Af Trine Kamp Larsen
Som pensionerede pædagoger kunne Anni og hendes mand Henrik hurtigt se, at barnebarnet Lærke, der er tvilling, ikke udviklede sig som sin søster.
Børnene var født for tidligt, og allerede 10 dage efter fødslen fik Lærke sin første operation for vand i hove det, og ud over diagnosen cerebral parese har hun også epilepsi.
Anni lagde mærke til, at der ikke var den samme kontakt med Lærke som med søsteren, og hun reagerede anderledes på øjenkontakt. I dag er pigen fem år og multihandicappet.
Hun kan udtale få ord, men har intet sprog som sådan, ingen gangfunktion, meget begrænset gribefunktion og er helt afhængig af hjælp. Og det er lige præcis det, Anni kan bidrage med. Hun er en stor hjælp for familien og lader sig ikke slå ud af diagnosen og frem tidsudsigterne. Hun tager en dag ad gangen.
Mange børnebørn giver ro og erfaring
Lærke er langtfra Annis første barnebarn. Faktisk har hun hele syv børne børn fordelt på sine tre børn, så da Lærke og hendes tvillingesøster kom til, havde hun ikke alene mere tid og overskud, fordi de andre børnebørn var blevet større, men også mere ro.
Alt det med diagnosen skulle nok gå. Hun startede med at flytte ind hos Lærkes mor Nanna, hvis mand er i miltæret og meget væk:
- Vi har altid været tæt forbundet og er blevet det endnu mere. Vi skal bare lige kigge på hinanden, så ved vi, hvad den anden mener. I og med at der var to spædbørn, så tog vi en hver, så at sige, og fik det hele til at køre selvom der var meget at se til.
Anni er dog meget opmærksom på at være bedstemor og ikke pædagog, for hendes faglige baggrund må ikke overskygge forholdet til hverken børnene eller datteren og svigersønnen. Og hun blander sig ikke, medmindre hun bliver spurgt. På den måde overskrider hun og Henrik ikke nogens grænser og står alligevel til rådighed for den unge familie.
’Vi kunne ikke have gjort det uden jer’
Anni har seks aflastningstimer om ugen hos datteren plus tre timers rengøring. Så hver tirsdag går turen fra Falster til Solrød, hvor hun hjælper med almindeligt husligt arbejde som tøjvask og rengøring.
Når det er klaret, hygger hun med Lærke og familiens to øvrige børn, mens mor Nanna har tid til at løbe en tur, se veninder eller anden hverdagsluksus. Anni overnatter altid hos familien, så hun ikke skal køre hele vejen tilbage til Falster. Det er til glæde for alle:
- Jeg nyder det, børnene nyder det, og jeg får energi af det. Jeg glæder mig altid, og jeg vil ikke undvære et øjeblik sammen med Lærke eller nogen af mine andre børnebørn, understreger Anni.
- Min mand er her ikke nær så ofte som jeg, men støtter og hjælper med en masse praktiske ting. Vores datter og svigersøn har ofte sagt, at de ikke kunne gøre det uden os. Vi er enormt meget sammen. Vi tager på ferie sammen, hvor vi kigger lidt efter ungerne, så forældrene kan få lidt tid for sig selv, og vi har en tradition med at invitere alle vores børnebørn på ferie en uge hver sommer.
Hvad med fremtiden?
Men selvom det lyder som den helt perfekte familiekonstruktion, er Anni alligevel opmærksom på fremtiden:
- Vi har sagt til dem, at de med tiden må kigge på andre støttemuligheder. Jeg er 72 år og min mand to år yngre, og vi bliver ikke ved med at have de samme kræfter som nu. Samtidig bliver Lærke ikke mindre plejekrævende, snarere tværtimod. Så der kommer en tid, hvor mormor og morfar skal suppleres op med mere hjælp udefra.
- Vi skal ikke male fanden på væggen, men man må forberede sig lidt på fremtiden, slutter Anni, der glæder sig til mange flere oplevelser med alle børnebørnene.
