Jeg føler trang til at sige tak. Tak til de myndigheder som i en meget svær situation har vist viljen til at ville passe på os.
Tak til de mange, mange mennesker som gennem deres samvittighedsfulde arbejde som handicaphjælper i en BPA-ordning, ansat i et botilbud, skoler og STU-tilbud eller andet har taget ansvar for at passe på sårbare mennesker med cerebral parese.
Og ikke mindst en kæmpe tak til de mange pårørende og mennesker med cerebral parese (CP), som klarer at stå så meget igennem. Det er en helt ubeskrivelig kraftpræstation.
Men det er desværre ikke ovre. Bekymring for sygdom og usikkerhed om fremtiden fylder hos os alle. Heldigvis kan vi nu se, at trykket letter lidt og dele af samfundet genåbnes langsomt. Epidemien er under kontrol, men smitten er ikke forsvundet, og der er stadig ikke fundet en kur, som kan bekæmpe coronavirus.
Derfor kommer nogle mennesker med cerebral parese til at indstille sig på, at de i lang tid fremover skal leve med begrænsninger og restriktioner.
Det gælder de mennesker, hvis liv og helbred for alvor er truet, hvis corona rammer dem, og det gælder de personer, som bor på botilbud og selv er i risiko eller bor sammen med andre, som er i risiko. Det vil også gælde mange andre, som ikke nødvendigvis er i direkte risiko, men for hvem frygten for at smitte alvorligt syge for altid vil være en del af hverdagen.
Udsigten til mindre social kontakt og isolation, hvad enten den er selvpålagt eller en konsekvens af restriktioner pålagt af myndighederne, risikerer desværre at gøre et i forvejen stort problem med ensomhed endnu større.
Derfor er det helt afgørende, at vi nu - på tværs af myndigheder og handicaporganisationer - bruger tiden på at udvikle værktøjer, tilbud og aktiviteter, som kan bidrage til at bekæmpe ensomhed.
Vi var uforberedte på den nye situation, og de teknologiske udfordringer og manglen på udstyr og uddannelse i de teknologiske løsninger gjorde det svært at skabe fællesskaber og være sammen, når det ikke kunne være fysisk.
Det skal vi lære af. Vi skal sikre, at mennesker med CP og andre handicap har de nødvendige teknologiske færdigheder og adgang til relevant udstyr, så en fysisk nedlukning ikke automatisk også bliver en social eksklusion.
Og vi skal blive meget bedre til at bruge de tilgængelige teknologiske løsninger i hverdagen og i vores løbende kommunikation, så det ikke er nyt og uprøvet, hvis situationen opstår igen.
Det er et ansvar, vi som medlemsorganisation, botilbud, uddannelsesinstitution og myndigheder må løfte sammen. Vi har et fælles ansvar for at være meget bedre forberedt, når det sker igen, end vi var denne gang. I CP Danmark vil vi gøre, hvad vi kan for at lære af de erfaringer, vi så dyrt har fået i denne helt uprøvede situation.
Lone Møller Landsformand
