Af Jeppe Forchhammer, ASK-bruger
Jeg er 30 år, født med cerebral parese (CP) og har ikke talesprog. For mig var det en lang vej at få lært at læse og skrive. Potentialet havde jeg, men når man er barn med svær CP, er der mange ting, som påvirker læringsforløbet. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det har været at lære at læse og skrive og dermed få et frit sprog at udtrykke mig igennem. Jeg ville ønske, det tidligere havde været prioriteret højere.
At lære at læse og skrive kræver, at nogen tror på, man kan, og at de finder vejen og tiden til, at man lærer det. Jeg synes ikke, de forudsætninger, jeg skulle lære at læse og skrive under, var optimale. Min CP gjorde, at de fleste ting i hverdagen tog ekstra tid. Lærerne måtte prioritere.
Jeg husker, at både dansk- og matematiktimerne tit blev inddraget til træning af forskellige selvhjælps-ting. Det betød mindre læse-skrive undervisning, end man almindeligvis tilbyder et skolebarn. Mine forældre spurgte så, da jeg gik i cirka 3-4. klasse, om det ikke var en god idé at kigge på nogle bogstaver. ”Tjah, hvis I synes, kan vi måske godt begynde at se på det, svarede mine lærere”.
Kommunikation til husbehov
Jeg brugte Bliss på det tidspunkt og kunne kun kommunikere til husbehov. Blisstavlen havde 216 symboler, som min kommunikation byggede på. Ud fra det vurderede lærerne, at det ville være svært for mig at lære at læse og skrive. Mine klassekammerater kunne tale, så det var ikke af samme betydning for dem at lære det.
Mine forældre kunne se, at det var vigtigt for mig, at jeg lærte at kunne udtrykke mig frit ved hjælp af stavningen. Her i bagklogskabens lys, kan jeg se, at det nok ikke var helt nemt. Det kunne være svært at undervise mig i læsning, når jeg f.eks. ikke kunne sige bogstavlyde og læse højt. Derudover var der flere elever i klassen med forskellige behov og dermed mange ting at tage hensyn til. Man havde heller ikke de samme tekniske muligheder, så det var sværere at lave opgaver tilpasset mig.
Jeg kunne mere end det jeg fik mulighed for
Tilbage til hvordan jeg lærte at læse og skrive, for jeg lærte det trods alt. Jeg fik af flere omgange eneundervisning i det. Det hjalp selvfølgelig, men jeg vil tro, at det var mine forældres og især bedsteforældres indsats, der 85 procent har gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag. De har lært mig at læse og skrive. De vidste hele tiden, at jeg kunne mere end det, jeg fik mulighed for at vise gennem de krav, der blev stillet til mig.
De tog sig tid til at finde måder, jeg kunne udtrykke mig på og dermed også lære. Som 12-årig begyndte jeg på en partnerstøttet metode, hvor min samtalepartner pegede på alfabetets bogstaver og sagde dem højt, og jeg udvalgte med mimik for ja eller nej. Bogstav for bogstav fik jeg støtte til at sætte sammen, hvad jeg ville sige. Senere kunne bogstaverne siges højt for mig, uden jeg behøvede at se dem.
Min første øjenstyrede computer
Det fik kolossal betydning, da jeg som 19-årig endelig fik min første øjenstyrede computer. Jeg skulle først lige lære at bruge den, og det tog et stykke tid. Da jeg fik lært det, kunne jeg lege med bogstaver og ord på en meget lettere måde. Nu var der pludselig kortere fra tanke til handling. (Nogle gange lidt for kort for en ung mand med mange hormoner i kroppen. Så må I selv gætte, hvilke ord, jeg først lærte at stave rigtigt).
Med computerens mange muligheder fulgte en masse energi og øvelse, og jeg var altså blevet 19-20 år, før jeg vil betegne mig som en, der frit kunne læse og skrive. Jeg kan sige nøjagtig, hvad jeg tænker ned i de fineste nuancer, når jeg taler med folk, skriver med dem, søger på nettet eller skriver tekster til mine foredrag. Jeg kan skrive og få feedback og blive ved at lære.
Jeg er tit ude blandt såkaldte ”normale” mennesker, som skal lære at kommunikere med mig. Jeg er sikker på, de bedre kan forstå og forholde sig til, at jeg siger tingene med mine egne ord, hvis de kan høre eller se mig skabe en sætning bogstav efter bogstav, ord efter ord. Jeg oplever også tit, det påvirker deres opfattelse af mig.
Mennesker med kommunikationsudfordringer kan altid lære, det er bare et spørgsmål om at tro på at de kan, finde værktøjer og tænke ud af boksen. Jo før jo bedre.
