”I gymnastiktimerne skulle vi børn løbe rundt, og jeg kan huske, at der var en eller to elever, der var stærkt handicappede spastikere, som så også skulle forsøge at løbe. Så fik de tæsk på ryggen, ligesom de faldt til jorden. Jeg kom forbi, og jeg så det ske, og jeg ville jo gerne hjælpe, men vi skulle gå forbi uden at måtte hjælpe dem.” (s.352)
Dette er blot et af mange udsagn om overgreb, mobning, fysisk og psykisk vold, som står at læse i den over 400 sider lange og netop offentliggjorte udredning om særforsorgen, som Social- og Ældreministeriet har bestilt fra Forsorgsmuseet i Svendborg.
Alvorlige svigt
Udredningen er spækket med eksempler på og dokumentation af svigt og umenneskelig behandling i særforsorgen – også svigt, som blev påtalt og kritiseret i den offentlige debat i den samtid, rapporten handler om. Derfor hedder det også konkluderende i rapporten:
”Vi har i vores undersøgelse fokuseret på følgende tematikker: brug af vold, seksuelle overgreb, erkendte fejlanbringelser, sterilisationspolitikkens praksis, brug af tvang i forsorgsudøvelsen samt hverdagslivet for de anbragte. (…) Vi har i det gennemgåede materiale og i de indsamlede beretninger fundet en række eksempler på overgreb og svigt”. (s.369) […] ”Der er sager, som blev anset som problematiske i samtiden (både i forhold til regler og etik), og der er yderligere sager, som set fra nutidens normer er problematiske”. (s.374)
Rapporten konstaterer, at der i adskillige tilfælde kan dokumenteres voldsomme krænkelser af den enkelte i forbindelse med forsorgsudøvelsen. Men rapporten konstaterer også, at der er dokumentation for, at en del af de personer, som har været anbragt under særforsorgen, må leve med livslange eftervirkninger og senfølger af de overgreb, de blev udsat for, mens de var anbragt i særforsorgen:
”En stor del af de tidligere anbragte, som har berettet deres historie for os, vurderer således, at anbringelsen i særforsorgen har haft negative konsekvenser for deres liv både under og efter anbringelsen i form af rodløshed, mindreværdsfølelse, problemer med at indgå i sociale og familiemæssige relationer, stigmatisering, angst – og for anbragte, der var blevet steriliserede, en manglende mulighed for at få børn.” (s.372)
Operative indgreb og eksperimentel behandling
Foruden de svigt og overgreb, som er beskrevet bredt for hele særforsorgsområdet, så beskriver rapporten også en række problemstillinger, som i særlig grad knytter sig til spastikere og vanføreforsorgen, som var den gren af særforsorgen, hvor mennesker med cerebral parese var anbragt. Det drejer sig bl.a. om kirurgiske indgreb, operationer og behandlinger af mere eller mindre eksperimentel karakter, som en del af de anbragte i vanføreforsorgen blev udsat for. En anbragt på Geelsgård fortæller sådan her:
”Det var som om, vi ikke ejede vores egen krop. Vores kroppe var i stedet reduceret til et aktieselskab, som fagfolk med ambitioner af forskellig slags havde en aktie i. Jeg fik yderligere indtryk af, at der gik mode i nogle bestemte operationer. I en periode lå mange elever på en båre, fordi de var blevet opereret i hofterne. I en anden periode var det in at afstive diverse led i benene, som så blev afløst af operationer, hvor kirurgerne brækkede underbenene og drejede dem, så de kunne vokse sammen på en ny måde”. (s.259)
Fejlanbringelser
Et helt særligt kapitel i både rapporten og særforsorgens historie handler om fejlanbringelser – fejlanbringelser forstået som personer, der uden at tilhøre målgruppen, blev anbragt under særforsorgen – og i særdeleshed under åndssvageforsorgen. Det skyldes ikke mindst den udstrakte og ukritiske brug af intelligentest som visitationsgrundlag. Det betød bl.a., at en betydelig gruppe personer, primært børn med cerebral parese, fejlagtigt blev diagnosticeret som åndssvage og anbragt under åndssvageforsorgen.
