Af Peder Stausholm, næstformand for kredsbestyrelsen i København i CP Danmark.
Den forsvundne rampe
I starten af august tog jeg et DSB-tog fra København til Aarhus med forventningen om at fortsætte turen gnidningsfrit videre med Arriva-tog til Skive, hvor jeg havde en aftale.
Jeg var afsted i elkørestol med min handicaphjælper som ledsager. Forud for rejsen havde jeg bestilt handicapservice, da jeg alligevel skulle købe togbilletter. Hjælpen består blandt andet i assistance til på- og afstigning i toget ved hjælp af en rampe, og det er typisk stationspersonale eller et lokalt taxaselskab, der står for at betjene den. Men da jeg skulle af toget, opstod der problemer.
Da vi ankom til Skive, steg en mand fra handicapservice på toget for at hjælpe mig ud. Han spurgte mig først, om jeg vidste hvor kørestolsrampen var – det gjorde jeg ikke – og han begyndte derefter at lede efter den i toget. Kort efter kom togkontrolløren forbi, som meddelte, at de nyere Arriva-modeller slet ikke havde ramper med ombord, og at jeg derfor måtte vente til, at toget kørte videre til næste stop, hvor jeg måske ville kunne stige af toget ved hjælp af en rampe på den pågældende station. Alt dette resulterede i en større diskussion mellem manden fra handicapservice og kontrolløren om, hvem der havde ansvaret for rampen, henover hovedet på mig.
Tiden gik, toget skulle videre, og jeg ville gerne af, så jeg kunne nå frem til min aftale i tide. I nød og bekneb i lyset af den manglende rampe, tog min hjælper, taxachaufføren og to hjælpsomme medpassagerer fat om min 120 kilo tunge elkørestol (plus min egen vægt) og løftede mig med møje og besvær fra toget og ned på perronen. Jeg var bange. Både for min egen sikkerhed, men i særdeleshed overfor dem, som bar mig ned, som kunne have fået en rygskade og forlangt erstatningskrav. Jeg spurgte min hjælper, om han kunne mærke noget i sin ryg, og han sagde faktisk, at det ikke var noget tungt løft. Så det gik heldigvis ikke galt, men vi tog videre derfra, lettere rystet.
En hjemtur med udfordringer
Dagen efter skulle jeg retur fra Skive med toget til København, og desværre var denne tur ikke meget lettere. Vi ankom på stationen i god tid, hvor min hjælper og jeg afventede handicapservice ved mødestedet. Og vi ventede og ventede… men som togafgangen nærmede sig, begyndte stressen at melde sige. Min hjælper kiggede rundt på hele stationen, men der var ingen handicapservice i syne. Dernæst spurgte min hjælper togføreren, om han kunne sørge for at jeg kom på toget, men han meddelte, at det ikke var hans problem. I sidste ende ringede jeg til DSB og blev fortalt, at jeg måtte vente en hel time på hjælp. Der var ingen forklaring – jeg måtte blot vente på næste tog, og hun skulle først undersøge, om det overhovedet var muligt, om der kunne komme en.
Uheldigvis gik næste tog fra en anden perron, og uheldigvis var elevatoren til denne perron ude af drift. Anvist af manden fra handicapservice, som i mellemtiden var ankommet, måtte vi derfor krydse skinnerne, hvor der var lagt fliser for at komme frem til rette perron. Heldigvis vidste han hvor rampen var – den befandt sig nemlig på Skive station i et skab, til gengæld vidste han ikke noget om, at jeg skulle have været med toget en time før. Da vi kom til København og fortalte manden fra handicapservice om gårsdagens manglende rampe og min dramatiske nedstigning, kommenterede han, at problemer som dem vi havde oplevet, skete alt for ofte med Arrivas tog. Trætte kom vi endelig ombord på toget og så gik turen hjemad.
