I maj var jeg afsted på to ugers rejse i Honduras, hvor jeg var udsendt af vores søsterorganisation, Dansk Handicap Forbund, der siden 2006 har udført udviklingsarbejde i landet. I 2025 trækker forbundet sig ud af landet. Derfor fik jeg til opgave at undersøge, hvilken effekt forbundets arbejde havde haft på handicapområdet. Og om det overhovedet giver mening at udøve udviklingsarbejde i andre lande?
Her kunne man stille spørgsmålet: Hvad kommer forholdene for mennesker med handicap i Honduras os ved i CP Danmark?
Svaret er kringlet og enkelt på samme tid. Jeg blev mindet om noget vigtigt, om noget, vi måske ofte glemmer i handicapbevægelsen – også i CP Danmark: Værdier og idealer.
Handicap ses som Guds straf
Honduras har skyhøj fattigdom, et tårnhøjt antal mord og omfattende korruption. Med andre ord betegnes Honduras som ét af de farligste lande i verden. Set i det lys er det temmeligt meget op ad bakke at beskæftige sig med handicapområdet i Honduras.
Honduranere med handicap kan få omtrent 550 kr. af staten om året, hvis de altså er registreret handicappede. Det er der mange, som ikke er, da det offentlige sundhedsvæsen nærmest ligger i ruiner og er massivt underfinansieret. Det betyder, at mange honduranere med handicap lever udiagnosticeret.
En anden grund til, at mange lever udiagnosticeret er, at der følger en hel del diskrimination, vold og udstødelse fra lokalsamfundet med at have et handicap, eftersom det i store dele af samfundet ses som Guds straf.
Ingen kørsels- eller hjælperordning
Hjælpemidler er der også ganske få af. Der er med andre ord ingen gratis hjælpemidler og ingen hjælpecentre, der kan bistå med at finde de rette hjælpemidler til mennesker med handicap.
I det hele taget er der næsten ingen hjælp at hente for dem, der har et handicap i Honduras. Der findes ingen hjemmehjælp, ingen kørselsordning, ingen hjælperordning, ingen rådgivning, ingen Elsass Fonden. Listen er meget langt med ting, man ikke kan som person med handicap i Honduras.
Derfor spredte der sig også en mild grad af afmagt hos mig under min tur i Honduras. Det blev sværere og sværere at se meningen i udviklingsarbejdet på handicapområdet i et land, der stille og roligt er ved at synke til bunds på næsten alle parametre. Det andet helt legitime spørgsmål på turen blev også, hvorfor vi yder udviklingsstøtte i andre lande, når vi ikke engang har orden i vores egen baghave? Det er jo ikke just sådan, at handicapområdet trives i bedste velgående i Danmark, hverken politisk eller ressourcemæssigt.
Børn, der lever skjult
Afmagten blev heller ikke bedre af, at det hurtigt blev ret evident, hvor godt vi med handicap egentlig har det i Danmark – altså i forhold til i Honduras. Mine egne kommunale kampe med kommunen om retten til hjælpere, rengøringshjælp og andre gratis hjælpemidler blev i den grad sat i et ubehageligt relief på turen. Jeg mødte familier, der aldrig havde set skyggen af en kørestol. Familier, der måtte vælge imellem mad eller medicin. Familier, hvor børn med handicap ikke havde været uden for hjemmet i mange år – på grund af familiernes frygt for, hvordan omverdenen vil reagere på dem.
En forkælet velfærdsturist
Sandheden er, at jeg følte mig som en forkælet handicappet velfærdsturist i Honduras. For ja, jeg har det 100 gange bedre i Danmark, end den gennemsnitlige handicappede honduraner har det i Honduras. Er det så værd at kæmpe for bedre rettigheder på handicapområdet i Danmark, når mennesker med handicap i andre lande har det så meget værre?
Her er svaret til gengæld enkelt: Ja, selvfølgelig skal vi det. Og selvfølgelig skal vi fortsat hjælpe mennesker med handicap i andre lande, selvom vi selv kæmper vores egne kampe for bedre rettigheder. Og det er her, værdier og idealer kommer ind i billedet.
For hvis der var ét fællestræk mellem mine oplevelser i Honduras og det, jeg oplever i Danmark lige nu, så er det manglen på værdier og idealer. Også i Danmark har vi meget fokus på udgifter, nedskæringer og problemer – og meget lidt fokus på værdier, livskvalitet og idealerne for det gode og værdige liv. Vi kan godt finde ud af at diskutere aktiv dødshjælp, mens dialogen om aktiv livshjælp udebliver.
Det værdige liv
Hvis vi byggede et samfund uden værdier og idealer, ville vi hurtigt skabe et uhyggeligt og inhumant samfund, hvor kun de stærkeste tyranner ville overleve. Et er sikkert: Der ville slet ikke være plads til personer med cerebral parese (CP) i et sådant samfund.
Derfor er vi nødt til at stå vagt om og fremhæve værdierne og idealerne for det gode og værdige liv – også for mennesker med CP og andre handicap.
Det ubetinget hårdeste i Honduras var, at værdigheden for mennesker med handicap i landet var næsten ikke-eksisterende. Der må vi aldrig komme hen i Danmark – vi må stå vagt om værdierne og idealerne for et godt og værdigt liv, også når det gælder handicap – både i Danmark og i Honduras.
– Og blive ved med at hjælpe.
