Små aftryk i verden - på besøg i Centerbørnehaven

Små aftryk i verden - på besøg i Centerbørnehaven

I specialinstitutionen Centerbørnehaven eksperimenterer børnene med, hvad deres kroppe formår at skabe. De glemmer de begrænsninger, der kan følge med et handicap, og udvikler både deres motorik og tro på sig selv og deres kroppe.

Et udvalg af malerbøtter og glimmerdåser i forskellige kulører byder sig til foran fire små mennesker fra en af børnegrupperne i Centerbørnehaven i København. På skift får de præsenteret farverne. Alvinas øjne lyser op:

- Rød og lyserød, lyder hendes valg af maling. Kombineret med guldglimmer.

Hun og de andre børn blander maling og glimmer sammen i plastikkugler og -hjerter. Hos flere af dem lystrer den ene side af kroppen bedre end den anden. Alvina på tre år og to af de andre børn har CP, mens det fjerde barn har en anden diagnose. Hos børnene med CP bliver den mest besværede side af kroppen inddraget som støtte, når glimmeren skal op af æsken eller materialerne skal blandes sammen ved at…

- Ryste, ryste, ryste! Som Alvina synger, idet hun kommer til at tænke på Kaj & Andrea-sangen ’Bom Tjikke Bom’. Imens får materialerne i plastikkuglerne en ordentlig mikse-tur med håndkraft. 

Bagefter lægger hun mærke til sine festklædte hænder, fulde af glimmer, og hun griner højt.

Alvina i gang med at lave sit kunstværk

 

Kroppen kan godt

Nicklas Priis guider og støtter først Alvina, så Ida på tre år, i deres udfoldelser. Han er pædagog med linjefag i kreative udtryksformer og fortæller efter aktiviteten, at de i Centerbørnehaven har kreative aktiviteter omkring en gang ugentligt i små grupper som denne.

- Børnene får mulighed for at sætte aftryk i verden og få erfaringer med, hvad deres kroppe kan. Det er godt for dem, der har CP, fordi de i forskellig grad er begrænset i nogle ting i deres hverdag. Det glemmer de ofte, når de er i gang med de kreative aktiviteter, siger han og tilføjer:

- De børn, der har halvsidig CP, træner samtidig at bruge den side af deres kroppe, de har mindst kontrol over.

Når der ikke er glimmerkugler på programmet, puster børnene for eksempel sæbebobler blandet op med maling på papir, laver hånd- og fodaftryk eller pynt til fastelavn og påske – for blot at nævne nogle få eksempler.

Røre, se, høre, dufte. Det har hele kroppen godt af, men det er især vigtigt for den side af kroppen, barnet har mindst kontrol over på grund af CP.

 

Eksperimenter i børnehøjde

Under dagens kreative aktivitet på stuen undersøger de fire børn, hvad der sker med materialerne, når de blander dem sammen. De kigger fascineret på kuglerne før og efter rysteturene. Triller dem hen ad bordet, frem og tilbage imellem hinanden og griner over hele hovedet, når kammeraterne griber deres bolde.

En af pigerne, Søs på tre år, har fået glimmer på tøjet. Leende ryster og vasker hun det af.

- Skal vi høre Bom Tjikke Bom? spørger en anden pige, Ida, ivrigt. For da de små kunstværker er ved at være færdige, rækker koncentrationen ikke meget længere, og nu er det tid til at bruge kroppen på en anden måde.

De giver den fuld gas med at hoppe, dreje, ryste og vrikke – nogle med støtte fra gangstativer – og til sidst ”sove”. Kaj & Andrea afløses af rolig musik, og selvom de små kroppe blot sover ræsesøvn, falder de til ro. Får en tiltrængt pause inden de enten skal videre med stuens program eller træne med Centerbørnehavens fysioterapeut.

Til eftermiddag, når de bliver hentet af deres forældre, kan de så stolt vise deres små kunstværker frem som vidnesbyrd om dagens bedrifter.

 

 

Pædagog Nicklas Priis guider og støtter Ida i hendes kreative udfoldelser.

 

Fakta

 

 

 

 

 

 

 

Centerbørnehaven

Er en specialinstitution for børn på 0-6 år, bl.a. børn med CP, muskelsvind, erhvervede hjerneskader og sjældne sygdomme.

 

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top