15. juni 2022 skulle vise sig at blive en helt særlig dag for mig: Efter lige knap to års ledighed, fik jeg min første ansættelseskontrakt og dermed min billet ud af Jobcenteret, væk fra dagpengelivet.
Af Signe Vestergaard Borup
Vejen til et job har, som for så mange andre med CP, ikke været helt uden sving og til tider dybe bølgedale.
På trods af at jeg har taget en god uddannelse - jeg er kandidat i Idéhistorie og Nordisk sprog og litteratur - har jeg skullet kæmpe lidt ekstra for at få hul igennem til arbejdsmarkedet. Det er der flere grunde til, men CP er bestemt én af dem, der nok vejer tungt. Det har jeg indset sådan gradvist, og derfor undervejs justeret min jobsøgningsstrategi derefter. Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så andre måske kan få gavn af det.
I begyndelsen, da jeg var nyledig, gik jeg til mange jobsamtaler med brug af fortrinsretten for mennesker med handicap. Det gik strygende, jeg var til otte samtaler på den måde; tre af dem på samme dag. Det tænker jeg stadig på som en slags uofficiel danmarksrekord. Men de mange samtaler med fortrinsretten sled på mig, og jeg blev efterhånden træt af det kunstige ved situationen; at blive kaldt til samtale udelukkende fordi arbejdsgiverne SKULLE kalde mig til samtale.
Det strider egentlig imod mine egne principper om, at jeg helst vil vælges på baggrund af det jeg KAN, og ikke det, jeg ikke kan. Hver eneste gang var det som at opføre en slags skuespil, som alle godt vidste hvordan ville ende; ansættelsesudvalget ville være søde og venlige, rose mig og så videre, og så ende med at give stillingen til den kandidat, de egentlig havde tiltænkt den fra start. Det skete hver eneste gang.
Ny tekst var ren terapi
Til sidst kørte jeg fuldstændig død i det. Helt præcist gjorde jeg dét en mørk februar aften her i 2022, hvor jeg var nede i et af mine mange sorte huller af fortvivlelse, som min status som ledig gav anledning til. Efter at have talt i telefon med min far og bagefter tørret øjnene, satte jeg mig ind i min seng og åbnede computeren. Her skrev jeg den tekst, som skulle blive skelettet i en ny slags jobansøgninger, jeg sendte ud. Mere end at være konkret til selve stillingen, jeg ønsker at søge, handler teksten om min situation som ledig med et handicap, og de udfordringer og bekymringer, det fører med sig for mig. Det føltes som terapi at sætte ord på det. På Jobcenteret gav de ikke meget for denne strategi, og de affejede mig med at man ”ikke ansætter på følelser”.
Her, små fem måneder senere, må jeg bare konstatere at det gør man så åbenbart alligevel. ”Desperatansøgningen”, som jeg selv kalder den, har bragt mig til i alt syv jobsamtaler, hvoraf den ene var et tilbud om at oprette en helt ny stilling specifikt til mig, fordi ansættelsesudvalget så godt kunne lide min ansøgning. Det var meget smigrende. Jeg takkede dog pænt nej, fordi jeg allerede på det tidspunkt havde fået min nuværende AC-stilling som Ph.d.-partner på Aarhus Universitet, fuldtid.
Min indsats havde båret frugt, og det havde den af to grunde: Dels føromtalte desperatansøgning, og dels min intensiverede indsats med at sende 10-20 styks ud om ugen. Et regulært bombardement som jeg stadig modtager afslag på.
Mest af alt har mit forløb som ledig lært mig at følge min egen intuition om hvad der virker for MIG som jobsøgende, og ikke hvad andre tror, eller siger, der virker, almindeligvis. Jeg håber, dette kan være en opfordring til at turde tage chancer og ejerskab over sit eget forløb som arbejdssøgende.