Intelligentest og IK-score er helt generelt et omdiskuteret instrument til vurdering af en persons kognitive funktionsniveau – og IK-test er i særdeleshed et stærkt omdiskuteret og ofte helt ubrugeligt værktøj, når det gælder vurderingen af mennesker med CP’s kognitive funktionsniveau.
Fejlvisitation af ”spastikere” til åndssvageforsorgen var åbenlyst et omfattende og udbredt problem, som rapporten folder ud. I en central passage hedder det bl.a.:
Professor Preben Plum havde fra starten af 1950’erne med sine undersøgelser peget på, at det var problematisk med de ca. 300 spastiske børn, som han mente befandt sig under åndssvageforsorgen: ”At være spastiker var næsten per definition lig med at være åndssvag”, som en tidligere anbragt forklarer. ”Havde man tillige et dårligt eller slet intet talesprog, var man helt yt.”
Der var eksempler på, at anbragte spastikere tilsyneladende forbedrede deres intellekt i betydelig grad gennem træning af deres talehandicap. En anbragt spastiker var på den måde gået fra en IK-testscore på 52 til en på 90, og en anden havde bevæget sig fra 55 til 80. (s.301)
Citatet – og henvisningen til de forbedrede IK-test – viser, hvor tvivlsomme og tilfældige IK-test er. Men ikke desto mindre blev IK-test i vid udstrækning anvendt som visitationsgrundlag i særforsorgen.
Netop det store antal børn, unge og voksne med cerebral parese, som blev defineret som åndssvage og anbragt under åndssvageforsorgen, var - tilbage i 1950 - en helt afgørende faktor for etableringen af Foreningen for spastisk lammede børn, det der i dag er CP Danmark.
Forståelsen for at man ikke er åndssvag, fordi man er spastiker, og afkoblingen af sammenkædningen mellem spastiker og åndssvag, var den helt centrale mærkesag i de første mange år af foreningens levetid.
Efterspil på rapporten
Rapporten ligger nu hos social- og ældreminister Astrid Krag, som har bestilt udredningen - og det er også Astrid Krag, der kommer til at tage stilling til, hvilke konsekvenser udredningen skal have.
I de kommende måneder vil der komme en debat om, hvorvidt udredningen skal føre til en officiel undskyldning og en evt. kompensation til de, der har være udsat for svigt og overgreb i særforsorgen. Læs CP Danmarks politiske reaktion på udredningen i Pia Allerslevs leder.
Om rapporten og udredningen
Arbejdet med udredningen fandt sted i perioden fra januar 2020 til februar 2022. Det er udført af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og finansieret af Social- og Ældreministeriet. Arbejdet har været ledet af Klaus Petersen, der er professor ved Syddansk Universitet og Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum. Sammen med Mette Seidelin, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet, Poul Duedahl, professor ved Aalborg Universitet samt Annemarie Borregaard, der er forsker ved forsorgsmuseet, har de desuden forestået selve undersøgelsesarbejdet. Derudover har en række andre fagpersoner været involveret i arbejdet, der blev igangsat efter et dialogmøde, hvor en række interesseorganisationer deltog, bl.a. CP Danmark.
En særlig udfordring har været sprogbrugen. Her har arbejdsgruppen valgt at bruge datidens begreber og kategoriseringer, fordi det er den mest rigtige måde at beskrive fortiden på og en vigtig del af historien. Bogen er udgivet af Danmarks Forsorgsmuseum (der er en del af Svendborg Museum) i 2022 med ISBN: 978-87-87769-97-6. Et begrænset oplag kan købes i Svendborg Museum for 200 kr. Ud over bogen er der i forbindelse med arbejdet også produceret film og undervisningsmateriale målrettet socialrådgiver-, pædagog- og SOSU-uddannelserne.
