror jeg, det tidligere havde været nemmere at håndtere livet som mor og acceptere de udfordringer, min CP gav mig i forældrerollen, siger hun og uddyber:
- Havde jeg tidligere haft den viden, jeg har i dag, om mine kognitive udfordringer, havde følelsen af at være utilstrækkelig måske ikke fyldt så meget i de første år af mit liv som mor, som den gjorde. Og måske endnu vigtigere, jeg ville have haft muligheden for at opsøge viden og rådgivning om, hvordan jeg bedst kunne håndtere mine udfordringer i min rolle som mor – til gavn for mig selv, min mand og allervigtigst: Mine børn.
Tina er da også imponeret over, hvor reflekterede, hun oplever, at mange yngre med CP med forældredrømme er:
- De tænker over alle scenarierne, siger hun.
Hvis hun trods alt skal give endnu et godt råd til dem, er det følgende:
- Husk – særligt, hvis du er mor og skal leve op til alle idealerne: Der er mange måder at være forælder på. Og, du kan være en god forælder, bare på en anden måde.
Fakta
Om Tina
Tina Højager bor i Græsted sammen med sin mand, Thomas, og deres to børn, Mathias på 10 år og Filippa på 7.
For Tina og Thomas har det at stifte familie og få børn medvirket til en grundlæggende hensynsfuld tilgang til hinanden.
