Når Rasmus Lund-Sørensen køber ind i butikker og supermarkeder, udspiller en bestemt situation sig ofte: Ekspedienten eller en af de andre kunder i butikken henvender sig til hans hjælper for at spørge om noget – for eksempel om betalingen skal foregå med dankort eller kontant – i stedet for at spørge Rasmus direkte. Rasmus siger så:
"Hey, du skal henvende dig til mig, hvorefter ekspedienten eller kunden enten undskylder eller svarer noget i stil med: Jeg troede ikke, du kunne tale, fordi du sidder i kørestol."
Det er ofte få ord, der er behov for at udveksle på en indkøbstur. Men det betyder noget for Rasmus at føre ordet i de mange små samtaler.
"Når jeg nu kan tale, så er det selvfølgelig mig, der skal tale med ekspedienten og ikke min hjælper – ellers bliver jeg jo umyndiggjort," siger han.
”Hvorfor sidder han i kørestol?”
Forventningen om, at Rasmus ikke selv kan tale, er en af de fordomme, han hyppigst møder om mennesker med handicap. Men listen er lang, og Rasmus har udviklet sine egne måder at håndtere situationerne på.
"Jeg har heldigvis gode hjælpere, som ofte ikke svarer, når fremmede henvender sig til dem i stedet for til mig. På den måde får jeg muligheden for selv at tage samtalen. Nogle gange laver vi en aftale om, at min hjælper går ned bagerst i butikken eller bliver udenfor, så ekspedienten naturligt vil henvende sig til mig, siger Rasmus."
En anden situation, der ofte udspiller sig, er, at børn peger på Rasmus og spørger deres forældre, hvorfor han sidder i kørestol. Ofte trækker forældrene børnene væk og tysser på dem, men Rasmus prøver at gøre det modsatte. Han triller tættere på og spørger, om der er noget, de gerne vil spørge om.
"Jeg tror, forældrene er bange for at såre mig og andre med handicap. Det er jo også en svær situation, for der er nogle mennesker med handicap, som helst ikke vil have, at folk spørger ind, mens jeg hellere vil have, at børnene spørger en gang for meget end for lidt", siger Rasmus.
Rasmus oplever, at nogle forældre bliver forlegne, når han tager dialogen med børnene, mens andre tager godt imod det og indrømmer, at de ikke ved meget om handicap og gerne vil vide mere. Når Rasmus har valgt den åbne tilgang, skyldes det både hans personlighed og en tro
på, at det bidrager til at give andre mennesker et nuanceret syn på, hvad det vil sige at have et handicap.
"Jeg mener, at vi har brug for åbenhed i samfundet, så jeg prøver at tage dialogen på børnenes niveau og forklarer dem for eksempel, at jeg sidder i kørestol, fordi jeg ikke kan gå. Hvis ikke de får svar på deres spørgsmål som børn, tror de måske, at mennesker med handicap er farlige, og de kan blive meget fordomsfulde, når de bliver unge og voksne," lyder Rasmus’ begrundelse.
Rasmus til et af sine foredrag
”Man må spørge om alt”
Netop troen på, at dialog kan nedbryde fordomme fik – sammen med lysten til at fortælle om sit liv – Rasmus til at begynde at holde foredrag om livet med cerebral parese (CP) for omkring 20 år siden, på opfordring fra en lærer på hans efterskole. Siden 2019 har foredragene for alvor taget fart, og alene i 2023 gennemførte han i alt 13 foredrag på folkeskoler, efterskoler, højskoler, aftenskoler og social- og sundhedsskoler rundt om i landet. Han har også holdt foredrag for flere af CP Danmarks kredse og for en lokalafdeling i Dansk Handicap Forbund. Tilhørerne er både mennesker med og uden handicap.
”Man må spørge om alt” er Rasmus’ mantra både til hans foredrag og på hans sociale medier, hvor han giver sine tilhørere mulighed for at skrive, hvis de efter foredraget kommer i tanker om flere spørgsmål.
Chancer i livet
Rasmus’ foredrag kredser om alt fra mobning til at have et aktivt liv på førtidspension. Der er en særskilt del om fordomme, og mange af de øvrige emner i foredraget kommer også omkring fordomme.
Rasmus’ foredrag kredser desuden om de chancer, han har taget i sit liv – for eksempel da han for 15 år siden rykkede teltpælene op og rejste fra Næstved på Sjælland, hvor han er opvokset, til Kolding i det sydjyske for at bo sammen med sin daværende kæreste.
"Flere fortæller mig efter foredragene, at de troede, mennesker med handicap bare skulle have faste rammer og ikke kunne noget. De er overraskede over at høre, at jeg tager chancer i livet og udfordrer mig selv. Der føler jeg, at jeg rykker noget," siger Rasmus.
Rasmus får da også overvejende positive tilbagemeldinger på sine foredrag, som tilhørere blandt andet har kaldt ”inspirerende” og ”livsbekræftende”.
Ingen ”glad spasser”
Når Rasmus er ude at holde foredrag, ankommer han ofte i god tid. Foregår foredraget på en folkeskole, har han flere gange oplevet, at børn har råbt ”din spasser” efter ham i frikvarteret, tilsyneladende uden selv helt at forstå, hvad ordet betyder. Derfor indleder Rasmus altid sine foredrag på folkeskoler med at præsentere sig selv i stil med:
"Hej, jeg hedder Rasmus, og jeg er 40 år. Jeg har CP, jeg har en hjælper-ordning, hvor jeg får hjælp til de ting, jeg ikke selv kan, og jeg er optimist. Men jeg er ikke den glade spasser."
Så fortæller han om, hvorfor mange mennesker med CP ikke kan lide ordet ”spasser” eller at høre ”spasser-jokes”, og han opfordrer børnene til at bruge ordet mindre.
"Det lover de. Og jeg ved godt, at de måske kommer til at bruge ordet igen. Men alene det, at de lover det, viser, at jeg har sat tanker i gang om, hvordan de taler om handicap," siger han.
Og det er det, Rasmus fortsætter med: At turnere rundt med sit foredrag for at sætte tanker i gang og give fordommene modspil, lidt efter lidt.
Artiklen om Rasmus blev bragt i CP INDBLIK nr. 1 2024
Udover sine foredrag prøver Rasmus også at nedbryde fordomme på de sociale medier:
