Kære medlemmer
Tænk, at det er godt 10 år siden, jeg første gang blev valgt til formand for denne helt fantastiske forening. Men det er det – og nu er tiden kommet til at takke af. Jeg stopper på landsmødet i september, og nye kræfter står heldigvis klar.
Det har været et privilegium at være jeres formand, og jeg har nydt hvert eneste øjeblik, siden jeg ”kom på prøve”. Foreningen har på de 10 år udviklet sig fra en relativ upåagtet spiller på den handicappolitiske scene til i dag at være en af de vigtige og tydeligste stemmer i det handicappolitiske kor.
Vi har styrket og udbygget vores politiske kommunikation og vores kommunikation med medlemmerne – ikke mindst via de sociale medier. CP-TV og Sammen om bevægelse gennem en coronatid – direkte tv på Facebook - er eksempler på både styrken ved de nye medier og foreningens evne til at tilpasse sig nye vilkår. Samtidig har vi transformeret bladet Spastikeren til CP Magasinet INDBLIK, hvor vi formidler velskrevet og relevant 360 graders viden om livet med CP – og lige så vigtigt give vores medlemmer en fast tilknytning til foreningsfællesskabet.
Vi har udviklet og styrket vores kursusvirksomhed – ikke bare som en vigtig kanal for formidling af viden om CP, men også som et mødested, hvor erfaringer udveksles og venskaber opstår. En moderne handicaporganisation er ikke blot en handicappolitisk kamporganisation, men i lige så høj grad et fællesskab.
Og så har vi heldigvis kunnet fastholde og udbygge vores individuelle social- og psykologfaglige rådgivning. For rigtig mange medlemmer er lige akkurat den konkrete, individuelle rådgivning i egen sag det afgørende for medlemsskabet af foreningen. Det hører vi igen og igen. Jeg håber, at vi – belært af coronakrisen – kan udbygge vores rådgivning til også at være mere opsøgende. De medlemmer, der ikke bare lige ringer op på telefonen eller sender en mail, skal også tilgodeses.
Der er så ufattelig meget at være stolt over. Men mest stolt er jeg over, at det lykkedes at tage beslutningen om at skifte navn. Det var en utrolig svær og indgribende beslutning. Men jeg tror alle – uanset hvor man stod, da vi traf beslutningen – er enige om, at det var den rigtige beslutning.
Med beslutningen om at blive til CP Danmark kom foreningen på omgangshøjde med vores medlemmer, som ikke vil være spastikere, men er mennesker med cerebral parese. Vi står i dag mere samlet og har en langt bedre forståelse for og rummelighed i forhold til den enorme bredde i diagnosen cerebral parese. Vi er i dag en stærkere forening, end vi var for 10 år siden – og vi er frem for alt et stærkere fællesskab.
Derfor kan jeg kun sige: Tak for lån af foreningen. Det har givet mig uendelig stor glæde at få lov til at gå med dette stykke af vejen. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover.
Lone Møller Landsformand